Er dagen Struensees idé?
Det var ikke Struensee, der opfandt dagen - men den overlevede hans hellligdagsudrensning.
Det er en meget populær opfattelse, at det var Christian den Syvendes berømte livlæge m.m. J. F. Struensee, som indførte Store Bededag.
Dagen fandtes længe før Struensees tid. Men grunden til at han ofte i eftertiden får æren for Bededagen kan skyldes, at dét var én af de helligdage, der overlevede den store helligdagsreform af 20. oktober 1770.
Forordningen afskaffede halvdelen af årets dengang 22 helligdage. Det var Struensee, der var med til at gennemføre reformen som "efter andre protestantiske landes forbillede" afskaffede bla. Helligtrekongersdag, 3.Juledag, Kyndelmissedag, Sankt Hans dag, Mortensdag og Mikkelsdag som officielle helligdage. Herefterdags skulle dagene ikke længere være fridage, men bruges til "arbejde og nyttig gerning".
Charlotte S.H. Jensen