Vinterferie på fire museer
Esbjerg Museum holder åbent 10-17 hele uge syv og byder på hyggelige aktiviteter, så ingen børn behøver at kede sig i ferien.
Stik-i-rend-dreng i 30’erne hele uge 7
Hele uge 7 kan ungerne prøve kræfter som stik-i-rend dreng i 1930’ernes Esbjerg. De skal have øjnene med sig, når de bliver sendt afsted for at løbe ærinder for mor. Aktiviteten foregår i Esbjergudstillingen og børnene skal både forbi købmandsbutikken, en tur på Torvet og rundt i lejlighederne for at løse opgaver.
Hvis det hel går godt og de klarer de mange opgaver får de naturligvis lidt sødt som belønning – ligesom i gamle dage.
To kunstworkshops for børn: Bella Esbjerg
Vi vil gerne høre og se børns svar på spørgsmålet: Hvad, synes du, gør Esbjerg til en smuk by?
Vi finder pensler, maling og lærreder frem og inviterer byens børn til at give deres bud på, hvad der gør Esbjerg til en dejlig og skøn by.
De, der har mod på det, kan lade deres billede indgå i en konkurrence med en flot præmie på spil.
Udstillingen ”Bella Esbjerg”
Ideen til workshoppen er opstået, fordi vi lige nu viser udstillingen ”BELLA ESBJERG”, hvor Margit Enggaard Poulsen (billedkunstner), Erik Trigger (digter), Mads Jørgensen (musiker og komponist) og Jesper Dyhre Nielsen (musiker og filmskaber) fortolker Esbjerg.
De viser med deres værker, at Esbjerg ikke er en grim by men derimod har masser af skønne åndehuller og steder at nyde og at skønhed handler om øjnene, der ser.
Vinterferien på Ribes Vikinger
Feriaktivitet: Juniorarkæolog
Det kræver gode øjne og en god fantasi at være arkæolog, for hvad er det dog for ting, der er blevet gravet ud i Ribe?
Museet inviterer børn til at tage en tur rundt i udstillingerne for at kigge nærmere på nogle af de mange fine genstande. Opgaven består i at finde ud af, hvad genstanden er og hvad den har været brugt til, og går det godt vanker der naturligvis lidt sødt som belønning.
Historien i kornet – sidste chance 24. februar
Og nu man er ved arkæologien, kan man tage en tur op i flyveren og benytte chancen for at se udstillingen ”Historien i kornet”, der fortæller den spændende historie om en af arkæologiens mest fascinerende metoder, nemlig luftfotoarkæologien.
Historien i kornet, foto Peter Helles Eriksen
Masser af sporene fra vores forfædre er skjult for det blotte øje, og derfor kan det være vanskeligt at vide, hvor arkæologerne skal grave – for hvor er der noget at finde? Og hvad med dér, hvor det ikke er muligt at grave? Kan vi alligevel få noget at vide om det liv, der har været levet på stedet førhen?
Tager man billeder fra et lille fly, når kornet står højt på marken, afslører sporene sig, og det levede liv er ikke længere usynligt.
Udstillingen er bygget op om godt 20 kæmpe store luftfotos og ved hjælp af gennemsigtige akrylplader med en tegning af sporene får gæsterne selv mulighed for at gå på opdagelse i de spor, fotoet afslører.
Derudover viser udstillingen en del af de mange genstande, som udgravninger på stederne bragte frem.
Museets hjemmeside
Vinterferien på Mosede fort
Få luft under vingerne i vinterferien
Fra den 12/2 - 15/2 og 19/2 - 22/2
I uge 7 og 8 vil der på Mosede Fort være mulighed for at få luft under vingerne, når vi sætter fokus på flyvning under 1. Verdenskrig. Kom og hør spændende foredrag om piloten Den Røde Baron eller mød nutidens vovehalse. Der er fortællinger om fortets luftværnskanoner og mulighed for selv at se fortet fra luften på en helikoptertur.
Fra tirsdag - fredag i både uge 7 og uge 8 sætter vi særligt fokus på, hvordan den moderne teknologi ændrede måden at føre krig på under 1. Verdenskrig. Nu var det ikke kun til lands og på vandet, man førte krig, men også i luften. Det påvirkede også forsvaret på Mosede Fort, hvor der blev opsat nye luftværnskanoner, der skulle kunne skyde fjendtlige fly ned. Fra tirsdag til fredag i både uge 7 og uge 8 er der aktiviteter for både børn og voksne, hvor der vil være særskilt program for de enkelte dage.
Foredrag med Kåre Johannesen
Historiker og forfatter Kåre Johannessen er udover at være en munter og medrivende foredragsholder også meget fascineret af den tyske pilot kaldet Den Røde Baron. Onsdag 20/2 kl. 12.30 er der foredrag med fascinerende detaljer og drabelige anekdoter, når Kåre Johannesen viser sine personlige artefakter frem og fortæller om krigsflyverne under 1. Verdenskrig.
Mød nutidens vovehalse
Vincent Seremet er kendt for at være opfinder og testpilot, der i mange år selv har bygget ryghelikoptere, enmandshelikoptere, autogyroer og har sprunget i faldskærm utallige gange. Han har brugt hele sit liv på at fremstille og afprøve flyvende objekter, og han har knækket og flækket et utal af knogler. Kom og mød den 88-årige vovehals, når han torsdag 21/2 kl. 12.30 fortæller om sine mange oplevelser i luften.
Museet har også inviteret andre vovehalse, så der er også mulighed for at se et ægte svævefly tæt på, høre om flyvning på Avedøre Flyveplads samt høre mere om flyvning i mindre skala, når modelfly vises frem.
Mærk historiens vingesus med en helikoptertur over Mosede Fort
I 1917 fløj en dansk pilot over Mosede Fort og konstaterede, at kanonstillingerne skulle skjules bedre, hvis en overflyvende fjende ikke skulle få øje på kanonerne. På udvalgte dage afhængigt af vejret har du selv mulighed for at se Mosede Fort fra oven, når fortet får besøg af en helikopter. Måske har du bare lyst til at nyde synet af helikopteren fra landjorden, men hvis ikke det er nok, så er der her en unik mulighed for at købe en billet til en flyvetur. Der er plads til op til tre passagerer ad gangen, en rundflyvning varer ca. 5 minutter og koster 350 kr. pr. person. Børn under 10 år må kun flyve med ifølge med en voksen. Køb billet på www.helicompany.dk.
Program for vinterferien
Tirsdag - fredag i uge 7 og 8:
· Kl. 11.30: Børnerundvisning
· Kl. 12: Voksenrundvisning
· Hele dagen: Prøv pilotprøven!
· Udvalgte dage er der mulighed for at købe en helikoptertur. Køb billet på www.helicompany.dk.
Tirsdag 12/2 kl. 12.30: Soldaterne på fortet viser kanonerne frem og fortæller om luftforsvaret under 1. Verdenskrig.
Onsdag 13/2 kl. 12.30: Oplev et rigtigt svævefly tæt på, når Palle Brink Kristiansen viser sit svævefly frem.
Torsdag 14/2 kl. 12.30: Soldaterne på fortet viser kanonerne frem og fortæller om luftforsvaret under 1. Verdenskrig.
Fredag 15/2 kl. 12.30: Soldaterne på fortet viser kanonerne frem og fortæller om luftforsvaret under 1. Verdenskrig.
Tirsdag 19/2 kl. 12.30: Tidligere pilot Knud Jørgensen fortæller om Avedøre Flyveplads og istandsættelse af gamle fly. Se også modelfly fra Greve RC, når flyafdelingen fortæller om at flyve med modelfly.
Onsdag 20/2 kl. 12.30: Mød historiker Kåre Johannesen, som fortæller om piloten Den Røde Baron og viser spændende artefakter frem.
Torsdag 21/2 kl. 12.30: Den 88-årige vovehals og opfinder Vincent Seremet fortæller om sine mange oplevelser i luften.
Fredag 22/2 kl. 12.30: Se modelfly fra Greve RC, når flyafdelingen fortæller om at flyve med modelfly.
Uge 7 på Sea War Museum i Thyborøn
Første verdenskrig – under og over havoverfladen, kvalitets oplevelse for hele familien i vinterferien
Nordsøen havde afgørende betydning for Første Verdenskrig. Det var her, Jyllandsslaget fandt sted med deltagelse af over 100.000 mand, og det var her, den britiske blokade tvang Tyskland i knæ og ændrede verdenshistoriens gang. Begivenhederne dengang kan sammen med mange andre opleves på Sea War Museum Jutland i Thyborøn, der som det eneste museum i verden fortæller den dramatiske historie om Første Verdenskrig i Nordsøen.
I museets udstillinger vises mere end tusinde genstande fra krigen. Mange er hentet fra havets bund og kan ikke ses andre steder, men Sea War Museum Jutland er ikke noget traditionelt krigsmuseum. Det nøjes ikke med at fortælle om skibe, materiel og søslag, men sætter fokus på de søfolk, der udkæmpede krigen. Sea War Museum Jutland fortæller historier, og de drejer sig først og fremmest om de mennesker på begge sider, der med eller mod deres vilje udkæmpede en krig ud for den jyske vestkyst.
Specialarrangementer i uge 7:
Tirsdag den 12.februar kl. 13.30 - 14.30: Restaureringen/konservering af genstandene! Kom og mød museets konservator John Silver. Han er manden bag restaureringen af museets mange genstande, som er hentet op af havbunden. Hør ham fortælle om hvordan han arbejder og hvilke spændende opdagelser han gør under restaureringen.
Onsdag den 13.februar kl. 13.30 - 14.30: Museets mange nye historier! Kom og hør om alle museets nye fortællinger på en times rundvisning. Rundvisningen vil foregå i børnehøjde.
Torsdag den 14.februar kl. 13.30 - 14.30: Kanoner, miner og torpedoer! Kom og hør museets guide Jens Peter fortælle om hvordan kanonerne, minerne og torpedoerne i museets udstilling fungerede.
[Historie-online.dk, den 5. februar 2019]