Drengenes St. Bededagsslag

Københavnske drenge sloges mod hinanden i et kæmpe slagsmål på Store Bededag.

Omkring år 1900 var der skarpe skel mellem børn fra forskellige kvarterer. Fx var drenge fra Rabarberlandet nærmest dødsfjender med "Fasanerne" fra Frederiksberg. Flyttede en familie fra det ene område til det andet, kunne det give store problemer for de store drenge, der jo nu var kommet til at bo midt i fjendeland. Blev en sådan tilflytter genkendt, kunne han være næsten sikker på at få bank eller blive udsat for andre ubehageligheder. 

En ko pisser i Holland
Christianshavnerdrengenes fjender var Amagerknægtene på den anden side af volden. De blev bl.a. drillet med deres mulige hollandske aner. Man fik dem til at spidse øren og lytte - og når de så intet kunne høre kom trumfen "Kan du ikke høre, at der er en ko, der pisser i Holland?".
I slutningen af 1800-årene og begyndelsen af 1900-tallet var Store Bededagsaften tidspunkt for et stort, årligt opgør.  Erindringer fra tiden fortæller om, at politiet var opstillet for at forhindre slaget - hvilket dog var nytteløst, fordi drengene kendte de nødvendige smuthuller. 

Søm og kosteskafter
”Jeg må fortælle om Store Bededagsaften. Der gik jo alle i flok tur på volden. Ungdommen, særligt drenge og unge mennesker samledes i flokke. De havde lange kæppe i hænderne, nogle kom fra Amager og nogle fra Christianshavn. De sloges altid denne aften. Jeg kan huske en sang som Christianshavnerdrengene sang ”Amager, Amager jeg skal dig lære, hvis du ikke lader nitteren være”. fortalte en ældre københavner i 1969 til Københavns Stadsarkiv. 
Andre kunne berette, at der hele eftermiddagen blev mobiliseret på begge sider. Grupper af drenge drev om i gaderne med deres våben og sang deres slagsange for at hverve flere medkæmpere. Der blev fabrikeret våben  - fx sejlgarnsnøgler med søm i og lange kæppe eller kosteskafter blev fundet frem. Om aftenen samledes man ved volden, og beretninger fortæller, at de voksne ikke gjorde meget for at forhindre slagsmålet. Tværtimod får man indtryk af, at de nærmest heppede på deres egne. Når slaget var forbi, følte drengene sig som helte, og måtte synge deres slagsang igen og igen. Store Bededagsslagene døde ud omkring første verdenskrig.

Charlotte S.H. Jensen