Menu
Forrige artikel

Vikingernes ledelsesidealer

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 924

 

Vikingerne var meget mere end blot frygtindgydende krigere. De var ledere, der navigerede komplekse sociale og politiske udfordringer i en særlig innovativ og begivenhedsrig epoke i Nordens historie.

I vikingetiden arbejdede folk sammen om at bygge imponerende langskibe og stormandshaller. Datidens mennesker havde også en nærmest uhæmmet virkelyst med opdagelsesrejser, bosættelser og erobringstogter.

For at alle disse projekter kunne lykkes, var det afgørende med kompetente ledere, der kunne håndtere de komplekse udfordringer, som samfundet stod overfor. Med støtte fra Augustinus Fonden vil et ambitiøst forskerhold nu undersøge datidens ledelsesidealer. 

Sagaer, skjaldekvad, lovtekster, krøniker og runetekster skal granskes

De seneste år har flere eksperter inden for ledelsesstrategi brugt udtryk som ”vikingeledelse” til blandt andet at beskrive den særlige skandinaviske flade ledelsesstruktur, hvor alle i organisationen bliver bedt om at ytre deres mening på møder, selv når store beslutninger skal drøftes.

Men om denne strategi virkelig stammer helt tilbage til vikingetiden er ikke blevet dokumenteret i kildemateriale fra perioden.

Den ambitiøse forskningsalliance mellem Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Islands og Københavns Universitet, Moesgaard Museum og Nationalmuseet vil med den generøse donation på 1.950.000,- kr. fra Augustinus Fonden give et mere retvisende billede af, hvordan de nordiske ledelsesidealer var i tiden ca. 950- 1250.

"Vi vil udforske de nordiske ledelsesidealers og -praksis i sen vikingetid og tidlig middelalder," forklarer arkæolog og projektleder Morten Ravn fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde. "Datidens sagaer, lovtekster, krøniker, skjaldekvad og runetekster er fyldt med udsagn omkring ledelse, men en samlet beskrivelse og en videnskabelig udforskning af disse udsagn mangler. Det vil vi råde bod på."

Forskningsprojektet vil tilgå det meget forskelligartede kildemateriale på solid videnskabelig og kildekritisk vis, så ureflekterede, entydige og direkte misvisende parallelslutninger mellem datidens og nutidens ledelsesidealer og –praksis undgås. Udover projektleder Morten Ravn involverer det nye projekt en række forskere med ekspertise inden for vikingetid og middelalder.

Ledelse blandt høj og lav

Seniorforsker og arkæolog Lisbeth Imer fra Nationalmuseet bidrager med en dybdegående viden om nordiske runeindskrifter.
”Udgangspunktet er datidens ledelsessituationer, som de udspillede sig i samfundets mange forskellige fællesskaber: blandt kongens hirdmænd, i byer og på landet, og om bord på skibe. Det er de handlemuligheder, en leder havde i en af de mest innovative og begivenhedsrige epoker i Nordens historie, som vi vil klarlægge med dette projekt,” fortæller hun.

Historiker Kasper H. Andersen fra Moesgaard Museum specialiserer sig i europæisk middelalderhistorie og tilfører projektet en bredere historisk kontekst og vil udfordre den gængse forståelse af ledelse i vikingetiden.
”I vikingetids- og middelalderforskningen har der hidtil været fokuseret på kongens og elitens sociale status og lederroller i samfundet. Ledelse på lavere socialt niveau og på et mere praktisk plan, er underbelyst. Dette er en uheldig tendens, for det bliver let misvisende, når beskrivelsen af et samfunds generelle ledelsesidealer og -praksisser baseres på elitens idealer og metoder.”

Lektor og adjungeret professor Annette Lassen fra Københavns og Islands Universitet er ekspert i norrøn litteratur-, kultur- og teksthistorie. Hun vil bidrage med en dybdegående forståelse af sagalitteraturen og dens indblik i lederskabets udfordringer og praksis.
”Vi må udforske, hvordan dagligdagens ledelsessituationer er foregået blandt høj som lav og i samfundets mange mindre sociale fora. Kilderne til dette findes. I den omfattende norrøne litteratur er der talrige udsagn, der beskriver dagligdagens ledelsessituationer, men de mangler at blive udforsket,” forklarer Annette Lassen.

Projektet afsluttes i 2026, hvor forskerne vil have samlet levende fortællinger om vores forfædres tanker om god og dårlig ledelse. 
 

Projektets titel: ”Vid, mod og snilde – nordiske ledelsesidealer og -praksis i sen vikingetid og tidlig middelalder”

Det indledende arbejde med originaltekster går i gang i sommeren 2024 og afsluttes i 2026.

Projektets fire forskere er:
- Morten Ravn: Forskningskoordinator og arkæolog på Vikingeskibsmuseet i Roskilde med speciale inden for vikingetidens sømilitære operationer, skibsbygning og søfart.
- Lisbeth Imer: Seniorforsker og arkæolog på Nationalmuseet med speciale i nordiske runeindskrifter.
- Kasper H. Andersen: Historiker fra Moesgaard Museum, med speciale i europæisk middelalderhistorie. 
- Annette Lassen: Lektor og adjungeret professor på Københavns og Islands Universitet med speciale i norrøn litteratur-, kultur- og teksthistorie.

Projektet er finansieret af Augustinus Fonden som en del af deres treårige indsats for kulturarvsforskning.

[Historie-online.dk, den 8. november 2023]
 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Nye fund dukker op i Aalborg midtby
Peace, punk og pc’er:
Roms fødselsdag