Vikingemyter i tusmørke
Vær med til en stemningsfuld sommeraften i den smukke Vejle Ådal fredag d. 17. august, når VejleMuseernes arkæologer fortæller spændende vikingemyter lige dér hvor Harald Blåtand lod sin imponerende Ravningbro bygge.
Gik de mandlige nordiske guder tit i kvindetøj? Hvem stjal Thors hammer? Døde Harald Blåtand virkelig af et pileskud i rumpen, og hvad var hans forbindelse til Polen?
Fakta og fiktion går hånd i hånd til dette hyggelige arrangement for hele familien med en historisk dimension.
Arrangementet begynder med en rundvisning ved Ravningbroen, inden vi sætter os for at høre nogle af de sjoveste og mest spændende myter fra vikingetiden, mens solens stråler forsvinder bag skovens træer.
Sammen hygger vi os med småkager, kaffe, fredagsslik og saftevand, og ikke mindst de fantastiske gamle historier!
Ravningbroen blev bygget af vikingerne under Kong Harald Blåtand i året 980, og den målte hele 760 meter og var dermed landets længste bro, helt indtil den gamle Lillebæltsbro blev bygget.
Klos op ad det sted hvor Ravningbroen stod, kan man nu se en rekonstruktion af broen, der giver en god ide om dimensionerne i det imponerende bygningsværk.
I udstillingen, der findes i den gamle stationsbygning på stedet, kan man blandt andet se nogle af broens oprindelige egetræsstolper, der blev trukket op og konserveret, da man udgravede broen i 1970'erne.
Historie-online.dk, den 8. august 2018