Den blodige oktober 1944

Oktober måned 1944 blev voldsom. Modstandsbevægelsen led et stort tab, da det lykkedes besættelsesmagten at få ram på de to frihedskæmpere: Jørgen Haagen Schmidt med dæknavnet ”Citronen” og Bent Faurschou-Hviid kendt som ”Flammen”. Dog fik modstandsbevægelsen også ram på nogle af de danskere, der var gået i tysk tjeneste.

Af Erik Ingemann Sørensen

Modstandsbevægelsen følte sig med rette truet af de såkaldte stikkere, der for penge udleverede medlemmer af modstandsbevægelsen til Gestapo. Ofte med det resultat at de – efter at have været udsat for voldsom tortur – blev henrettet.

Dette var en af baggrundene for, at likvideringerne efterhånden kom ind i mere organiserede rammer. En af de oprettede grupper var den såkaldte L-gruppe. Der har været mange rygter fremme om, hvad der gik forud for den endelige beslutning om, at en likvidering skulle finde sted. Om der var en eller anden domstol, der dømte. Det er der ikke noget, der tyder på. Men tilfældighederne herskede ikke. Man ville være sikker, før der blev skudt.

To af de fremtrædende personer i L-gruppen var politimanden Einar Sørensen kaldt ”Leif” (1914 – 1945) og hans kollega Henrik Platou kaldet ”Knud” (1918 – 1945).

”Leif” ramte Siim med to nakkeskud, der sidder tæt ved hinanden. Foto: Fhm

I september og oktober arbejdede de to sammen i Aalborg. I Silkeborg lykkedes det med et sprængstofattentat at få sat en stopper for stikkeren Svend Aage Næsted Nielsen, der levede af at sælge biler. På resterne af liget fandt man en check på 42.000 kr svarende til lige omkring 1 million i nutidig valuta. Det er mere end almindelige Judaspenge.

Teglværksformand Gunnar Siim – som var dybt betaget af nazismen og havde stukket flere landsmænd i sin tyske tjeneste - blev denne sene aften dræbt af politibetjenten og frihedskæmperen Einar Sørensen, mens et orkester spillede til dans på sommerrestauranten Hotel Ny Hattenæs.

”Einar Sørensen – som var fra de jyske L-grupper og gik under navnet ’Leif’ - havde længe siddet alene ved et bord i nærheden af orkesteret, hvor han røg sin pibe og nippede til den ene pilsner, han kunne få. 
Gunnar Siim sad et kort stykke fra ham ved et bord med ryggen til.
Siim boede på Hotel Ny Hattenæs. Han var i restauranten i selskab med nogle tyske officerer og brugte sine sædvanlige 600-700 kroner på en aften, og da restauranten var fyldt af folk, der dansede, turde Einar Sørensen ikke begynde at skyde af frygt for at ramme andre. 
Desuden var hans plads var langt borte fra døren, og ved de mange andre borde sad også tyske officerer, som han skulle forbi.

Det tyndede efterhånden ud i salen, men Siim sad stadig uanfægtet og snakkede videre med sine tyske venner. 
Stemningen var efterhånden blevet høj, og der havde ikke været mangel på drikkevarer. 
En ung kvinde passerede også bordet, og Gunnar Siim spurgte, om han ikke skulle have et kys. Hun bøjede sig ned over ham, og han fik det.

Einar Sørensen tænkte et øjeblik på, om han skulle bede orkesteret spille ”Mordets melodi”, der var ret populær den sommer. 
Han undlod det dog og tog i stedet en rask beslutning, da han rejste sig, gik hen til teglværksformanden og fra nær afstand affyrede to skud ind i nakken på Siim, som faldt forover med venstre side af ansigtet ned mod bordet, hvor han blev siddende livløs på stolen.
Så tog Einar Sørensen flugten den lange strækning gennem restauranten til udgangsdøren ud i mørket til sin lokalkendte kammerat ’Kjeld’, som tidligere på aftenen havde peget Siim ud gennem vinduet, og som nu skulle stå uden for og vente med cyklerne.

Men da Einar Sørensen kom ud, var Kjeld ikke til at se. 
Ventetiden havde været så lang, og Kjeld var blevet så nervøs, at han havde fået mavepine, og nu sad han inde bag et træ med bukserne nede om hælene. Kjeld kom nu forfjamsket løbende.
Men hvor var cyklerne? Forvirret løb Kjeld rundt og ledte. 
Der var imidlertid ikke tid til megen søgen. Leif fandt sin egen cykel, fik Kjeld op på stangen, og så cyklede de to frihedskæmpere for fuld fart af sted gennem natten. 

Det sidste, de hørte, var en tysker, som stak hovedet ud ad døren og råbte. Men ingen vovede at forfølge dem ud i sommernatten.

Der eksisterer i dag et fotografi af den likviderede Gunnar Siim liggende ind over bordet ved den ene væg i Hotel Ny Hattenæs' restaurant.
Og paradoksalt havde Siim samme dag halvt og spøg, halvt i alvor, fortalt hotellets ansatte, at han var havde modtaget et trusselsbrev, hvorfor han havde bedt dem annullere sin reservation for de kommende dage.

'Jeg bliver jo alligevel myrdet', sagde han.”

(Tekst fra ID-Academys hjemmeside.)

Ifølge Peter Øvig Knudsen har ”Leif” været direkte involveret i mindst 15 likvideringer. ”Flammen” tilskriver man 11. Nu kan det virke morbidt at stille tallene op over for hinanden. Men ”Flammen” og ”Citronen” blev heltene – ”De unge døde”. De fik en spillefilm om deres liv, hvorimod ”Leif” er gledet over i glemslen.

Så mærkeligt er det nu engang.

Hvidsten-gruppen fik deres spillefilm og overskygger Fredericia/Taulov-gruppen. De ni medlemmer blev de sidste, der blev henrettet i Ryvangen. Den 10. blev benådet i sidste øjeblik og fik livsvarigt fængsel. Blot 14 dage før befrielsen.

Tiden efter

Men Einar Sørensen kom også til at stå som eksempel på, hvor vanskeligt det kunne være for mange af frihedskæmperne at vende tilbage til dagligdagen efter befrielsen. Han genoptog sit arbejde ved politiet som kriminalassistent ved Københavns politi. Den 29. april blev de henrettede frihedskæmpere kørt i kortege til den nyoprettede mindelund i Ryvangen. Her stod Eigil Sørensen æresvagt ved vennen Henrik Platous kiste. Under et forsøg på at likvidere Gestapotolken Frantz Toft i Aalborg var han blevet ramt af skud og slap ikke væk. Han blev dømt til døden og henrettet i Ryvangen den 10. marts 1945.

  Henrik Platou 1918 – 1945 Foto: HPN

Da man genbegravede de henrettede frihedskæmpere den 29. august 1945, stod Einar Sørensen æresvagt ved vennens kiste. Højtideligheden må have været tung at bære for ”Leif”. Fire dage tidligere havde radiojournalisten Karl Bjarnhof haft den socialdemokratiske folketingsmand Hartvig Frisch til en samtale i studiet. Frisch var gruppeformand og ordfører. Både under og efter besættelsen havde han været markant modstander af modstandsbevægelsens likvideringer. Han kaldte det ligeud for mord. Det resulterede i voldsomme reaktioner.

  Mindelunden den 29. august 1945 (Foto Frihedsmuseet)

”Leif” stod alene tilbage – ikke alene med tabet af vennen, men også med en påført skyldfølelse. Og med skammen over at være blevet karakteriseret som en morder.

Tre uger senere fandt man ham siddende i sin bil. Død. Han havde skudt sig. Peter Øvig Knudsen peger på, at der var flere faktorer, der kan have spillet en rolle. Han var blandt andet blevet skilt fra sin hustru.

Måske rammer historikeren Peter Birkeland det ganske præcist, når han i bogen ”Holger Danske – Sabotage og likvideringer” skriver følgende: ”Frihedskampen søger at ramme krigsvigtige mål eller uskadeliggøre farlige personer, mens terrorismen rammer civile og militære mål”. Og så den endelige konklusion: ”En frihedskæmper vil handle ifølge en militær moralkodeks og er således en ”irregulær soldat”, mens en terrorist tilsidesætter moralske overvejelser og skelner ikke mellem civile og militære mål.”

Mere tydeligt kan det vel egentlig ikke siges.

[Historie-online.dk, den 9. oktober 2024]