Anna Hude - Historiens Aktører Nr. 56
Kvinder er det svage køn hed det i 1800-årene, og de skulle helst holde sig i baggrunden, ikke ytre sig. En af landets ledende politikere, den konservative Carl Ploug mente i 1888 at forstanden er hos manden, og hvad klar dømmekraft og konsekvent logik angik, så var det også mændenes anliggende. Men netop på dette tidspunkt begyndte flere og flere kvinder at gøre oprør mod den borgerlige moral. Matilde og Frederik Bajer stiftede i 1871 Dansk Kvindesamfund, og kvinder fik en uddannelse bl.a. som lærer, som gjorde dem selverhvervende. Disse lærerinder blev nogle af kvindekampens ledede skikkelser.
Anna Hude var en af de nye lærerinder, som tog kampen op. Hun blev født i Ebeltoft i 1858, datter af prokurator Sophus Hude og hustru Johanne Tulinius. Familien flyttede til Roskilde, og her voksede Anna op sammen med fire søskende. De tre drenge blev sendt i uddannelse, men ifølge tidens borgerlige normer skulle døtrene have en uddannelse som gjorde dem til gode ægtefæller og mødre. Men Anna ville det anderledes. Hun insisterede på en erhvervsuddannelse og kom i 1876-77 på Femmers skole, som gav unge kvinder en uddannelse til lærerinder. Efter uddannelsen blev hun ansat ved Roskilde Borger- og Realskole, men tog sin afsked, da hun ikke syntes om undervisningen på skolen. Hun flyttede til København og boede hos en morbroder og hans kone i deres lejlighed i St. Kongensgade og levede spartansk. Kvinder fik i 1875 adgang til universitetet. Den vej satte hun sig for at gå og takket være hjælp fra Ludvig Trier blev hun forberedt til studentereksamen, men brød af og indskrev sig i stedet på Nathalie Zahles studenterkursus, hvor hun bestod første del af studentereksamen i 1879.
Netop det år indtraf en begivenhed, som var tæt på at ødelægge hendes liv. Hun konsulterede morbroderens familielæge C.E. Leerbeck, og han kom på hjemmebesøg i anledning af en slem forkølelse. Imidlertid benyttede lægen lejligheden til at undersøge hendes kønsorganer og kyssede hende. Hun var chokeret og krævede en forklaring på hans opførsel, men var samtidig naiv og uerfaren. Spillet fortsatte derfor indtil Leebeck, der var 66 år, inviterede den 22 årige Anna til et møde i Fiolstræde. Stedet viste sig at være et bordel, som han kendte, og her benyttede han lejligheden til at voldtage Anna. Trods hendes skrig om hjælp var der ingen, som reagerede.
Tryk med skillingsvise om voldtægten i Fiolstræde, kgl.bibl.
Efter voldtægten var hun rystet, men anmeldte ikke det skete. Hun tog på ferie, søgte at komme væk fra den ydmygende oplevelse. Men da hun kom tilbage til byen traf hun atter på Leerbech, som genoptog sine tilnærmelser. Hun søgte at få ham til at undskylde sin adfærd. Han mente dog, at der var tale om en banal forførelse, ikke noget at snakke om. Situationen førte hende ud i en krise. Hun kunne ikke koncentrere sig om sin læsning, tænkte på selvmord og tog også en ekstra portion sovemiddel, som ikke virkede efter hensigten. Hendes fortvivlelse blev til vrede. Hun anskaffede sig en pistol, og da Leerbeck d.18. juni 1880 forlod sin bopæl i Læderstræde for at gå på sygebesøg, stod Anna parat på gaden og affyrede to skud mod ham. Hun ramte forbi, blev anholdt af en tililende politibetjent og kom i arresten. Leerbeck forklarede politiet, at det var en forsmået elskerinde, som ville hævne sig.
Da Anna havde afgivet mere detaljerede forklaring om forholdet og voldtægten, blev doktor Leerbeck indkaldt af politiet til forhør. Han fastholdt sin forklaring, men hængte sig kort efter i sine seler i arresten. Efterfølgende fremkom klager fra flere kvinder om kønslige overgreb fra doktorens side. Sagen vakte stor opmærksomhed, og kom for en domstol. Anna fik en mild dom, fem måneders fængsel for forsøg på manddrab. Det var en af de første sager af den slags, som udspillede sig i borgerskabet. At meget under den pæne overflade ikke var helt som det tilsyneladende så ud, var bekendt, f.eks. at borgerskabets mænd gik til prostituerede, men at en voldtaget kvinde ville skyde en prominent borger, det var nyt. Pressen kastede sig over sagen, og der kom gang i trykning af skillingsviser. Anna blev damen, som skød doktoren. Efter løsladelsen gemte hun sig i Ribe et stykke tid og vendte så tilbage til København. Takket være sin ukuelighed og dygtighed kom hun videre i livet. Hun havde fået lov at læse til studentereksamen under sit fængselsophold og læste nu videre og blev student i 1882. Herefter begyndte hun at studere historie ved Københavns Universitet og blev i 1887 den første kvindelige cand.mag. i Danmark med hovedfag i historie, og bifag i engelsk og latin. I 1884 meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund.
Fotografi af Anna Hude 1902, roskilde arkiv
På denne tid gjorde historiefaget store fremskridt, idet en ny metodisk og kritisk forskning vandt frem. Det handlede om kildekritik og om at studere de skriftlige kilder, som fandtes, og ikke længere skrive videre på tidligere værker med tvivlsomme postulater. Kristian Erslev var den historiker, som især tegnede den nye forskning, og Anna fulgte i sin egen forskning den nye metode. Hun skrev en afhandling om lensvæsenet og fik som første kvinde guldmedalje. Hun fortsatte med en disputats om danehoffet, der gjorde hende til Danmarks første kvindelige dr.phil. Hun blev ansat ved Rigsarkivet i 1889.
I mange år var der kærlighed på spil mellem professor Kristian Erslev og Anna, hvilket en bevaret korrespondance viser, men han var gift og havde børn. I 1908 fik Kristian Erslev skilsmisse, og de to blev omsider forlovet. Hun var 51 år og han knap 57.
I 1905 var Anna gået mere aktivt ind i kvindekampen. Hun stiftede og blev formand for den forening som i 1907 blev til Landsforbundet for Kvinders Valgret og som var medvirkende til, at kvinder opnåede kommunal valgret 1908 og i 1915 valgret til rigsdagen.
Som normen foreskrev holdt Anna op med sit arbejde på Rigsarkivet, da hun blev gift i 1910. Hun forlod også arbejdet for kvindesagen og blev som adskillige andre veluddannede kvinder fra middelklassen optaget af spiritisme og det okkulte. Hun studerede telepati, clairvoyance og trance og endte personligt med en panteistisk tro samt en tro på reinkarnation. Hun skrev og fik udgivet en bog på engelsk: "Evidence for Communication with the Dead" og beskæftigede sig meget med døden. Den indhentede hendes mand i 1930 og hende selv i 1934.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online.dk, den 1. februar 2022]
