Menu
Forrige artikel

Spændende nyheder i det varme Rom

Kategori: Artikler
Visninger: 2717

 

Sydeuropa oplever i øjeblikket en voldsom varme. Her i Rom er dagtemperaturen mellem 33 og 35 grader. Det lider mange turister under. Men som romerne siger: Rimani all'ombra – bliv i skyggen. Så er det til at holde ud.

Der er to spændende begivenheder netop nu. Det ene endda om aftenen – så er det til at holde ud.

Jeg mindes stadig med begejstring julen 1979. Jeg var på rundrejse i Ægypten, og i Karnak/Luxor oplevede jeg et af tidens meget brugte ”Son et lumiere” show. Under en stjerneklar himmel blev vi vidner til en utrolig spektakulær oplevelse i lyd og lys. Selv dengang, hvor teknikken endnu var i udvikling, havde man formået at skabe en formidling, der i den grad greb tilskuerne.

I Rom har man også skabt en særlig formidling –med fortælling, lys, billeder, film og animationer. Det er to herrer oppe i årene – Piero Angela og Paco Lanciano -  med videnskabelig baggrund, der har udformet multimedia-showet.

Her virkningen på Foro di Caesare ved Curien.

Det kan ses her. https://www.youtube.com/watch?v=-ZHl1cAYeAw&t=84

Alt projiceres op på de eksisterende ruiner, og ved hjælp af det nyeste inden for teknologien – cutting-edge technology – er der skabt en formidling af høj klasse. Man præsenteres for en genskabelse af, hvordan der oprindeligt har set ud. Man får udleveret høretelefoner, og kan vælge engelsk eller tysk.

Forestillingerne varer frem til den 2. oktober. I sommerperioden starter man klokken 21.00. Pladserne er på Via dei Fori Imperiali. De kan bestilles på nettet.

Hjemmesiden er:   https://www.viaggioneifori.it/en/

Det koster 15 € for en person og 25 €, hvis man vil have begge oplevelser –Augustus’ Forum og Caesars Forum.

Det er en utrolig oplevelse.

Museo dell'Arte Salvata – Museet for stjålet kunst

I mange år har man fortalt, hvordan det ved en yderst ihærdig indsats og samarbejde over grænserne er lykkedes at få store dele af den kunst, nazisterne røvede fra jøder og museer, tilbage til deres oprindelige ejere/familie. Samtidig er man på museer rundt om i verden begyndt at levere museumsgenstande tilbage til de lande, hvorfra de blev tyvstjålet – eller fjernet. En af de helt store diskussioner går på, om man kan kræve museale genstande tilbage. Det gik ikke sådan uden videre at udlevere/udlåne en samisk tromme til samerne.

Det nok mest kendte krav er grækernes hundredårige kamp for at få den store del af Parthenonfrisen tilbage. Det blev bragt til England i begyndelsen af 1800-tallet, og siden har grækerne igen og igen forlangt det tilbage. I 2021 afviste englænderne et ønske fra Unesco’s Intergovernmental Commission for the Return of Cultural Property to Countries of Origin (ICPRCP).

Udsnit af frisen på British Museum. Kunstneren er Pheidias

En noget mere barok tilbagelevering fandt sted for nylig, da Belgien afleverede en guldtand, der havde tilhørt den myrdede premierminister Patrice Lumumba, Congos første premierminister efter Belgien havde overdraget landet. Efter et af de mest modbydelige regimer i kolonihistorien.

I Italien etablerede man allerede i 1969 en enhed inden for Carabinieri – en af flere italienske politienheder – der specifikt skulle overvåge den illegale trafik med kulturgenstande, kopier og ulovlige udgravninger rundt om i landet. Enheden har haft stor succes. I 2021 afslørede man 23.363 arkæologiske og palæontologiske genstande. Nu har et samarbejde med amerikansk politi båret frugt – 100 værker, stjålet gennem de seneste 50 år fra det centrale og sydlige Italien er således udstillet på det nye museum. I 1984 forsvandt en buste af soldaterkejseren Septimus Severus fra et museum. Den blev opdaget lige før en bortauktion.

Blandt de mange genstande er en af de smukkeste og ældste en fremstilling af Odysseus, der blinder den enøjede Polyfemus. Den afslører, at etruskerne var inspireret af den græske kultur.

 

Museet er en integreret del af Museo Nazionale, der er i Diocletians Termer ved Termini. Åbent fra 11 – 17.

Der er således – som altid – masser at opleve i Rom. Blot skal man huske:

Rimani all'ombra – og drik rigeligt med vand.

Ci vediamo a settembre – på gensyn til september.

Erik Ingemann Sørensen

Se de øvrige artikler i serien "Det hemmelige Rom" her

[Historie-online.dk, den 22. juni 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Nyt fra Imperium Romanum
Og det skete i de dage...
Kejser Neros genåbnede pragtpalads