Menu
Forrige artikel

Djævleboden i Mern

Kategori: Temaer
Visninger: 7401

Djævleboden i Mern

Anders Nielsen på Mern mark havde en nisse, der boede under en havrebod inde i gården. Denne havrebod kaldte de al tid Djævleboden. Det var en kætte (dvs. åbning mellem to huse), som aldrig nogen turde gå ind af om aftenen.
En af karlene havde en aften været i byen, og da han kom hjem, havde de lukket porten for ham, så han kunne ikke komme ind, uden at skulle igennem denne kætte.
Han havde nok hørt nogle fortællinger om den, men tænkte, at det var vel ikke andet end snak det hele og gik så derind ad. Aldrig så snart han var kommen der ind, var det, ligesom én tog fat i ham og hug ham fra den ene væg til den anden. Endelig slap han helt fortumlet og forslået derfra og kom ind i seng. Siden gik han aldrig gennem kætten.
Det samme sted narrede nissen så tit karlene om natten. De vågnede og hørte spektakel i hestestalden. Således har min morbroder fortalt, som tjente dér i flere år. (H. P. Nielsen)

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Karl i Skelskør stjal nisse-bukser
Nisserne blev kogt
Nissen i Vemmelev