Besøget i det sidste Mithræum
Det går ikke helt efter planen her i Rom. To af årsagerne hænger sammen med italienernes store passion: fodbold og opera. Området ved Circus Maximus er spærret af. Her spiller man Verdis vidunderlige ”Il Trovatore”. Vil man ind at se den, skal man have virkelig have gode kontakter. Det er umådelig svært at få billet. Og så er det naturligvis fodbolden, det drejer sig om. ”La Gazetta dello Sport” bragte historien om Christian Eriksen på forsiden. Mine italienske venner spørger hele tiden ind til, hvordan han har det. Med stor sympati. Jeg måtte i stedet finde et andet Mithræum end det ved Circus Maximus. Det blev derfor til et besøg i kirken Santa Prisca.
Turisterne er så småt begyndt at vende tilbage. Det mærkes tydeligt, når man skal bestille det ønskede besøgstidspunkt i kirker og på museer. Det gik ikke ved Circus Maximus, hvor det i øvrigt koster 350 kr. at komme på en guidet tur. Men der er en hel del Mithræer i Rom, hvorfor turen i stedet gik til kirken Santa Prisca, der ligger på Aventinerhøjen. Adressen er Santa Prisca. Via di S Prisca.
Det er lidt af en lise at træde ind i kirkerummet, da varmen i gaderne står stille. Selv et lille vindpust synes befriende. Kirken, der er viet til den hellige Santa Priscilla, stammer oprindeligt fra det 4. århundrede, hvor de kristne overtog de rum, hvor der tidligere var en Mithraskult.
Indgangen til kirken Santa Prisca på Aventinerhøjen
De katolske helgenbeskrivelser/helgenlegender er ofte ganske dramatiske. Og helgenen Priscas er så sandelig ikke nogen undtagelse. Hun stammede fra en velhavende familie. Da hun fyldte 13 år, blev hun beskyldt for at tilhøre en kristen menighed. Kejser Claudius – 41 til 54 – beordrede hende til at ofre til guden Apollo. Det ville pigen imidlertid ikke. Hun blev nu pisket og kasket i fængsel. Da hun kom ud igen, fastholdt hun sin tro. Denne gang var straffen endnu hårdere. Hun blev pisket, overhældt med kogende fedt og atter smidt i fængsel, fortæller pater Guillaume med stor empati. Til sidst blev hun ført til et amfiteater, hvor hun blev kastet for løverne. Men de glubske vilddyr kunne naturligvis fornemme, hvor god hun var, så de lagde sig for hendes fødder.
Straffen skulle hun imidlertid ikke slippe for. Med bævende stemme beskriver pateren hendes sidste dage. Man forsøgte at rive store stykker kød af hendes krop. Det nyttede ikke. Så kom hun på bålet. Det døde hun heller ikke af. Herefter førte man hende ud på Via Ostiensis – det er vejen ud til Roms havneby Ostia. Ved 10 mil stenen halshuggede man hende – hvorefter hun døde. Netop på dette sted opførte man i det 4. Eller 5. århundrede en lille kirke, der bærer hendes navn. Den nuværende er opført omkring 1660.
Fremstilling af Priscas halshugning findes også i kirken
Som så mange andre steder er kirken bygget oven på eller i tilknytning til et Mithradæum. Muligvis har de to religioner været der på samme tid. Da kristendommen sejrede, fyldte man ganske enkelt op med jord og byggede ovenpå. Herefter gled Mithræet over i glemslen i århundreder. Det var nogle augustinermunke, der i 1934 gjorde de første opdagelser og efter krigen kontaktede arkæologerne. Det blev herefter en gruppe hollandske arkæologer, der stod for de store udgravninger i årene 1952 til 1959.
De måtte først fjerne mængder af jord, der naturligvis blev grundigt undersøgt. Efterhånden som de kom længere og længere ned, begyndte de at finde fragmenter af blandt andet krukker og mosaikker, der alle antydede, at der var noget at finde. Og de blev så sandelig ikke skuffet.
Det ikoniske alter med tyredrabet
Den faste struktur
Da arkæologerne nåede bunden af udgravningerne, fandt de det store Mithræum næsten urørt. Rummet var opdelt præcis på samme måde som de andre, man har fundet. For enden af midtergangen finder vi den ikoniske fremstilling af Mithras, der dræber tyren.
Til begge sider er der bænke, hvor både kultens ”præster” og medlemmerne kunne sidde under ceremonierne. På væggene opdagede man en række fresker, der relaterede til kulthandlingerne. Som noget helt specielt for Santa Prisca er der under flere af disse billeder forklaringer på, hvad det er, man ser på billederne.
Et af billederne viser et optog, der bevæger sig frem mod Mithrasfiguren. Flere holder tilsyneladende offergaver i hænderne blandt andet en høne. Man ser også legionærer, der står med deres militære oppakning. Men det er især den højre sides fresker, der er interessante. Her ser vi nemlig de syv stadier, disciplene skulle igennem. Der er både symbolet og så den planet, der hører til det enkelte stadie:
1: Corax, som er ravnen. Hertil knyttes planeten Merkur
2: Nymphus, som er brudgommen. Hertil knyttes planeten Venus
3: Miles, som er soldaten. Hertil knyttes planeten Mars
4: Leo, som er løven. Hertil knyttes planeten Jupiter
5: Perses, som er perseren. Hertil knyttes månen.
6: Heliodromus, som er solløberen. Hertil knyttes solen.
7: Pater, som er faderen. Hertil knyttes Saturn.
De to hollandske arkæologer, der stod i spidsen for udgravningerne – M. J. Vermaseren and C. C. Essen – fandt det sandsynligt, at det var kultens medlemmer, der havde lavet freskerne, samt at der tilsyneladende havde været en stjernehimmel i hvælvingen. Endvidere konstaterede de, at der var store fællestræk med det Mithræum, man havde fundet i Ostia.
Denne Mithraskult, der var spredt ud over Romerriget, har haft stor betydning for disciplene. De stod konstant over for døden. Med kulten blev de lovet et liv efter døden. Takket være ”Sol invictus” – den sejrende sol.
Sol invictus gengivet på væggen i Mithræet
Pater Guillaumes følelsesladede fortælling om helgenens forfærdelige skæbne satte målet for det næste besøg her i Rom. For der findes en kirke, hvor de kristnes lidelser fylder stort set hele kirkerummet.
Der går turen til i næste uge.
Grazie per ora e ci vediamo di nuovo.
Erik Ingemann Sørensen
Se de øvrige artikler i serien "Det hemmelige Rom" her
[Historie-online.dk, den 16. juni 2021]
