Vikingetidens forpost i Gevninge
I en ny foredragsrække på Lejre Museum skal det handle om 'Lejres store emner' - de emner, som uvægerligt knytter sig til stedet, og som igen og igen diskuteres, når det handler om vikingetidens Lejre. Første gang er onsdag 12. september kl. 19, hvor Jens Ulriksen fortæller om 'Vikingetidens forpost i Gevninge'.
Et af Lejre Museums mest fremtrædende figurer er krigeren fra Gevninge, der bygger på fund af et stykke af en pragthjelm af bronze, en lansespids og en unik armring af guld.
Vikingetidens Gevninge har en central rolle i forståelsen af Lejres position som magtcentrum i vikingetiden. Lejre var i sikkerhed for lynhurtige overfald, og udgravningerne i Gevninge ved Lejre Vig tyder på en forpost, som kunne advare indbyggerne i Lejre ved synet af fjendtlige skibe på fjorden. Armringen af guld tyder på, at der tale om en af konges udsendte.
I september måneds foredrag vil arkæolog Jens Ulriksen fortælle om udgravningerne og fundene i Gevninge, og ikke mindst tolke på Gevninges betydning i vikingetiden. Lejre blev ikke etableret et tilfældigt sted i landskabet. Både arkæologisk, sagnhistorisk og historisk kan fremlægges vidnesbyrd, der viser, at Lejre var en ganske særlig lokalitet i yngre jernalder og vikingetid.
Jens Ulriksen er ph.d. i forhistorisk arkæologi og forskningsleder ved Museum Sydøstdanmark. Han var under udgravningerne i Gevninge ansat ved Roskilde Museum.
Foredragsrækken: Lejres store emner
Foredraget er en del af foredragsrækken ”Lejres store emner”, der i efteråret tager fat om emnerne; Lejres taktiske placering, det monstrøse i Lejres sagnhistorie og kongebegrebet i vikingetidens Lejre.
Udstillingen “Sagnkongernes Lejre” rummer en række vidtspændende overvejelser og undersøgelser omkring Lejres historie, status og placering i dansk og international historie. De enkelte arkæologiske genstande kalder hver især på refleksion og eftertænksomhed. Alligevel er der en række emner i formidlingen af Lejres historie som kongesæde i vikingetiden, der kan siges at være “de store emner” - dem, som vi kommer rundt om igen og igen. Tre af disse emner danner grundlaget for efterårets foredragsrække, der går under titlen: Lejres store emner.
Dette stykke af en pragthjelm af bronze er en af puslespilsbrikkerne i arkæologernes viden om Lejres position i vikingetiden. Foto: Museumskoncernen ROMU
Historie-online.dk, den 28. august 2018