April 1945

Bombardementet af Shellhuset havde forhindret Gestapos optrævling af modstandsbevægelsen. Nu kunne man begynde at organisere frihedskæmperne til det sidste opgør med tyskerne. Ingen var længere i tvivl om, at krigen og besættelsen nærmede sig afslutningen. Det fik imidlertid ikke tyskerne til at mindske grebet. De fortsatte skånselsløst jagten på frihedskæmperne. På samme tid gik man på jagt efter stikkere og andre landssvigere.

Pælene i Ryvangen hvortil frihedskæmperne, der skulle skydes, blev bundet. De originale pæle findes nu på Frihedsmuseet. I stedet er der sat bronceafstøbninger, der bedre kan modstå vejret. Foto: Frihedsmuseet

Siden februar 1945 var der en stadig strøm af tyske flygtninge, der ankom til Danmark. Enten med skib eller med jernbanen. Mange af dem var i en elendig forfatning, så tyskerne ville, at danske læger tog dem under behandling. Det ville lægerne ikke være med til:

”Eventuelle Patienter blandt de tyske Flygtninge bør afvises fra de danske Sygehuse, medmindre særlige Forhold, navnlig Sygdommens Karakter, maatte gøre det nødvendigt, at de paagældende behandles paa dansk Sygehus. De tyske Myndigheder har erklæret, at Patienter blandt Flygtninge som absolut Hovedregel vil blive henvist til Indlæggelse paa de tyske Lazaretter, og at der saaledes kun ganske undtagelsesvis vil blive Spørgsmaal om Indlæggelse paa dansk Sygehus.”.

Sådan står der i et internt referat efter et møde i Indenrigsministeriet. Lægerne strakte sig dog til at ville tage sig af de mest krævende tilfælde.

Dette synes just ikke at harmonere med lægeløftet. Men man må huske begivenheden i Odense, hvor fire læger blev myrdet af Peter-gruppen. Dette og mordene på andre læger resulterede i ovennævnte holdning.

Mindetavlen i Odense for de myrdede læger. Kirsten Lylloff har rettet voldsomme angreb på den danske lægestand for dette ”svigt”. Men man kan nu engang ikke tage nutidens moralske briller på og på den baggrund dømme den danske lægestands holdning i 1945. Foto: HPN

Beslaglæggelser til flygtninge

Størstedelen af de tyske flygtninge kom via skib til København. Der var både sårede soldater og flygtninge – sidstnævnte bestod af gamle mennesker, kvinder og børn. Strabadserne for at slippe væk fra Den røde Hærs hævntogt havde været voldsomme. Det samme havde sejladserne mod Danmark også været. Derfor var mange dødsmærkede, da de landede i Danmark. For at skaffe plads til dem havde man landet over beslaglagt en lang række skoler og idrætshaller, hvor flygtningene kunne opholde sig under dårlige forhold. Smittefaren var stor – antallet af døde voksede fra dag til dag. Man kunne ikke følge med rundt om på kirkegårdene, så ligene blev ofte lagt ind i ledige rum. Og fik lov at ligge. Når der endelig var mulighed for en begravelse, så blev afdøde kørt til graven, hvorefter kistebunden åbnedes, så liget dumpede ned i graven. Så kunne kisten genanvendes.

Tyske flygtninge i Gothersgade, foråret 1945.Før befrielsen kunne de vandre frit rundt, og de kunne handle for de penge, de fik af Værnemagten. Populære var de langtfra. Bygningen, de står foran, blev mange år senere erhvervet af brødrene Price og omdannet til restaurant. Foto: FHM

De frihedskæmpere, der blev henrettet i Ryvangen i Hellerup, blev efterhånden blot gravet ned. Nogle gange var navnet på den døde lagt i en flaske, så det ville være nemmere at identificere dem efterfølgende. Og henrettelserne fortsatte med en ny voldsomhed, især efter at von Hanneken – øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark – var blevet afløst af den langt mere rigide Generaloberst Georg Lindemann.

Den 3. april blev 4 frihedskæmpere henrettet i Ryvangen:

Den 29-årige greve Ludvig Alfred Otto Rewentlov

Den 29-årige fuldmægtig Jørgen Frederik Winther

Den 22-årige sømand Kim Malthe-Bruun

Den 25-årige Student Peter Fyhn

Blot én måned inden befrielsen.

Midt i det hele kom der også andre over grænsen. Der ankom 60 busser med 600 danske politifolk, der var blevet løsladt fra Neuengamme Kz-lejr syd for Hamborg. De blev herefter kørt til Frøslevlejren. I den uge kom der godt 1.050 politifolk tilbage fra Kz-lejren.

Den 4. april lå der på Københavns red to store, tyske skibe, der grundet størrelsen ikke kunne sejle ind i havnen: ”Deutschland” og ”Cap Arcona”. Sidstnævnte var en tidligere luksusliner, der havde sejlet mellem Hamborg og Rio i Sydamerika. Den spillede hovedrollen i den tyske film ”Titanic”. Her viste det sig at være en propagandafilm, der skulle afsløre, hvordan det var kapitalens mænd, der forårsagede linerens undergang i 1912. I jagten på profit. Nu var den endt som flygtningeskib mellem Danzig og København. Den blev mindre end en måned senere centrum i en frygtelig episode i Lübeckerbugten. Sammen med ”Deutschland”.

Den 5. april trådte to mand ind på Hærens Våbenfabrik på Amager Boulevard. De havde en større kasse med, som de fortalte indeholdt kuglelejer til produktionen. Da de havde gjort dette, gik de deres vej. Imidlertid indeholdt kassen så meget sprængstof, at dele af bygningerne ganske enkelt styrtede sammen. Man vidste ikke, hvor mange mennesker, der opholdt sig i bygningen. I første omgang fandt redningsmandskabet fem arbejdere med voldsomme kvæstelser og svære forbrændinger. De blev omgående kørt på hospitalet. Efterfølgende fandt man en dræbt vagtmester og en tysk formand, der også var slemt forbrændt. Lidt senere to voldsomt skaderamte personer. Ulykkeligvis var man sikre på, at der måtte ligge flere arbejdere under ruinerne.

Dagen efter kunne det oplyses, at der var dræbt 12 arbejderne. Hertil kom resterne af to til tre arbejder, der var samlet sammen på en båre. Sådan konstaterede redaktør Søren Hansen, da han sørgede for at samle de vigtigste nyheder i det, der i dag hedder ”Daglige Beretninger om Begivenheder under den tyske Besættelse”, der blev udgivet af Københavns Borgerrepræsentation i 1946. [Jeg har løbende orienteret mig i denne publikation og anvendt den som udgangspunkt efter at have kontrolleret validiteten].

Den 9. april 1945 standsede alt på Rådhuspladsen i København. Da rådhusuret slog 12, holdt man 2 minutters stilhed til ære for de landsmænd, der var faldet under besættelsen. Ryggen var vendt mod tyskerne på Dagmarhus. Det provokerede HIPO-folkene, der kørte rundt om pladsen, hvorefter de begyndte at skyde løs. Også mod de tyske soldater, der opholdt sig der.

Man kan her se et dokumentarklip fra dagen: https://www.danmarkpaafilm.dk/klip/2-minutters-stilhed

Under beskydningen søgte folk i sikkerhed bag voldene omkring beskyttelsesrummene. Billedet er taget over mod H C Andersens Boulevard og Tivoli. Foto: FH

Desperationen hos landsforræderne brød nu ud i lys lue.

Erik Ingemann Sørensen

Se de øvrige artikler i serien om 80-året for befrielsen her

[Historie-online.dk, den 9. april 2025]