Bodil Koch - Historiens Aktører nr. 67
Bodil Koch døde i 1972, og der er nok mange som i dag har glemt hendes indsats for den danske folkekirke og det danske folkestyre, men af og til dukker hendes navn op og for det meste i en positiv sammenhæng.
Hun blev født i København i 1903 i familien Thastum. Slægten kom fra Fyn. Forældrene var Janus Thastum og Caroline Andersen. Hendes far var maskinassistent og senere direktør i Landboforsikringernes Selskab. Familien boede i Ribegade, et kvarter med store lejligheder på Østerbro. Bodil var deres tredje barn, hun havde en storebror og en storesøster Agnes. Det var et hjem, hvor der blev lagt vægt på uddannelse også af pigerne. Agnes og Bodil fik i 1922 studentereksamen. Bodil valgte at studere teologi på Universitetet og blev cand. theol. i 1929. Mellem hende og en medstuderende Hal Koch opstod et kærlighedsforhold, og de giftede sig i efteråret 1929. Bodil blev mor til fem børn, et barn døde kun et år gammel. Hun blev i hjemmet på Frederiksberg og påtog sig rollen som hustru og mor og var den, der holdt hjemmet kørende. Hal Koch var som hun selv både grundtvigianer og humanist. Han gjorde karriere, blev i 1932 doktor i teologi og nogle år senere professor i kirkehistorie og skrev flere kirkehistoriske værker. Det kochske hjem var åbent og der blev diskuteret meget. Hal Koch plæderede selv for dialogens betydning i samfundet og deltog i tidens politiske og sociale debat. Bodil delte mange af hans holdninger og hun begyndte selv at tage til orde og holdt foredrag rundt omkring i landet. Hendes vigtigste emne var kvindesagen og kvindernes rolle i samfundet. Kvinderne skulle forlade husmoderrollen og tage del i samfundslivet. På dette tidspunkt holdt Hal sine velbesøgte forelæsninger om Grundtvig.
Så kom besættelsen og professor Koch holdt forelæsninger om demokrati og danske traditioner og opfordrede til passiv modstand mod besættelsesmagten. I 1940 blev han formand for Dansk Ungdomssamvirke. Han støttede samarbejdspolitikken. Bodil støttede hans verbale kamp mod tyskerne. Hun gik til den tyske befuldmægtigede for Danmark, Werner Best, og protesterede over arrestationen af de danske jøder. I 1943 startede hun med andre kvinder Folkevirke, hvis mål var at engagere danske kvinder i politik og erhvervsliv. Folkevirke samlede kvinderne over en bred front, og Bodil Koch blev redaktør for bevægelsens blad.
Familien Koch samlet i hjemmet på Frederiksberg. Den ældste søn er ikke til stede.
Efter befrielsen kritiserede Hal Koch retsopgøret og indledte en debat om demokrati. Det gjorde ham upopulær i modstandskredse. Bodil valgte nu en politisk løbebane. Børnene var efterhånden store, og ved valget i 1947 opstillede hun i Herningkredsen for Socialdemokratiet og blev valgt ind i folketinget, hvor hendes politiske tæft og evner snart kom til udfoldelse. Hun blev i 1950 kirkeminister i regeringen Hans Hedtoft, den første kvindelige kirkeminister i Danmark. Den ministerpost klarede hun så godt, at hun beholdt den de næste 13 år. Kirken var under forandring, og Bodil Koch styrede den gennem oprørte vande. På den ene side stod de, som krævede forandring, og på den anden side traditionen. I 1964 nedsatte hun en strukturkommission, som skulle modernisere kirken. Hun ønskede kvindelige præster, noget mange kirkelige kredse var imod. Det medførte debat, en debat som Bodil Koch fandt betydningsfuld. Men frisindet havde grænser, f.eks. blev den røde præst, pastor Harald Søby i Blovstrød, afskediget af Bodil Koch.
Kirkeministeren på sit kontor, wikipedia
Bodil Koch var farverig og rapkæftet, og en af pressens og vittighedstegnernes yndlinger. Hun gik imod partilinjen, når hun mente, den var forkert. Hun var således modstander af atomoprustning og holdt en brandtale ved afslutningen af påskens atomprotestmarch i 1961. Også Natos udvidelse med Vesttyskland og den amerikanske udenrigspolitik under den kolde krig kritiserede hun åbenlyst. Da John Foster Dulles, USA's udenrigsminister, i 1958 kom til Danmark fik han i fuld offentlighed læst teksten af den cigarrygende kirkeminister. Bodil Koch blev også modstander af USA's langvarige krig i Vietnam og talte ved demonstrationer mod USA's krigsførelse. Inden for Socialdemokratiet skumlede de højreorienterede kredse og så hende gerne fjernet, men det kunne de ikke, for hun var en af partiets mest populære skikkelser og ved hvert valg en stemmesluger. Mange kvinder og unge stemte på hende. I 1966 – 68 var hun kulturminister, men i alt for kort tid til at udrette noget. Hun døde fire år senere af kræft og dermed mistede Socialdemokratiet og hele Danmark en uforfærdet forkæmper for kvindesagen og for humanisme og fred.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her
[Histyorie-online.dk, den 19. april 2022]
