50 års ungdomskultur
50 års ungdomskultur - Introduktion til Ungdoms-krøniken
50´erne: Ungdoms-ikonet James Dean har præget generationer af unge, men ham her var nok en af de første, der identificerede sig med Dean og hans uformulerede, mutte og vrede ungdomsoprør i Vildt Blod eller den bedre amerikanske titel "Rebel Without a Cause". Men filmen havde først premiere i Danmark i 1958, og rock´n´roll brød først for alvor igennem i slutningen af 50´erne. Så typisk for de unge i 50´erne kan man ikke kalde denne look-alike.
Det varme gadehjørne
I det meste af 50´erne gik unge fyre i knickers og knæstrømper, piger i bluse, kjole eller nederdel, fornuftige travesko og med tørklæde om håret. Og de fleste var lærlinge. Til en ussel løn arbejdede de mindst 8 timer om dagen og gik på (teknisk) skole om aftenen. Der var ikke rigtig plads til teenagerne i de små 2 værelses lejligheder, så de hang ud på gadehjørner og kaffebarer, men efterhånden kom der ungdomsklubber med hobbytilbud som keramik og metalsløjd, men også "pigekamre" med make-up-undervisning og drenge-aftener med boksning. Og ikke mindst film og musik.
Problemfilm om unge
Det var især filmen "Farlig ungdom" fra 1953 med Ib Mossin i hovedrollen, der kom til at tegne 50´ernes debat om ungdommen. Den handlede mest om kriminalitet og ikke så meget om rusmidler, men alkoholen var tydeligt med i billedet af den debat, der indimellem lignede en dæmonisering af ungdommen. I Jyllands Posten skrev en teolog i 1957: "Det eneste, de unge har respekt for, er prygl". Man gjorde ungdomskriminaliteten til et stort samfundsproblem på et tidspunkt, hvor den rent faktisk var faldende! I filmen "Bundfald" fra 1957 spiller Preben Kaas, Ib Mossin og Bent Christensen tre unge, der kommer galt af sted med røveri af midaldrende, homoseksuelle mænd. Og i "Natlogi betalt" fra 1957 med bl.a. Hanne Borchsenius og Malene Schwartz fortælles der om de såkaldte amerikanerpiger, der ofte gik med til mere end at danse og tage imod drinks fra amerikanske soldater på orlov i Dixi Bar og City Bar i København. Forfatteren Jane Aamund var med: "Vi dansede jitterbug, jive og rock og drak den nye drink, rom og cola", fortæller hun om sin ungdom. Narkotika var ikke et ungdomsproblem i 50´erne. Når der stjæles en lægetaske med morfin i filmen "Farlig ungdom", så er stoffet ikke til de unge selv, men typisk for tiden til en amerikansk jazzmusiker.
Rock´n´roll - musik eller galskab?
Jazz var ungdommens musik det meste af 50´erne med Papa Bues Viking Jazzband (de startede i Cap Horn i Nyhavn i 1956) som det største danske navn. "For musikerne er jazzen en mulighed for frigørelse, som deres forældre ikke har kunnet give dem. Man kan også kalde den et åndehul i en snæver, europæiske spændetrøje", sagde jazzmusikeren og tennisspilleren Torben Ulrich til Alt for Damerne i 1955. Men for de mange unge på Vingården og i Cap Horn var især den traditionelle jazz simpelthen livsglad dansemusik.
Men hvad var det for kræfter den nye rock´n´roll musik satte fri i ungdommen? Den første danske rock´n roll koncert foregik i KB-hallen d. 4. oktober 1956 med bl.a. Ib "Rock" Jensen, Preben Uglebjerg og Peter Plejls Jazzorkester. Det var rock´n´roll musikken, der satte gang i en ny ungdomskultur. Bekymrede voksne spurgte, om det var musik eller galskab. Men den egentlige kulturrevolution med rockmusikken var måske publikums aktive og indimellem ekstatiske deltagelse. Rock´n´roll slap kroppen fri og dansen løs hos mange unge, uanset om de havde gået på danseskole eller ej. Historikere har omtalt rock´n´roll som et kropsligt, men ikke politisk ungdomsoprør.
Optøjer på Rådhuspladsen
Aviserne skrev om "bølleoptøjer" og "læderjakker, der gik amok", omkring Strøget og Rådhuspladsen i København forbindelse med premieren på filmen Rock Around the Clock i august 1957. Tusinder af unge samledes flere aftener omkring Rådhuspladsen i forventning om, at der endelig skulle ske noget - for aviserne havde i månedsvis advaret mod uroligheder i forbindelse med den rock´n´roll, som i hvert fald satte noget energi fri i 50´ernes ellers så pæne og konventionelle ungdom. Fast arbejde, egen lejlighed og familie med nogle få velopdragne børn var målet for de fleste unge inden den kommende højkonjunktur.
60´erne: Det var The Beatles, der startede det hele i 60´erne. De fik også pigerne helt frem i første række. Her til den eneste koncert på dansk grund i KB-hallen 4. juni 1964. Og med en begejstring, der nærmest udtrykte en aggressiv seksualitet. Fascinerende, men også lidt skræmmende for drengene på det tidspunkt.
Storkespringvandet
I 1966 samledes tidens unge ved det store, stygge Storkespringvand på Strøget i København. Set i bakspejlet var det ganske pæne, unge mennesker, men der skulle ikke meget til at forarge dengang. Drengene havde fået hår ned i panden - inspireret af Beatles - på det tidspunkt var det næsten kun Peter Belli, der havde skulderlangt hår. Bortset fra enkelte par bredriflede fløjlsbukser var drengene stadig i terylenebukser, nylonstrømper og spidse sko. Pigerne i stramme bukser og bluser. Og Cæsar hittede med sangen om "drenge og piger med cowboybukselår, bare tæer og Beatles-hår, samles flokkevis om det store, stygge Storkespringvand".
Hippierne og stofferne
Ikonet for den danske hippie-bevægelse i 60´erne - Eik Skaløe fra Steppeulvene - gjorde reklame for LP´en HIP ved at springe i Christianshavns Kanal i "the summer of love" 1967 med bulet hat, runde briller og blomst i munden. Der var "love in"s i Kongens Have og på Langelinie i København, hvor nogle af de unge havde malet blomster på kinderne. Og næsten alle unge sang med på "If you are going to San Francisco, be sure to wear some flowers in your hair", når Jørgen Mylius satte den på i "Efter skoletid". Hippie-bevægelsen startede i 60´erne, men var tydeligst i starten af 70´erne. Det handlede bl.a. om mikro-makro mad og om kærlighed og frihed: "Make love, not war" var det sympatiske slogan. Men det handlede også om den indre rejse ved hjælp af stoffer som hash og LSD.
Debatten om hash som rusmiddel startede med, at Peter Belli i 1966 fik en dom på 30 dages hæfte for at have røget hash. Men allerede i 1969 - tre år senere - havde 100.000 unge i alderen 15-20 år prøvet at ryge hash. Det er i øvrigt Peter Belli, der engang har sagt, at "hash stinker lige så helvedes ubehageligt som kamellort, der har ligget i ørkenen i årevis for derefter at blive røget".
De fleste velfungerende unge, som i mere eller mindre grad blev en del af ungdomsoprøret, eksperimenterede med stoffer. Især hash, som de i starten mente, ligefrem var bevidsthedsudvidende. Men i slutningen af 60´erne begyndte man for alvor at tale om stofmisbrugere, mest blandt socialt dårligt stillede unge. De viste sig bl.a. i Projekt Hus, det senere Huset i Magstræde, og blandt Kofoeds Skoles klienter. Der var efterhånden over 1.000 stofmisbrugere, som var på morfin, amfetamin, præludin og LSD. Den første egentlige behandlingsinstitution for stofmisbrugere, Dag- og Døgncentret på Ungdomsklinikken i København, åbnede 1. august 1969.
Ungdomsoprøret
Der er talt meget om ungdomsoprøret som noget, der foregik på Københavns Universitet i 1968. Men i virkeligheden var ungdomsoprøret meget mere bredt op igennem 60´erne. Fra The Beatles, der i starten af 60´erne introducerede anti-autoritære holdninger på en charmerende og humoristisk måde, når de gjorde grin med borgermusikken. Til skoleelever, der ikke bare demonstrerede imod afskaffelsen af gratis feriebilletter med DSB, men også sagde nej til karakterer og diktatur i skolen og ja til demokrati, gruppesamarbejde og diskussioner. Til lærlinge der demonstrerede for bedre løn og uddannelse og for afskaffelse af mesterlæren. Og så selvfølgelig til universitetsstuderende, der krævede demokrati og medindflydelse. Og fik det før andre studerende i Europa.
Atommarcher og Vietnam-demonstrationer
De unge i 60´erne viste også et stort politisk engagement. I starten af 60´erne ved at deltage i atommarcher fra Holbæk til København og på den måde være med til at forhindre atomvåben på dansk grund. En meget stor del af deltagerne i atommarcherne var unge intellektuelle i fløjlsbukser, islandsk sweater og anorak, der marcherede til traditionel jazzmusik. I slutningen af 60´erne forsamledes hundredtusinder af unge til demonstrationer imod USA - på grund af den forfærdelige krig i Vietnam. Unges protester i hele den vestlige verden fik stoppet krigen, men i Danmark blev der fokuseret meget på slagsmål mellem politi og demonstranter. Så man kunne glemme, at langt de fleste Vietnam-demonstrationer var udtryk for en fredelig, værdig og demokratisk protest.
Men det var langtfra alle unge, der blev oprørske i slutningen af 60´erne. De fleste skyndte sig at få en uddannelse og et arbejde, flytte hjemmefra og blive forlovet, gift og få børn - ligesom de tre prinsesser. Og efterhånden blev bil og parcelhus en realistisk del fremtidsdrømmen.
70´erne: Her kom de unge kvinder helt frem på barrikaderne og smed både de højhælede og bh´en. Mange opfattede kvindebevægelsen som årtiets stærkeste politiske bevægelse. Og det er underligt, at der er opstået en myte om, at 70´ernes rødstrømper skulle være specielt usexede.
Thylejren og Christiania
70´erne startede med lukning af Projekt Hus og åbning af såvel Christiania som Thylejren, og alle steder blev der flippet på livet løs. Projekt Hus blev lukket i marts 1971 på grund af massive stofproblemer. Huset genåbnede som kulturhus for velfungerende unge i maj 1972, mens de forhutlede unge stofmisbrugere søgte videre til Projekt Fabrik på Christianshavn og endelig til fristaden Christiania. Thylejren var stedet, hvor nogle unge prøvede at lave det nye samfund, men det endte i høj grad i tjald og råhygge. Og det samme problem havde man på Christiania, hvor der ifølge Kurt Løvetand var samlet 250 koksere, 100 aktivister, 100 sofa-idealister, 25 salon-kommunister og 25 kapitalister... Christiania sagde i slutningen af 70´erne nej til de hårde stoffer, men fortsat ja til shit - et af de mange synonymer for hash. Der blev røget massivt blandt mange unge i 70´erne. Flipperne lå ned til koncerter og røg og stenede i stedet for at danse. Men på Roskilde Festival blev de bare bryster luftet, ligesom de blev mange andre steder i gadebilledet. Der var mere nøgenhed i dette årti end i noget andet i det 20. århundrede.
Politisk frelsthed
Hvis man ikke var flipper, disker, hippie, rocker eller punker i 70´erne, var man måske politisk aktivist. Der var kampen mod medlemskab af EF, som det hed dengang, og der var kampen mod atomkraft - i Danmark og i Hva-ska-væk-Barsebäck. Elever på Skive Gymnasium holdt f.eks. Mao-uge i 1973, hvor de også gik "den lange march" i den lokale skov. Mao som ungdomsidol har ikke kunnet stå den historiske distance. Der var en del, der var lidt naive i forhold til den kinesiske kulturrevolution. Men mange unge studerende var præget af en marxistisk frelshed - ikke kun på det konstant lukningstruede, nýe universitet RUC, men på alle videregående uddannelser. Og på Tvind-skolerne gik den politiske skoling og den personlige jantelov helt over gevind.
Men som sædvanligt kan man ikke i et årti sætte alle unge i en bestemt bås, og der er heller ikke vandtætte skodder mellem de forskellige ungdomskulturer. De fleste almindelige unge i 70´erne gik i parka-coat og kørte på knallert. Drengenes skulle helst ligne små motorcykler, mens pigerne især kørte Puch Maxi. Afløseren for 60´ernes Velo Solex. Og langt hår var blevet det normale.
Ungdomsarbejdsløshed
Oven i 60´ernes og start-70´ernes eufori med ungdomsoprør, kvindeoprør, de store flip og eksperimenterne med livsstil - jeg har ikke engang nævnt fri sex eller kollektiver - kom som et lyn fra oven: ungdomsarbejdsløsheden. For al denne udvikling og eksperimenteren foregik jo i en bevidsthed om, at man som ung kunne vælge og vrage mellem uddannelser og arbejde. Det havde handlet om, hvad man havde LYST til og ikke hvad der EVENTUELT kunne give arbejde. 75.000 unge blev arbejdsløse, og i september 1979 gennemførte hundreder af unge den første arbejdsløshedsmarch i Danmark siden 1930´ernes depression. Det værste, der kan ske for et ungt menneske - at være usikker på, om der overhovedet er brug for én, at føle sig overflødig - skabte selvfølgelig også grobund for misbrug af rusmidler.
80´erne: Konfrontation mellem studenter og bz´ere - et godt billede på ekstremerne og de store modsætninger i ungdomskulturerne i 80´erne. Læg mærke til fuck fingrene på begge sider - et af årtiets nye og meget brugte tegn. Igennem 80´erne besatte bz´erne en række huse i København og blev gang på gang smidt ud af politiet. Indimellem kom det til vold fra begge sider, men alle åndede lettet op, da bz´erne i i 1983 forlod Allotria gennem en genial, hemmelig tunnel og lod politiet blive til grin med den helt store, nærmest militære oprustning. Men i september 1986 var det tæt på den store katastrofe i Ryesgade. I 8-9 dage forberedte både bz´ere og politi sig på den helt store konfrontation, men til sidst smed bz´erne kedeldragter og elefant-huer og forlod området fredeligt. Et af bz´ernes slogans lød sådan: "I har født os i en verden af beton. Hvordan kan det undre jer, at vi har sten i hænderne?".
Yuppier, punkere og nå-generation
Til den anden yderlighed havde 80´erne dem, der bare gerne ville være unge, smukke og rige. Og skiltede mest muligt med det. Nemlig yuppierne. Yndlings-tilholdsstederne var bl.a. Café Victor og Cafe Brasserie på Hotel D´Angleterre i København, Café Cassablanca i Århus. Den reaktion på 60´ernes og 70´ernes frigørelse og fodformethed, der startede med disko-feberen og Travolta i Saturday Night Fever, blev kørt helt ud i det ekstreme. Det handlede om at køre i dyre biler, drikke champagne, gå i det bedste og dyreste tøj, komme på de rigtige cafeer osv. De rigtige hardcore yuppier var unge selvstændige forretningsfolk, børsmæglere og reklamefolk - gerne i selskab med fotomodeller og mediefolk. Der var ikke mange af dem, men mange mindre rige unge prøvede på at efterligne dem, bl.a. i tøjstil med Lacoste T-shirts og andre mærkevarer.
Punkerne var tilsyneladende yuppiernes modsætning, men begge grupper gik lige meget op i selviscenesættelsen - et af tidens tegn. På Gammeltorv på Strøget i København kunne man i starten af 80´erne altid møde eller se på punkere. Punk-bevægelsen startede i slutningen af 70´erne og toppede i starten af 80´erne, bl.a. med digter-ikonet Michael Strunge. Punkerne var kendte for slagord som "No future" og "Voksne er børn, der er blevet sindssyge". Punkerne kunne virke meget destruktive, men var også meget selvdestruktive. Mange fra punkernes inder-miljø blev stofmisbrugere.
Nå-generationen blev alle de almindelige unge kaldt i 80´erne. Tænk at blive kaldt en nå-generation og få at vide, at man lever i fattig80´erne. Det er hårde odds. Selv sex blev farligt igen med hiv/aids efter mange års seksuel frihed med hjælp af p-pillen fra 1966. Lidt af et mirakel at så mange af de unge fra 80´erne er blevet helt normale som voksne.
90´erne: Det er norske Lene Nystrøm fra 90´ernes danske super-popgruppe Aqua, men det er også tatovering, bar mave og seksualisering af det offentlige rum. Alt sammen typisk for 90´erne. Og Aqua hører også med til den medie-eksplosion, der præger årtiet. Ikke mindst for de unge, som spejler sig ironisk i Beverly Hills-serien, hører Casper Christensen og Tæskeholdet i radioen, ser Mandril-aftalen, Det brune punktum, Lex & Klatten eller Timm og Gordon i tv, eller talkshows, eller Robinson og andre "reality game shows" eller X-files eller reklamefilm om Squash og Duborg. Det er også de unge, der først og fremmest ser film, både i biografen og hjemme, først på video, senere på dvd. Det er også de unge, der fører an i den digitale medie-revolution med computere, der udvikler sig til multimedia-maskiner og fra midten af 90´erne med Internettets mangfoldige muligheder i retning af informationssøgning, chat, spil, downloading af musik og billeder - you name it.
Techno, hiphop og mobil: I techno-teltet på Roskilde Festival er der fra 1996 lægestuderende som assistenter, gratis vand til de dansende og indlagt pauser hver 5. time - alt sammen for at forebygge dødsfald pga. af ecstasy. Selv om en del unge og festarrangører reklamerer for techno-fest og dans UDEN ecstasy, er det ikke til at komme udenom, at det speed-lignende stof passer godt til at kunne danse vildt til hurtige rytmer i mange timer. Man glemmer alt om naturlig træthed.
Hiphop er nok den mest markante ungdomskultur i 90´erne, men igen er det jo langtfra alle unge, der kan puttes i denne bås eller andre. Hiphop handler meget om musik, i starten mest fra sorte ghettoer i USA, men efterhånden også fra danske grupper, der rapper om at få for lidt og være spændt op til lir. Det handler også i høj grad om tøj. Der er noget oprør i hiphoppen.
Jeg vil slutte denne introduktion til 50 års ungdomskultur af med mobiltelefonen, der i starten af 90´erne er stor, tung og sjælden, men i slutningen er lille, let og uundværlig. I 1999 slår sms-beskeder for alvor igennem. Der tales om en ny identitet i forbindelse med den voldsomme brug af mobilen alle mulige offentlige steder: "Jeg taler i mobiltelefon. Altså er jeg til".
Unge har i det ydre ændret sig utroligt over 50 år. Men måske ikke så meget i det indre, som man umiddelbart skulle tro.
