Anna Jensen - Historiens Aktører nr. 42
Hun var rundet ud af folket, Anna Jensen, datter af garveriarbejder Jens Nielsen og hustru Anna Hansen, født i Allégade på Frederiksberg i 1856 og den yngste af en børneflok på otte. Der var brug for alle hænder og sammenhold i en arbejderfamilie på samfundets bund, og Annas mor arbejdede som hjemmesyerske. Hun syede herretøj efter et snedigt system, som gav arbejdsgiverne billig arbejdskraft. Det var forlagssystemet, hvor en tekstilproducent gav en forlægger en produktionsopgave, så og så mange stykker f.eks. herreskjorter. Forlæggeren søgte så hjemmesyersker, og da arbejderhjemmene havde mange dygtige og flittige kvinder med børn og alt for små indtægter, var interesse for selv et lavtlønsarbejde stor. Kvinderne udkonkurrerede hinanden, og hvis én krævede mere i løn, så blev hun sat fra arbejdet. Symaskinen var lejet, og syerskerne måtte selv betale sygarn og evt. reparation af symaskinen.
Anna gik syv år i skole og klarede sig godt, blev konfirmeret, og så begyndte hun som sin mor som hjemmesyerske. Det var herretøj, som blev syet. Arbejdet kendte hun fra bunden, for hun havde i adskillige år hjulpet sin mor. På den måde var hun med til at holde familien oven vande.
Hun blev gift i 1878 med opsynsmand Peder Jensen og flyttede til en lille lejlighed i et baghus i Borgergade, et kvarter som var forslummet, og hvor prostitution, tyveri, druk og slagsmål hørte til dagens orden. Hun fortsatte sit arbejde som hjemmesyerske og havde længe indset, at det var nødvendigt at danne en fagforening for hjemmesyerskerne. Da de kvindelige herreskrædderes fagforening blev dannet i 1883, meldte hun sig straks ind. Det var den første kvindelige fagforening. Typisk for tiden blev en mand valgt til formand, men i 1884 kom Anna Jensen i bestyrelsen og et år senere blev hun valgt til formand. Anna var velbegavet, veltalende, kampivrig og uforfærdet – alt det der behøvedes for at stå i spidsen for de kvindelige herreskræddere. Hendes faglige kamp blev en del af kvindesagens kamp for kvinders lige rettigheder og hun blev medlem af Kvindelig Fremskridtsforening, som udgav bladet: ”Hvad vi vil”, og hun skrev artikler til bladet. Hun var også blandt de første kvinder som tog ordet i offentlige forsamlinger. For eksempel talte hun i 1887 og 1890 ved store grundlovsmøder. Anna var af en kaliber, så selv det fuldstændigt mandsdominerede Samvirkende Fagforbund tog imod hende som repræsentant.
Organisationsarbejdet slugte al hendes tid, og det blev hendes liv. På den nordiske arbejderkongres i august 1890 i Kristiania mødte hun den svenske arbejderleder Fredrik Sterky, og de to fandt hos hinanden i kærligheden. Da de begge var gift, opstod der store forhindringer for deres kærlighed. Anna fik skilsmisse og flyttede 1891 til sin elskede i Göteborg, men Fredriks hustru nægtede at lade sig skille. Det blev et ægteskab på polsk. Anna og Fredrik flyttede sammen og levede som ægtefæller uden at være gift. Hun tog navnet Anna Jensen Sterky. I familien Sterky og i borgerskabet vakte deres forhold forargelse og hadefulde angreb.
Anna blev ansat på det socialdemokratiske blad ”Ny Tid”, hvor Fredrik var chefredaktør. I modsætning til de to arbejderledere Axel Danielson og Hjalmar Branting var Fredrik en stærk fortaler for kvindernes ligestilling i samfundet. Fredrik kom fra et velbjerget hjem, og Anna kunne føje sine sociale erfaringer til det politiske parløb, som de udviklede. Hun havde desuden, skønt kun 35 år, da hun kom til Sverige, erfaring for at organisere kvinder. Hun blev snart ordfører i den socialdemokratiske komité for den kvindelige agitation. I 1898 blev Fredrik formand for de svenske fagforeningers nye landsorganisation og de to flyttede til Stockholm. Lykken er som bekendt ofte kort. Fredrik blev syg, fik sukkersyge, og Anna hjalp ham med det politiske arbejde. Han døde allerede to år senere.
Møde i komiteen for den kvindelige agitation i "Kvinnornas Fackförbund". Anna Jensen Sterky siddende længst til højre. Foto 1901, Arbetarrörelsens arkiv.
Anna fortsatte sit politiske arbejde, for kvinderne i Sverige havde brug for at organisere sig og kæmpe for bedre løn- og levevilkår. Hun blev formand for det nydannede "Kvinnornas fackförbund" i 1902 og fortsatte som formand, indtil forbundet blev opløst i 1908 og medlemmerne overført de forskellige fagforeninger. Det var en højst utilfredsstillende løsning for kvindesagen og en handling iværksat af magtfulde fagforeningsformænd for at modarbejde kvinderne. I 1904 blev hun chefredaktør for det nystiftede blad for kvindebevægelsen: ”Morgonbris”. Hun havde gennem sit arbejde for bladet "Hvad vi vil" nyttig viden til det job. Siden blev hun formand for de kvindelige klubber, som dannedes. Anna kæmpede med sine meningsfæller for kvindernes stemmeret, for lige løn for lige arbejde, for ugifte mødres rettigheder og for reformer af ægteskabslovgivningen. Hun var skuffet over det socialdemokratiske partis fodslæbende holdning i kvindesagen, og da "Socialdemokratiska Kvinnoförbundet" langt om længe blev dannet i 1920, afviste hun at blive formand og blev i stedet "hedersordförande". Hun var da 64 år gammel og træt efter de mange års kamp. Hun blev partikasserer i Socialdemokratiet og kunne i 1921 glæde sig over at svenske kvinder for første gang kunne deltage i rigsdagsvalg. I en antologi over den svenske arbejderbevægelses kvindelige pionerer omtales hun "som en af de mest brilliante politiske begavelser, som socialdemokratiet misrøgtede".
Mindestenen for Anna Sterky på Bantorget i Stockholm, wikipedia.
Anna Jensen Sterky blev gammel og forblev stadig tro mod sine idealer. Hun fik ingen børn, men blev efterhånden et ikon for arbejderbevægelsens kvinder. Hun døde i Stockholm i 1939, og på Norra Bantorg i Stockholm uden for LOs bygning står en mindesten for denne usædvanlige syerske, agitator og organisator prydet med hendes relief.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her
[Historie-online.dk, den 19. oktober 2021]
