En blodig december i 1944

At julen ved indgangen til december 1944 trods mangler og rationeringskort skulle være en fredelig måned, gjorde sig ikke gældende. Besættelsesmagten og dens danske håndlangere udgjorde en stigende fare. Det medførte en række stikkerdrab især i København og Aarhus. Og sabotagen ødelagde virksomheder, der arbejdede for tyskerne.

En af hallerne i Standard Electrics fabrik i Rådmandsgade (København) efter BOPA’s vellykkede sabotage den 2. december 1944. Foto: FHM

Mon ikke der er en del, hvem navnet Gudrun Johansen ikke siger ret meget? Hendes dæknavn: ”Frøken Lange” hjælper måske lidt. Den 39-årige biolog fik i sommeren 1944 kontakt til modstandsmanden Hans Edvard Teglers – blot 20 år gammel. Hun blev herefter tilknyttet ”Holger Danske” som en af modstandsbevægelsens kvinder. Man mener, tallet ligger på omkring syv. Men så har man ikke medregnet det utal af kvinder, der hjalp og støttede i baggrunden. De hører ind under det, der med titlen på en roman af Knud Sønderby kunne benævnes ”Den usynlige hær”.

”Frøken Langes” første arbejde bestod blandt andet i at sørge for forsyninger og udrustning til de villaer, HD havde fået tilladelse til at benytte i tilfælde af åben kamp med tyskerne. Men der var opstået problemer med et af gruppens medlemmer. Han var med til at afpresse forskellige værnemagere efter devisen: ”Betal eller bliv skudt”. Så var der ikke meget at rafle om. I august 1944 havde han, der gik under dæknavnet ”Finn”, skaffet 45.000 kroner til ”Holger Danske”. Det ville i dagens mønt svare til 1.151.862 kroner – et enormt beløb. Men i november fandt Teglers så ud af, at ”Finn” havde lænset kassen for ganske pæne beløb. Han blev omgående frataget jobbet, der gik over til ”Frøken Lange”

Teglers havde så meget tiltro til hende, at han turde inddrage hende i likvideringsgrupperne – en af disse blev hun endog leder af. Hendes grupper blev tilsyneladende drevet mere demokratisk end de andre. Dette irriterede tilsyneladende en anden leder i organisationen. Det gav vedkommende flere gange udtryk for. Til sidst blev det for meget for hende, så hun fik i februar 1945 tilladelse til at forlade Bøghs afdeling og starte en anden op.

 Gudrun Johansen. Fra Peter Øvigs bog "Efter drabet"

En lille spinkel kvinde ville nok ikke vække den store opsigt – så hendes ”alibi” var på denne måde glimrende.

De nødvendige likvideringer

Der ventede en tung opgave på ”Frøken Lange” og hendes drenge – tilnavnet de havde fået. Den 7. august havde medlemmer af BOPA likvideret Robert Sustmann Ment, mens han sad i en sporvogn. I det illegale blad ”De frie Danske” kunne man læse følgende: ”Robert Ment fandt døden på en linje 16 sporvogn ud for Buldogs Café. Ment var passager på forperronen, på vej fra sit hjem på Jagtvejen til sit uhyggelige arbejde på Shellhuset. Ved Fælledvejen stod to mænd op på bagperronen og gik frem gennem vognen. Da vognstyreren ud for Ravnsborggade tog farten af vognen for at stoppe ud for Buldogs Café, trådte de to frem inde fra vognen. Den ene af dem skød Susstmann [Sustmann] Ment gennem hovedet. Han dræbtes på stedet … En af de farligste stikkere var blevet likvideret.”

Buldogs Cafe lå ved det udbrændte varehus Buldog, der var blevet sat i brand af befolkningen den 30. juni 1944. Som hævn sprængte tyskerne Domus Medica. Herved fik en af de læger, der havde medvirket ved likvideringen af stikkeren Fritz Køppe, ikke mulighed for at aflægge lægeløftet. Men frem til sin pension fungerede han som en fremragende og afholdt læge. Foto: FHM.

Tyskernes reaktion var frygtelig. De tog 11 danske fanger i Shellhuset op i en lastbil. De fik at vide, at de skulle køres til Frøslevlejren. Natten til den 9. august stoppede lastbilen ved Osted – godt 14 kilometer syd for Roskilde. Der blev beordret tissepause. Da de var kommet ned fra lastbilen, blev de skudt. Herefter blev de 11 lig smidt op på ladet og kørt til Shellhuset.

Dagen efter meddelte tyskerne, at de 11 var blevet skudt under et flugtforsøg. En løgn der hurtigt blev afsløret.

Robert Sustmanns enke, Ella Sofie, arbejde som telefonistinde i Telefonhuset. Når hun lyttede med, kunne hun opsnappe vigtige beskeder, som hun herefter gav tyskerne. Hun måtte ganske enkelt skaffes af vejen.

Her kommer ”Frøken Lange” ind i billedet, da hendes gruppe skulle forestå likvideringen. Hun ventede sammen med tre mænd fra gruppen i porten overfor Fru Sustmanns bolig. I timevis. Endelig kom hun med to hunde i snor. Frihedskæmperen ”Poul” ”… gik hen, stak sin parabel [parabellum]lige op i nakken på hende og trykkede af. Hovedet blev fuldstændig knust. Hundene lagde sig ind til hende og begyndte at hyle. Vi tog hendes taske og løb”. (Peter Øvig).

Senere måtte ”Frøken Lange” selv skyde et menneske. Det hører vi om næste år.

De mange stikkerdrab og sabotager gjorde, at Værnemagten, Gestapo og danske landsforæddere fik mere end rigeligt at se til. Optrævlingen af modstandsbevægelsen måtte uvægerligt sættes øverst på dagsordenen. Og det blev den.

Man kan så undre sig over, at en brutal sadist som Sustmann Ment har fået en værdig grav på Vestre Kirkegård i København.

Erik Ingemann Sørensen

Se de øvrige artikler i serien her

[Historie-online.dk, den 17. december 2024]