Menu
Forrige artikel

Pompeius og romerske katte

Kategori: Artikler
Visninger: 8005

 

Besøgende i Rom kender givet Largo Argentina med ruinerne af Gnaeus Pompeius Magnus’ curie og tempel. Man kan ikke komme ned til ruinerne, da stedet bebos af talrige katte, som romerne passer meget på. Nu har Roms borgmester, Virgina Raggi fra ’5-Stelle’ meddelt, at arbejdet med at gøre området tilgængeligt for publikum påbegyndes. Foreløbig regner man med, at åbningen kan finde sted næste år.

De ligger og slikker sol, de berømte katte på Largo di Torre Argentina. Når ikke de lige hygger sig med at trave lidt rundt mellem ruinerne.

Katte på Largo Argentina. De passes af en lille skare mennesker, der holder øje med, om de er steriliserede, syge og giver dem mad

Man kan ikke komme ned til ruinerne, men må betragte dem fra gadeniveau. Forskellen i niveau hænger sammen med, at ruinerne lå gemt under en række bebyggelser helt frem til 1920’erne. Da gav den italienske diktator Mussolini ordre til, at man skulle rive bygningerne ned og grave efter ruinerne, som man mente lå der. Frem kom resterne af fire templer og så Pompeius’ teater med tilhørende mødelokale – kendt som Curia Pompei.

Besøgende på Forum Romanum tager nogle gange fejl og tror, at Julius Cæsar blev myrdet i den store Curia Julia, der er velbevaret. Men den 15. marts år 44 f.Kr. var den ved at blive repareret. Senatorerne måtte derfor mødes andet steds. Og det blev netop i Curia Pompei.

  Ruinerne på Largo di Torre Argentina

Det var under dette møde, de sammensvorne overfaldt ham og stak ham ihjel i lidt af en blodrus. William Shakespeare har siden lagt en uforglemmelig sætning i munden på Cæsar: ”Et tu Brute” – også du, Brutus – ofte udvidet med også du min søn Brutus. Fakta er, at vi ikke ved det.

Herfra blev Cæsars lig båret til Forum Romanum og lagt på et bål, hvor det så blev opslugt af flammerne.

Donationer har gjort det muligt

Bygningerne på Largo Argentina – eller Area sacra – daterer sig til mellem 3. og 2. århundrede f.Kr. Under udgravningerne er der fundet adskillige genstande, der henhører netop til denne periode. De er senere blevet spredt ud over en række romerske museer. Dem vil man nu forsøge at samle.

For nylig fortalte Roms borgmester, Virgina Raggi fra Cinque Stelle bevægelsen, at byen har modtaget en stor donation – man taler om 1.2 millioner euro – der gør det muligt at nyindrette stedet. Det er primært det italienske luksusbrand Bulgari, der har givet penge.

Man regner i øjeblikket med, at stedet kan åbnes for publikum næste sommer. Det vil da være muligt at gå ned i udgravningerne – for handicappede og dårligt gående vil der være elevator. Man vil herefter komme ud på nogle hævede stålgange, så man på denne måde kan gå rundt. Om aftenen vil der være lys, så man kan se.

Langs siderne vil der være montrer, hvor man kan se de genstande, der stammer fra stedet sammen med en række buster af de mennesker, der har færdedes her.

Primært vil det være Pompeius og Cæsar – de to gamle venner, der endte i blodigt opgør, der kostede dem begge livet.

Når man har besøgt Largo Argentina, kan man herfra vandre til Forum Romanum og se stedet, hvor Cæsar blev brændt. Et sted hvor mange, der er blevet gift i en af de nærliggende kirker, lægger brudebuketten. Andre nøjes med en markblomst eller en skilling.

Stedet, hvor Cæsar blev brændt, ligger næsten lige, hvor man kommer ind på selve Forum Romanum

Vi andre kan så undre os over, at Cæsars eftermæle næsten har skjult hans ambitioner om at blive diktator.

Erik Ingemann Sørensen

[Historie-online.dk, den 21. april 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Nyt fra Imperium Romanum
Fortsat om Kejser Domitian
Nyt om kejser Nero