Menu
Forrige artikel

Florence Nightingale - Historiens Aktører nr. 66

Kategori: Temaer
Visninger: 4432

 

Florence Nightingale optræder stadig i britisk og europæisk historie som ”damen med lampen”, der tilså syge og sårede soldater under krigen på Krim i 1854. Sagen var den, at England og Frankrig førte krig mod Rusland, fordi man ønskede at hindre zarrigets adgang til Middelhavet gennem Bosporus, mens den russiske zar mente, at tiden var inde til at befri de slaviske folk fra det osmanniske overherredømme. I krigen mellem Rusland og Tyrkiet besluttede England og Frankrig sig for at støtte sultanen i Istanbul. De sendte store troppestyrker afsted til Sortehavet. I september 1854 gik hæren i land på Krim. Nu skulle russerne have tæv. Det lykkedes også briterne og franskmændene at vinde nogle sejre, men denne gang var det et europæisk land, de stod over for og ikke som i kolonikrige folk uden effektive våben. Det blev en blodig affære. Det imponerende felttog med flotte uniformer og blanke sabler viste sig som altid i krig at forvandle sig til lidelser og elendighed. Fjenden, russerne, trak sig efter store tab tilbage til fæstningen Sevastopol, og her holdt zarens soldater skansen. Belejringen af Sevastopol blev en kostbar sag for angriberne og først efter et år lykkedes det at indtage fæstningen. De belejrende tropper blev angrebet af kolera og dysenteri. Krigskorrespondenter sendte krasse og foruroligende beretning om invasionshærens syge og sårede hjem. De beklagede blandt andet, at de britiske styrker ikke havde barmhjertige søstre som de franske tropper. Det var i dette krigens kølvand af elendighed, at en kvinde dukkede op og ved sin indsats ændrede de forhold, som blev budt de sårede og syge engelske soldater.  

Florence Nightingale blev født i Firenze i 1820, som datter af en velhavende engelsk købmand og hans kone, William og Frances Nightingale. Familien flyttede hjem til England, hvor Florence voksede op på familiegodset Embley Park i nærheden af Southampton sammen med sin søster. Hendes far sørgede for at begge hans døtre fik en god uddannelse i sprog, matematik, historie og geografi. Han underviste selv sine døtre. Skønt veluddannede var døtrenes liv forudbestemt som hustruer for passende velhavende ægtemænd. Imidlertid ville Florence en anden vej i livet. Hun ville ikke giftes bort, men uddanne sig og udrette noget for andre. Hun rejste til Tyskland og fik 1851 i Kaiserswerth ved Düsseldorf en uddannelse som diakon, ds. sygeplejerske. I de følgende år rejste hun rundt i Europa og besøgte stiftelser og hospitaler, og hun noterede ned, hvad hun så, og fik på den måde et glimrende indblik i sygepasning i Europas forskellige lande. I 1853 blev hun ulønnet ”superintendant” ved et hospital for velhavende kvinder i London.

Portrætfoto af Florence Nightingale ca.1863. Under krigen ønskede hun ikke at blive portrætteret eller fotograferet og skrev: ”I have determined not to not make a show of myself or any other person connected with this work”, biography.com

I 1854 fik hun af den britiske krigsminister, som var presset af beretningerne om manglende pleje af sårede soldater, til opgave at udvælge en gruppe kvinder med erfaring for sygepleje og med dem ankom hun ad søvejen til Istanbul. De syge og hårdt sårede soldater fra Krim samledes i en kaserne i Skutari, en bydel i Istanbul på byens asiatiske side. Her skulle de udsendte kvinder gøre tjeneste. Kvinderne var underlagt de læger, hæren havde udsendt. Forholdene for soldaterne var elendige, især kneb det med hygiejnen og kosten. Med en grundighed og viljestyrke, som senere viste sig i alt det, Florence Nightingale udførte, lykkedes det hende at bedre forholdene. Hun gik om natten rundt med en lampe for at tilse de sengeliggende. Mange døde og blev begravet på en soldaterkirkegård i Istanbul. Florence Nightingale var ikke alene om at udføre hvervet som sygeplejerske, og det skal nævnes, at der også på den russiske side var en kvinde, som påtog sig opgaven at organisere en sygepleje for sårede soldater. Det var storfyrstinde Helena Pavlovna. Florence Nightingale fik brug for sin viljestyrke og viden for at overbevise de ærkekonservative læger og ditto officerer i forsyningstropperne om nødvendigheden af forbedret hygiejne og kost. De betragtede hendes indsats som forkælelse af de menige, i deres øjne rå og primitive folk. Men hun opretholdt en livlig korrespondance med de øverstbefalende i krigsministeriet og da hendes forbedringer viste sig at medføre færre dødsfald, blev hendes anbefalinger fulgt. Alligevel var dødstallet meget højt. 16.000 soldater døde.

Da Florence Nightingale kom hjem fra krigen stod hendes stjerne højt. Hun var blevet en populær skikkelse som følge af krigskorrespondenternes beskrivelse af hendes indsats, og i krigsministeriet var hun også velanskrevet. En gruppe af hendes tilhængere arbejdede på, at hun skulle oprette en skole for sygepleje. Hun fik også stor støtte fra sin søster og hendes mand Sir Harry Verney, ejer af godset Claydon. Under arbejdet som udsendt havde hun pådraget sig en invaliderende febersygdom, der forfulgte hende resten af livet. Men sygdommen stoppede ikke hendes virkelyst. Hun skrev i 1858 bogen ”Notes on Nursing - what it is, and what it is not”, som indeholdt en plan for uddannelse af sygeplejersker og var en håndbog for fremtidens sygepleje.

Takket være indsamlede midler kunne hun i 1860 åbne ”The Nightingale School for Nurses”. Det var vigtigt for hende at sygeplejerskeuddannelsen var en faglig verdslig uddannelse løsrevet religiøse institutioner. Sygepleje skulle være en respektabel, lønnet profession for kvinder og ikke en barmhjertighedsgerning.

Hendes skole fik stor betydning for udviklingen af hospitalsvæsnet i Storbritannien. Hun var ikke nogen blid og engleagtig person, som myten om ”barmhjertighedens engel” ville gøre hende til. Tværtimod var hun hård og krævende og disciplineret. Målet var at få uddannet kompetente og hårdføre sygeplejersker, som kunne løfte hele sundhedsvæsnet. Et andet mål for hende var at give kvinder en uddannelse, som gjorde dem selvstændige og gav dem mulighed for at udnytte deres evner. Det var et oprør mod det viktorianske syn på kvinders rolle. Hun måtte kæmpe mod fremtrædende læger som mente, at i hospitalsvæsnet havde man kun brug for sygeplejersker med de kvalifikationer, tjenestepiger havde.

 Florence Nightingale omgivet af sygeplejersker fra skolen. Manden på fotografiet er Sir Harry Verney, liveinternet.

Uddannelsen som sygeplejer varede et år og kun langsomt lykkedes det at højne uddannelsen. Det skortede i starten på elever og dygtige lærere. Kun kvinder af god herkomst blev optaget på skolen. Florence Nightingale var skolens forstander, men hun deltog ikke i undervisningen, fordi hun var travlt optaget af andre store opgaver, nemlig forslag om reform af hospitaler og forbedringer for folkesundheden. Hun benyttede sig af statistik i opgøret med de kredse, som bestemt ikke ønskede reformer, og publicerede sine iagttagelser og forslag til forbedringer, f.eks. udgav hun i 1863 en bog om byggeri af sygehuse. Hun virkede også for bedre sociale forhold for arbejderklassen og reformer på landets fattiggårde. Allerede 1861 udgav hun:” Notes on Nursing for the Labouring Classes”. Hun havde stor forståelse for det profylaktiske arbejde i sundhedsplejen. Det gjaldt for folkesundheden om at sørge for rent vand, renlighed, frisk luft, sunde boliger og god kost samt adgang til lægehjælp. På den måde kunne man bedst bekæmpe mange sygdomme i samtiden.

I mange år var Florence Nightingales store indsats for sygepleje og sundhed overskygget af myten om ”the lady with the lamp”. Denne myte var skabt af pressen og krigsministeriet og blev brugt til at skjule de katastrofale tab og elendigheden under krigen. Men Florence Nightingale punkterede selv myten i sin dokumentation af den høje mortalitet i ” the Scutari-barracks”. For hende blev erfaringerne fra krigen drivkraften til et imponerende efterfølgende reformarbejde. Forståelse af hendes virkelige betydning som reformator og organisator indfandt sig sent med en biografi skrevet af Hugh Small med titlen: ”Avenging Angel”. Hun døde i 1910. Det officielle England havde ønsket, at hun blev begravet i Westminster Abbey, men hun ville stedes til hvile i familiens gravsted på kirkegården nær Embley Park.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens aktører” her

[Historie-online.dk, den 12. april 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Ole Olsen - Historiens Aktører nr. 6
Karl Baedeker - Historiens Aktører nr. 8
Viggo Thorup - Historiens Aktører nr. 40