Neros gyldne hus fik en renæssance
Domus Aurea forsvandt lidt efter lidt. Fyldt op med jord var der ikke længere kostbarheder, det kunne svare sig at grave fri. I år 104 e.Kr. gav kejser Trajan ordre til at opføre et stort ’therme-anlæg’ til glæde for romerne. Det store anlæg skulle indeholde bade- og svømmefaciliteter, hvor der var både varme og kolde anlæg – henholdsvis frigidarium og caldarium. De varme bade var bygget oven på ovne, så de fik en direkte opvarmning. Den megen varme blev også anvendt til egentlige dampbade. Men i 537 blev Rom invaderet og bygningerne ødelagt, hvorefter glemslen lagde sig over stedet. Lige til en eftermiddag i 1480’erne.
På dette stik fra renæssancen er der ingen spor hverken af Domus Aurea eller Trajans thermer.
Der havde verseret rygter om Neros gyldne hus. Nu ville renæssancemaleren Pinturicchio eller Bernardino di Betto selv se efter. Der var opstået et stort hul i jorden. Der kom han ned.
Han måtte grave sig frem for at finde noget. Det, han opdagede, var den øverste del af de dekorerede vægge og selve loftet. Faklerne han og de andre, der kom der, havde med, afslørede for første gang i 1.000 år freskerne. Og de var særdeles velbevarede. Figurerne og farverne stod særdeles skarpt.
Pinturicchio var ikke den eneste, der besøgte stedet. Vi ved, at blandt andet Domenico Ghirlandaio (1449 – 1494), der underviste Michelangelo og Pietro Perugino (1446 – 1523), der var den unge Raphaels læremester, var nede i de tunneller, der blev gravet. For dem alle ar det tilsyneladende en meget sanselig oplevelse, der satte dybe spor. Kunsthistorikere taler om, at det prægede dem så meget, at de begyndte på en helt anden teknik. Det var første gang, man fik et møde med antikkens utrolige billedverden. Pompei lå fortsat begravet og glemt.
Kunstnerne gengav nu deres oplevelser i de fresker, de udførte. Og vi kan følge Pinturicchio blandt andet i Santa Maria del Popolo i Rom. Billedet oven over.
De dannede skole, og efterhånden var der ikke et rigmandshus eller palads i Rom, uden at man havde et eller flere af disse billeder.
Og de fik et helt specielt navn: ’Grotesquer’.
Desværre medførte de mange indtrængninger i Domus Aurea med fakler, at billederne begyndte at forfalde. Herved blev renæssancekunstnerne de sidste, der oplevede de originale farver.
Udsnit af en række grotesquer – tydeligt inspireret af motiverne i Domus Aurea
Man kan finde dem de mest mærkelige steder i kirkerne. Men som nævnt også rundt om i de adelige palæer som i det efterfølgende billede.
Loftudsmykning i et venetiansk palads – igen tydeligt inspireret af Domus Aurea
Grotesquer dannes af renæssancemalernes møde med Domus Aurea
En af de første gange, vi møder ordet, er i 1502 i forbindelse med indretningen af domkirken i Siena. Det er maleren Raphael, der sammen med sine medarbejder udsmykker dele af denne kirke. De anfører, at der er lavet en del ’grottesche’ – udsmykninger, der stammer fra møde i de udgravede grotter i Domus Aurea. Siden er ordet gledet ind i de europæiske sprog som adjektiv. Som sådan bruges det i dag – sikkert uden at mange egentlig ved eller tænker over, at ordet stammer fra dengang, man genopdagede Neros gyldne hus i Rom.
Se første del af artiklen om Domus Aurea her
Erik Ingemann Sørensen
[Historie-online.dk, den 12. maj 2021]
