Julegrisen slagtes

Julegrisen slagtes

Skinke og flæsk var vigtig til jul. Når julemaden skulle på bordet måtte julegrisen lade livet

I julen vankede der - hos dem der havde råd og mulighed - rigelig fed mad og stærkt øl. I 17-1800-årene var det især svinene, der måtte lade livet for at ende på julebordene som friskkogte skinker, medister, blodpølse og saltmad.
Ideelt set havde svinene gået ude i skoven hele efteråret og ædt sig tykke og fede i bog og agern. I november, der kaldtes slagtemåned, blev de som månedsnavnet antyder slagtet og havnede i sulekar og saltollen.

Julegrisens slagtning var en begivenhed lidt ud over det sædvanlige. Man måtte hindre at nogen så på grisen med onde øjne, og så snart den var skoldet og åbnet skulle indvoldnene bringes i hus så hurtigt som muligt. Døre og vinduer i bryggerset blev lukket, for var de åbne kunne man risikere at tarmene gik itu ved vendingen, og uheld med maden i det hele taget.

For at hindre uvedkommede i at komme ind i bryggerset under arbejdet blev der skåret et kors i grisens hjerte, lunge og lever inden de blev smidt i et klar med vand. I Svinninge i vestsjælland gav man grisens øverste halshvirvel til hunden. Hvis et menneske kom til at spise det kød der sad på den, betød det nemlig at
vedkommende ville blive halshugget.

Pølsefremstilling var også en væsentlig del af arbejdet op til jul. Karle og børn blev sat til at snitte pølsepinde, og i de store gårde har luften været tyk af duften fra krydderier, løg og kogende pølser. Efter slagtingen og det store arbejde kunne man
tage forskud på glæderne ved et pølsegilde, med bla. blodpølse med smeltet fedt og sukker, finker og steg.