Julens uhygge
I dag forbinder vi i høj grad julen med hygge og tryghed. Men for bondesamfundets mennesker havde julen også en anden og mere dyster dimension
Julen falder på årets mørkeste tid, og i mørket kunne mange farer og ubehagelige væsner lure. Der er mange sagn, som netop fortæller om julespøgeri eller møde med overnaturlige væsner i juletiden.
De dødes gudstjeneste
Et kendt sagn handler fx om de dødes gudstjeneste julenat, og udspiller sig - blandt mange andre steder - på en gård vest for Vokslev kirke. Karlen var tidligt ude at give hestene foder julemorgen. Gården havde intet ur, så da karlen kom ind og sagde, at de havde sovet over sig, fløj konen ud af sengen. Karlen havde hørt, at morgen-gudstjenesten var begyndt, for der var sang i kirken. Konen fik tøj på og skyndte sig til kirke og ind i sin kirkestol. Først da opdagede hun, at sidemanden var en person, som var død for mange år siden! Alle kirkegæsterne var folk, der for længst var døde. Hendes sidemand hviskede, at hun måtte skynde sig ud i en fart og hægte kåben op, hvis hun mærkede noget, der rykkede i den. Konen gjorde, som hun fik besked på. Og da hun nåede kirkedøren, blev kåben flået af hende.
Om morgenen, da landsbyens folk kom for at gå i kirke, lå konens kåbe udenfor, splittet ad i små stumper.
Julespøgelser
Andre sagn fortæller om egentlige "julespøgelser" På Kongensgård spøgte en jomfru spøger hver jule- og nytårsaften i stalden, hvor hun havde hængt sig. I Dalsager skulle spøgelset Terkild, som var manet ned i Tyvemose, have
"natter", dvs. aftensmad jule og nytårsaften. Ellers blev der spektakel i gården. På Spentrup kirkegård ved Randers gik en barnemorderske igen mellem jul og nytår, og i Besser præstegård hørte man et barn græde hver juleaften. På Høgsholm blev en herremands datter manet ned i skoven, og da hun var sunket i til halsen, bad hun om lov til at nærme sig gården med et "kokketrin" hver juleaften. Det fik hun lov til, og når hun kommer helt frem til slottet, synker det i jorden. I en gård på Balleskov mark var der altid "spektakel" ved jule og nytårstid, og på en gård i Kældernæs, startede spøgeriet så småt i november, for at tage til i julen og atter klinge af i januar. I Kalundborg kørte Hans Lindenow, der døde i 1659, gennem Skibbrogade med sit hovede under armen. I Nordborg på Samsø kom helhesten og drak af vandtruget, etc. etc. I nogle egne kunne man desuden risikere at møde "Den vilde Jagt". Et selskab af jagende svende og glammende hunde anført af "Nattejægeren", "Elleskytten", "Goen" eller "Wojensjæger". Han varsler død og ulykke, hvis han ikke får et afværgeoffer, fx. kød til sine hunde. Den natlige jæger er måske, hvad også nogle af navnene antyder, ingen ringere end Odin. De nordiske asers kloge, men også dystre overhoved.
Dødsvarsler
Julen var - på grund af tidspunktets særlige magi - også synderligt velegenet til varseltagning, fx om bryllup, vejrlig, kornpriser, dødsfald og lignende. Den, der under julemiddagen listede udenfor og kiggede ind ad vinduet, ville opdage hvem der var "feig" og skulle dø i det kommende år. De sad enten hovedløse eller uden skygge. Men det var ikke ufarligt. Man kunne se noget, man ikke brød sig om, og endte med at blive "rent tosset af sindsbevægelse", således som det skete for en karl i Lumbsås. En anden metode var at gå til kirkegården julenat kl. 24 og sætte sig på kirkegårdslågen med en grøn tørv eller gravmuld på hovedet. Dette kunne sætte én i stand til at se skyggerne af de, der skal dø i det kommende år. Heller ikke dette var ufarligt. En karl, som forsøgte sig fik hovedet vredet om i nakken. En anden kendte alle de skikkelser, der kom skridende, på nær en. Den ukendte havde en strikke om halsen og viste sig at være karlen selv. For inden årets udgang havde han hængt sig.
Glosoen på besøg
Men heller ikke inden døre kunne man være helt sikker. Havde man fx. glemt at ofre et par neg på glosoen ved høstens afslutning, risikerede man at det uhyggelige svin kom og lagde sig under bordet for at skabe ravage juleaften. Glosoen, eller gravsoen, var en gigantisk gris med knivskarp ryg, strittende børster og stirrende øjne, som varslede død og ulykke. Meget tyder på, at nogle af de overnaturlige gæster var kendte og ventede. I Helsinge sogn og på Århusegnen satte husmoderen en ekstra kuvert på bordet. På Bornholm og visse steder i nordsjælland skulle maden, eller noget af den, blive stående på bordet julenat, lysene skulle brænde hele natten og tabte man noget ind under bordet, måtte man ikke bukke sig ned for at tage det op. Enkelte steder, fx. på Bornholm og i Hørve, sov husets beboere julenat i halm på gulvet, mens de opredte senge stod tomme.
Menneskelige skræmmevæsner
Nogle af julens uhyggelige gæster var virkelige nok. Optegnelser fra 1700-årene fortæller om julebukken, en udklædt karl, der hoppede omkring, stangede efter folk og prøvede at forskrække på skrømt. En beretning fra begyndelsen af 1500-årene fortæller om unge, der løb rundt i "rædegrimer og anden djævleham", skræmte folk for sjov og lavede ballade. De menneskelige julespøgelser lavede larm med rumlepotter og smed potteskår og askeposer på dørene. Rumlepotter opfattes i nyere tid som et rent sønderjysk fænomen, men var tidligere langt mere udbredt, dog ikke til alles glæde. I slutningen af 1660'erne blev det fx. forbudt at gå med rumlepotte i København. Efter at have larmet og regeret flygtede spilopmagerne på skrømt, for til sidst at blive indfanget og beværtet.
De menneskelige julespøgelser tog brodden af julenætternes skrækkelige væsner, ved at give dem en konkret, men ufarlig skikkelse, som man uden risiko kunne invitere ind på en dram.
Tekst: Charlotte S.H. Jensen
