Allehelgen og oldkirken

Allehelgensdag er den første november, og aftenen forinden, altså 31.10 er derfor Allehelgensaften. Dagen blev indført ca. 610 af pave Bonifacius den Fjerde til minde om alle de helgener, der ikke har en egen dag

I 998 blev dagen efter - 2. november - gjort til mindefest for almindelige døde af Gregor den Femte. Den 2. november kaldes derfor også Allesjælesdag. På denne dag kunne man gennem bøn, offer mv. hjælpe de afdøde i skærsilden. Også folkelige trosforestillinger, som kendes i katolske lande i dag, tog denne tråd op, bl.a. i madtraditioner. I fx. Italien, Frankrig og Belgien spiste man særlige allehelgensmåltider, bl.a. kold mad for at svale de afdøde i skærsilden, eller hirsegrød, - med en bemærkning om, at ligeså mange korn der spistes -ligeså mange sjæle ville man frelse. I Estland varmede man badstuen op for de afdøde gæster man ventede. De danske døde kom ikke på allehelgensbesøg. Herhjemme opfattede man julen som en periode, hvor afdøde var motiverede for at forlade gravene for at se til den levende familie.

Mindedag for reformationen
Efter reformationen blev dagene slået sammen som mindedag for alle kristne,  der var døde i deres tro. Dagen beholdt til en vis grad sin position i den protestantiske kirke, men nu med et lidt ændret indhold, idet den også blev en slags mindedag for reformationen. Det var på Allehelgensaften 1517, at Luther slog sine berømte teser op på døren til Allehelgenskirken i Wittenberg, og dermed indvarslede reformationen.