Alexandra Kollontaj - Historiens Aktører nr. 21
Nina Bang var verdens første kvindelige minister, læser man sommetider. Men der var nu en anden før hende. Alexandra Kollontaj blev i det revolutionære Rusland minister for sociale forhold i 1917. Kvindefrigørelse indgik i det nye styres program i Rusland. I en stor del af verden var kvinders ligestilling med mænd og kvinders ret til at stemme på den politiske dagsorden i årene før første verdenskrig. I Storbritannien kæmpede sufragetterne for kvindesagen og de mest radikale benyttede hærværk og bomber i kampen. Sufragetter blev fængslet og gik i sultestrejke og blev tvangsfodret. Verdenskrigen standsede kampen, men i 1918 fik kvinder i Storbritannien begrænset stemmeret. På dette tidspunkt havde kvinder i Danmark, Norge og Sovjetunionen fået stemmeret
Det er karakteristisk, at det ikke var arbejder- eller bondekoner som satte sig i spidsen for kvindekampen. Nej det var uddannede kvinder fra aristokratiet eller middelklassen. Alexandra med efternavnet Domontovitsj var af en gammel russisk adelsfamilie, og hun havde med sig hjemmefra en god bagage i form af dannelse og viden ud over det almindelige i zartidens Rusland. Hendes far var russisk general og moderen datter af en rig trælasthandler på det Karelske Næs ved Sankt Petersborg. Her blev hun født i året 1872. I aristokratiet var kvinders rolle først og fremmest at finde en passende ægtefælle og at føre slægten videre. Alexandra syntes at følge opskriften, for som ganske ung blev hun gift med en ung officer Valadimir Kollontaj og fødte en søn. Men hun brød ud af rollen, vendte familien ryggen, forlod sin mand og søn og rejste til Schweiz for at studere nationaløkonomi.
Den unge Alexandra Kollontaj, farvelagt fotografi Klimbim.
I 1898 vendte hun tilbage til Sankt Petersborg, hvor hun tilsluttede sig det socialdemokratiske parti. Hun var feminist og marxist, og ligesom Nina Bang mente hun, at kvindekampen var klassekamp. Hun ønskede ægteskabet afskaffet, fordi det undertrykte kvinderne socialt og seksuelt. I 1908 måtte hun flygte, da politiet var efter hende pga hendes opfordringer til oprør mod zarstyret. Som landflygtig opholdt hun sig i længere tid i Stockholm og korresponderede med andre revolutionære bl.a. Lenin. Ved revolutionen i 1917 vendte hun tilbage og deltog aktivt i oktoberrevolutionen og blev i den første regering under Lenin minister for sociale forhold i 1917. Verdens første kvindelige minister. De dekreter der af Sovjetregeringen blev udstedt om familie- og kvindespørgsmål, var blandt de mest radikale i Europa på den tid. Mand og kvinde blev formelt ligestillet indenfor ægteskabet, og børn født udenfor ægteskab fik samme rettigheder som andre børn.
Men bolsjevikkerne var langt fra enige om den politik, der skulle føres i det nye kommunistiske samfund. Og Kollontaj vandt ikke tilslutning til sine feministiske synspunkter. Hun og mange andre var desuden imod den fred, som Lenin fik sluttet med kejserriget Tyskland i Brest-Litovsk. Hun tilhørte den fløj af partiet, som kaldtes arbejderoppositionen, og den krævede decentralisering af magten, så fagbevægelsen fik noget at skulle have sagt. Desuden ønskede gruppen ligeløn, et sundhedssystem for alle og gratis uddannelse. I 1921 blev en række af arbejderoppositionens forslag forkastet på partikongressen og deres synspunkter blev stemplet som kontrarevolutionære.
Kollontaj blev i 1923 udsendt som ministerråd ved ambassaden til Oslo. Der var stadig brug for gode hoveder også selv om de havde afvigende holdninger. Hun blev derved en af verdens første kvindelige diplomater. Takket være Kollontajs og andres diplomatiske anstrengelser anerkendte Norge Sovjetunionen og de to nabolande indgik en handelsaftale.
I 1930 blev hun ambassadør i Stockholm, en by hun følte sig hjemme i. Her fik hun betydning for forholdet mellem Sverige og Sovjetunionen og var bl.a. medvirkende til at Sverige forholdt sig neutral under den finske vinterkrig og under verdenskrigen. Finland gik derimod i den såkaldte fortsættelseskrig sammen med nazisterne og deltog bl.a. i belejringen af Leningrad. Da krigen vendte, var Kollontaj delagtig i de langvarige forhandlinger, som resulterede i en separat fred mellem Finland og Sovjetunionen. Freden blev sluttet under krigen, i sept. 1944, da den røde hær rullede fremad mod Berlin og var nået til Polen.
Takket være sin rolle som ambassadør undslap Alexandra Kollontaj Stalins morderiske udrensninger i 30-erne. De kostede adskillige af hendes bedste venner og tidligere kærester livet. Hun var en af de få deltagere i oktoberrevolutionen, der overlevede Stalins terror.
Alexandra Kollontaj 1910
Alexandra Kollontaj var smuk, charmerende og intelligent, og hun gjorde indtryk på mange i sin samtid. Som feminist var hun radikal. Til Lenins afsky prædikede og praktiserede hun fri kærlighed og havde skiftende kærester. Kærligheden spillede en stor rolle i hendes mange artikler og bøger, bl.a. skrev hun "Kommunismen og familien" i 1918 og "Seksuelle relationer og klassekampen" i 1919. Hun skrev også skønlitteratur, udgav i 1924 en roman med tre fortællinger om arbejderkvinder under revolutionen.
Om seksualmoral skrev hun, at hver historisk og økonomisk periode i samfundets udvikling har sit eget ideal af ægteskab og seksualmoral. Og ikke alene hvert trin i samfundsudviklingen men også hver klasse i samfundet har sin egen seksualmoral... Jo stærkere principperne om privat ejendom er, hævdede hun, jo strengere er moralkodeks. Hun så kærlighed og ægteskab som et socialt og økonomisk fænomen. Og fremhævede at f.eks. prostitution var et resultat af kapitalismens udbytning af kvinder.
Da hun i 1945 vendte tilbage til Sovjetunionen, gik den nu aldrende kvinde i gang med at skrive sine erindringer bl.a. skrev hun "Mit liv - kvinde og kommunist" og "Jeg har levet mange liv". Hun skrev 10 erindringsbøger, hvoraf flere dog aldrig udkom, men findes i manuskript.
Hun døde 80 år gammel i Moskva i 1952 og er en af den internationale kvindekamps bemærkelsesværdige skikkelser.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "HIstoriens Aktører" her
[Historie-online.dk, den 21. april 2021]
