Den Internationale Auschwitzdag
Tysklands opgør med den nazistiske fortid:
”Et særligt tiltag var, at man i Tyskland vedtog, at der ikke skal være en forældelsesfrist, når det drejer sig om krigsforbrydelser. Et enkelt eksempel på dette er retssagen mod Oskar Gröning, der i foråret 2015 blev stillet for retten i Lüneburg. Han havde i perioden 1942 – 1944 arbejdet i Auschwitz som SS-soldat. Nu blev han i en alder af 93 stillet til ansvar for sine handlinger 70 år tidligere. Som bogholder. Man fandt ham medskyldig i mordet på 300.000 ungarske jøder. Han fik fire års fængsel.
Da dommen var afsagt, forklarede dommeren, Franz Kompisch, hvorfor det var blevet til fire års fængsel:
”Naturligvis var De indoktrineret. Naturligvis blev jøderne fremstillet som en fare for Tyskland. Men: Menneskenes tankevirksomhed blev ikke slået fra. De havde besluttet Dem. Krigen forløb ret succesfuldt for Tyskland. De ville være med. Det var en beslutning. De ville være med i denne kække og smarte SS-trop. De ville bære denne uniform. Det er et er ikke sådan, at De ikke havde noget valg. De var et helt normalt menneske. De havde gennemført en sparekasseuddannelse, De havde sportslige og kulturelle interesser. De var ikke på en opdragelsesanstalt. De bar som helt igennem dannet menneske på erfaringerne fra århundreders tysk kultur og historie. De var ikke kun præget af tolv års naziherredømme.”
Oskar Gröning havde kunnet sige fra. Men han gjorde det ikke. Måske er det her, kernen i den tyske skyld skal findes. Man kunne have sagt nej. Man kunne have valgt en anden vej. I stedet lod man sig forføre af demagogerne og af nazismen. Og et flertal holdt ved lige til den bitre ende i maj 1945. Det var her, man blev medskyldig – medansvarlig.
Kort tid før denne bog gik i trykken, kom der endnu en anklage for delagtighed i mord på kz-fanger. Statsadvokaten i Neuruppin har rejst anklage mod en tidligere vagt i kz-lejren Sachsenhausen. Manden, der gjorde tjeneste i lejren 1942 til 1945, menes at have været med til at dræbe 3.518 fanger. Den anklagede er fyldt 100 år, men man mener, at han er åndsfrisk nok til at kunne deltage i straffesagen.
Vicepræsidenten for den internationale Auschwitz-komité, Christoph Heubner, udtalte om sagen: ”For de overlevende fra de tyske koncentrations- og udryddelseslejre er også denne proces et vigtigt eksempel på, at retfærdigheden ikke har nogen udløbsdato og at forfølgelsen af SS-gerningsmændene – selv i en høj alder – ikke bør være slut”.
Det officielle Tyskland markerer igen og igen de forbrydelser, Det tredje Rige begik over hele Europa. Den mest markante bodsgang er vel Holocaust mindesmærket i Berlin skabt af arkitekten Peter Eisenmann. På godt 19.000 m2 står 2.711 sten af forskellig størrelse. Mindesmærket blev indviet den 10. maj 2005. Det ligger lige op ad det gamle Reichskanzlei og tæt på Førerbunkeren. Stærkere placering kunne næppe findes.
Der sker noget med en, når man bevæger sig rundt i mindesmærket. Men det mest overvældende er nok stilheden. Vender man sig om, er de mennesker, man før så, pludselig borte. Tragedierne bliver på en eller anden måde følelsesmæssigt nærværende.
Gang på gang støder man i Berlin og talrige andre byer på det såkaldte Stolpersteine eller snublesten. Små messingplader lagt ned i fortovet med navne på jødiske ofre for nazismen. De dukker også op i andre lande herunder i Danmark – hvor der nu findes 31 snublesten.
Det underliggende budskab er klart: menneskeheden må aldrig glemme, hvor forfærdelig galt det kan gå, når man blindt følger i demagogernes fodspor. ”
(Uddrag af ”Krigens sidste dage” af Erik Ingemann Sørensen, Gyldendal, 2022)
[Historie-online.dk, den 25. januar 2023]
