Danmarks sidste heks

Den ca. 74-årige bondekone Anne, er den sidste person, som de danske myndigheder henrettede for trolddom.  Hun blev først halshugget, og siden brændt den 4. april 1693. Sagen er en hvepserede af rygter, jalousi og misundelse. Og det hele startede med et giftmord.

I Lommelev boede en klog kone som hed Karen, og var gift med Gregers Madsen. hun praktiserede rundt om på det meste af Falster og havde en kunde i Nykøbing Falster, som hed Ingeborg Olufsdatter . Hun havde store problemer med sin mand, Oswald Egger.

Et lidet menneskeben
Oswald var noget hidsig, og  havde bl.a. slået Ingeborg, så hun fik tre buler i hovedet. Karen skulle derfor levere et middel, som kunne ”stille vrede” hos Oswald. Men det duede ikke, og efterhånden udviklede aftalen sig til, at han skulle ryddes ad vejen. Karen havde forskellige midler og ideer, og foreslog bl.a. at Oswald skulle have afskrab fra et menneskeben. Tanken var, at dødningen ville komme for at hævne sig. Ingeborg var kæreste med skipper Ole Boesen og han fik besked på at hente et ”lidet” menneskeben på kirkegården. For en sikkerheds skyld tog han et stort, men det hjalp ikke. Selvom de nok mente, at den døde kom og rystede Oswald i sengen, så overlevede han. I stedet fik han gift, og så døde han.
Imidlertid blev sagen opdaget og myndighederne kom på sporet af  den kloge Karen fra Lommelev. Hun blev forhørt, og fortalte om sin virksomhed. Og så var det, at hun nævnte, at hun vidste hvem, der var hekse rundt om på øen.

Pissede ulykke ind i gården
Den kloge Karen udlagde 5 kvinder som hekse, og én af dem var Anne Palles i Tåderup. Ifølge Karen havde Anne forgjort herredsfogeden Morten Faxes kvæg, så det ”styrtede bort og døde”. Anne havde også et motiv. Oprindeligt havde hun og hendes mand boet på den gård i Øverup, som nu var herredsfogedens.  Det havde været et rigtig godt sted, for Annes mand, Peder, var den største tiendeyder i landsbyen. Men de var blevet sat fra, så fogeden kunne få den, og havde selv fået et dårligere sted i Tåderup. På selve flyttedagen mente Karen at hun havde set, hvordan Anne vendte sig "og pissede ind i gården, og da pissede Anne Palles al ulykke ind i gården” sådan, at det kvæg, der herefterdags gik gennem porten ikke ville trives.
Det har været ubehageligt for parret at skulle flytte til et dårligere sted, og måske var det også en streg i regningen for Peder.

Jalousi mod nabokonen
Peder Palle var Annes anden ægtemand. Først havde hun været gift med Niels, og med ham havde hun voksne børn, hvorimod hun tilsyneladende ikke havde fået nogen med Peder. Måske var han yngre, og havde taget hende for gårdens skyld? I så fald blev han snydt, og ægteskabet gik vist heller ikke for godt.
En gang i 1691 havde han været til gilde og danset med nabokonen Maren Jacobsdatter. Hende syntes han godt om, og havde ligefrem sagt "Hvem der engang kunne få sådan en kvinde". Så var Anne blevet vred, og havde lovet Maren en ulykke, så hun ikke skulle danse med andre folks mænd og blive rost af alle folk. Efter noget tid blev Maren faktisk syg. Det startede i fingrene og bredte sig til hele kroppen – hun måtte i seng, og døde til sidst af sygdommen.
Der var også andre problemer, som Anne fik skyld for. En af bymændene i Øverup, Hans Sværke, havde problemer med afgrøderne – det var hævn fordi han havde taget Annes søn til soldat.

Tilståelse om trolddom og trommedans
Den 31. august 1692 blev Anne fængslet på Nykøbing Slot. Den unge præst i byen, Gregers Zimmer forhørte hende sammen med et par andre præster, hvilket ikke var helt efter reglerne, for først tirsdag 27. september 1692 startede sagen imod hende ved Falsters Nørre herredsting. Anne tilstod: Ja, hun var en troldkone. Ja, Fanden kom til hende i skikkelse af en sort kat, som hun kaldte "Puus", og han kaldte hende for "Annis". Og ja, hun havde givet sig selv til Fanden med liv og sjæl. Hun var dog lidt usikker på, om det var sket for seks år siden eller 50 år siden, da hun havde været gift med sin første mand i 4 år. Nu kom grunden til, at det var gået så godt, da de boede i Øverup også frem. Niels Goddreng (dvs. nissen) gik i gården og hjalp til, i skikkelse af en hest, et får eller en buk. "Puus" gjorde naturligvis også sit, og blev fodret med sødgrød.
Hun tilstod også, at hun sammen med de andre udlagte troldkoner tog til heksemøde på Hesnæs. Hans Stang fra Hasselø slog på en sort tromme med sorte trommestikker og Abigael Nielsdatter, som Fanden kaldte ”Biegell” dansede midt i raden. Abigael kunne desuden rejse på en kærnestav til Trondhjem

Benægtelse i Højesteret
Den 2. november 1692 afsagde Falster Nørre Herreds ting – med herredsfoged Morten Faxe som dommer  - dødsdommen. Derfra gik den til højere instanser; først Landstinget og siden Højesteret i København. Ved Højesteret skete der noget uventet. Anne benægtede. Hun var ingen troldkone, havde aldrig brugt trolddom og aldrig danset til den sorte tromme på Hesnæs. Det hele var noget hun havde sagt af  ”opdagenhed”, fordi pastor Zimmer havde forhørt hende så hårdt og fordi hun havde været mørbanket af at ligge på halm og stene i fængslet. Herredsfogeden havde beskyldt hende for sine kvægproblemer, slået hende så huen røg af, fået hende til at sige, at hun havde forgjort Maren, og  så havde han befalet skriveren at føre det ind i protokollen. Hun havde ikke turdet fragå tilståelsen før, fordi han havde truet med, at hun så ville få tungen skåret ud og blive brændt.

Ikkun en gammel snak?
Der var nok at tage stilling til, da Højesteret voterede den 20. marts 1693. Der var forskellige holdninger. Professor Caspar Bartholin mente, at trolddom fandtes, men slet ikke på den måde, som Anne havde forklaret om. Alt det med kat og sort tromme var noget sludder. Det var "ikkun en gammel snak". Justitsråd Poul Vinding mente egentlig ikke, at man havde bevist, at der var foregået trolddom, og hans kollega Vilhelm Muhle påtalte, at Anne ikke havde haft nogen forsvarer. Mathias Moth, som var potsvæsensdirektør, mente, at den sidste forklaring måtte være den rigtige, fordi Anne ikke havde været stillet frit før hun nu kom for Højesteret. Både han og andre  kritiserede herredsfoged Morten Faxes og pastor Zimmers måde at håndtere sagen på.  6 af dommerne ville kun  dømme Anne som signekone, på grund af den lille bøn mod troldskud.
Men de udgjorde et mindretal. Det nyttede jo heller ikke, at man først kunne tilstå og så klare frisag ved at benægte til sidst, mente nogle. 11 af de 17 dommere mente, at Anne var en heks og derfor skulle brændes. Samme døm fik Anne Kruse, som var død i fængslet. Abigael Nielsdatter blev frifundet men alligevel landsforvist fordi hun havde et ”ondt rygte”. Den kloge kone, Karen fra Lommelev, blev dømt til kagstrygning og landsforvisning.

Afsky og forskrækkelse
Senere benådede kong Christian den Femte Anne sådan, at hun slap for at blive brændt levende, men skulle halshugges først. Desuden blev det besluttet, at der skulle opstilles en støtte med en tavle på henrettelsespladsen. på tavlen skulle dommen og henrettelsesdatoen skrives "med bogstaver" til "afsky og forskrækkelse" for andre.
Den 4. april 1693 foregik eksekutionerne. Liget af Anne Kruse blev brændt, Karen blev kagstrøget og Anne blev halshugget og kastet på bålet. Inden henrettelsen fik hun en halv potte vin til 8 skilling at styrke sig på. Det fremgår af amtsregnskabet, som i dag findes på Rigsarkivet.

Anne Palles signebøn mod troldskudt kvæg:

"Vorherre han stod sig på ladsten
han blev skudt med skudsten
Der kom hans egen moder gående frem:
"Min kære søn, hvad skader dig", sagde hun.
"Jeg er blevet troldeskudt,
jeg er blevet stenskudt,
jeg er blevet skudt af en jomfru,
som er over og under jorden"
Da sagde jomfru Maria:
"Jeg skal selv signe råd og bod:
Så vist skal dette forsvinde og forrådne,
som salt for rindende vand, som duggen for solen.
Så vist skal dette forsvinde,
som Jomfru Maria fødte Kristus."
I Navn Gud Fader, Søns og Helligånds".

Charlotte S.H. Jensen