Pinseskovtur og pinsesnit

I København var det tradition ved 1800-årenes slutning, at man drog til Frederiksberg pinsemorgen for at "se solen danse". 

Mange benyttede lejligheden til at få sig en glad aften (og nat) med dans og musik til den lyse morgen. Når de københavnske spille- og dansesteder lukkede, begyndte man ude i det frederiksbergske, hos fx Kehlet og Josty. Ved 3-4 tiden var der trængsel på de udad-gående sporvogne, og pinsedag var én af årets travleste for sporvognspersonalet. Mange havde madkurve med, og lejrede sig på plæner eller ved borde. Til udflugten skulle man have det pæne tøj på, gerne nyt, hvis midlerne var til det. også i arbejderbørns erindringer fra begyndelsen af 1900-årene, fortælles om forventningen om at skulle have det fine tøj på.

Missionsk modstand
Udflugten var ikke lige velset af alle. Fra Valby tordnede den indremissionske pastor Ussing imod festlighederne. Han mente, at det var en altfor løssluppen måde at té sig på en højhellig morgen, og hans udfald resulterede bl.a. i revy- og skillingsviser.
Det var imidlertid ikke alle skovgæster, der havde festet fra aftenen i forvejen. En anden mulighed var at stå tidligt op, og drage afsted for at tilbringe hele dagen i skoven. Det var der også en del, der gjorde. Københavnerne tog i dyrehaven, og andre steder gjorde man naturligvis brug af de lokale skove eller parker. Mange benyttede lejligheden til at plukke bøgegrene, og bringe hjem. Det er en skik, der kan minde en del om bondesamfundets "sommer-i-by" -tradition. Her bragte man "majgrønt" hjem i procession og i fællesskab. Men selvom byfolkenes bøgegrene var en mere individuel forteelse, var en del af tanken bag den samme: At tage sommeren med hjem, og vise den frem. 

Charlotte S.H. Jensen