Hans Christian Kofoed - Historiens Aktører nr. 62
Caritas er et latinsk ord for den næstekærlighed, som kan hæftes på meget af kirkens arbejde i Europa gennem tiden. Troen har også været drivkraft for enkeltpersoners indsats for at bekæmpe nød og elendighed. En person som brugte størstedelen af sit liv på at hjælpe andre var kordegn Hans Christian Kofoed. Som navnet antyder, så kom han fra Bornholm, blev født i Bodilsker i året 1898 og voksede op på en lille gård. Han mistede sin far som dreng, og hans mor, der var religiøs, fik en mindre gård, Løvhøj, og drev den med sine to yngste sønner. Den ældste, Hans Christian, fik som ung det, man kalder en religiøs vækkelse, og han forlod landbruget for at vie sine kræfter til Gud. Han fik en tjans under første verdenskrig som soldatermissionær på Flakfortet ud for København, lidt af en uriaspost. Han gik derpå på gymnasium i Rønde, og senere på studenterkursus i København, men bondesønnen nåede aldrig at tage studentereksamen. Han ville gerne være præst. Da det ikke lod sig gøre, erkendte han, at Gud havde andre planer med ham. En tid blev han lærer på en højskole og derpå blev han først hjælpekordegn og senere kordegn ved Christianskirken på Christianshavn. Han blev gift med lærer Astrid Dieckman i 1927 og de levede i et lykkeligt ægteskab med børn. Men han faldt ikke til ro som kordegn og familiefar. Han havde noget mere at udrette, noget vigtigt.
Hans kald, fandt han frem til, blev at gå til de folk i samfundet som led nød og hjælpe dem og føre dem ad Guds vej. Han var begavet, kunne tale med høj og lav, havde humor og godt humør, kort sagt var en mand som gik i folk med træsko på. Det startede med, at han og Astrid underviste unge arbejdsløse i husflid. Husflidsskolen i menighedshuset blev en succes, og måtte flytte 10 gange inden den i 1935 flyttede ind i en rummelig bygning, Vor Frelser Sogns Arbejdshus, i Prinsessegade 7 på Christianshavn.
Hans Christian Kofoed, foto Kofoeds skole
Et livsværk tog form. Kofoeds skole blev en institution, hvis principper var banebrydende, nemlig at arbejdsløse, sprittere, småkriminelle skulle yde noget for at få hjælp. Målet var at give de unge selvrespekten tilbage og gøre dem i stand til at klare sig. Det fungerede med et kortsystem, hvor man kunne gøre forskelligt arbejde, og når man så fik klip i kortet for udført arbejde, kunne man gratis modtage tøj, sko, måltider, få bad, måltider og deltage i gymnastik og undervisning. Skolen ydede desuden gratis læge- og advokathjælp. Skolen var en omfattende selvejende institution med skolestuer, sløjdværksted, skrædder- og skomagerværksted, vaskeri, stryge- og pressestue, tørrerum, tøjdepot, motions- og gymnastikafdeling. Hertil kom til bespisning af eleverne, køkken og spisestue samt et nødherberg med senge. I 1938 oprettede Kofod en såkaldt træningsskole for unge mænd, hvor der blev givet undervisning, så deltagerne fysisk og uddannelsesmæssigt kom på højkant efter deres nedtur. Pengene til alt dette fik Hans Christian fra private og kirken. 1930-erne var et tiår med arbejdsløshed og social elendighed. Kofoeds skole havde nok at gøre.
I 30-ernes og 40-ernes København var mange hjemløse. De arbejds- og hjemløse yngre mænd lagde sig til at sove på dækket af bugserbådene, som lå klar til brug med fyr på kedlen og derfor gav lidt varme og læ. Det fik de lov til af søfolkene og rederiet, blot de forlod bådene om morgenen. Her ses Hans Christian Kofoed med sin pibe om bord i en bugserbåd for at tilbyde de hjemløse og pengeløse hjælp og bedre logi.
Familien Kofoed levede småt for den beskedne løn, Hans Christian havde som kordegn. Astrid administrerede hjemmet og de knappe midler. Hans eneste luksus var lidt pibetobak. At holde den ekspanderende skole kørende og skaffe midler var en kamp. Hans Christian oplevede mange nederlag og besværligheder, men gav aldrig op, bevarede troen og sit gode humør. Det gav respekt også langt uden for kirkelige kredse. Kendetegnende for hans holdning er udtalelsen, da han blev spurgt, hvordan det stod til med den kristne indstilling på skolen: ”Udadtil kan jeg ikke få det for verdsligt, men indadtil håber jeg, man mærker Guds ånd. Der er intet så forkasteligt som at sælge et måltid mad til en sulten og som vederlag forlange, at han skal høre på en andagt”.
Under krigen kunne endnu en skole, en landbrugs- og gartneriskole tilføjes, men Hans Christian og den ældste søn måtte gå under jorden. Gestapo var efter dem. Det hed sig, han var flygtet til Sverige, men han opholdt sig hos venner på landet. Han skrev på herregården Fuglsang en bog: "Slået ud - Nej".
Arbejdet med skolen fortsatte efter krigen, og på et tidspunkt gjorde man op, hvor mange skolen gennem tiden havde hjulpet. Man kom til et tal på omkring 50.000 mennesker, der på den ene eller anden måde var blevet hjulpet af Kofoeds skole. Statens Filmcentral producerede i 1943 en udmærket kortfilm om Kofoed skole, hvori Hans Christian Kofoed medvirker. Filmen findes tilgængelig på internettet. Takket være kommunen fik man mageskiftet huset i Prinsessegade med en nedlagt kommuneskole i Dronningensgade. Den 25. oktober 1951 blev den ombyggede skole taget i brug, og Hans Christian Kofoed og hustru flyttede ind i forstanderboligen. Skolen var hans liv, og familieliv og skole var aldrig adskilte størrelser, og han formåede at være nærværende begge steder.
En oktoberdag 1952 undervejs til møder på Fyn og i Jylland forulykkede Hans Christian med sin bil. Han blev indlagt på Ringsted sygehus, hvor han et par dage senere døde af sine kvæstelser. Familien nåede at sige farvel til ham. Det blev en stor begravelse fra Christianskirken. 2000 kom for at sige tak og farvel til en stor, og kan man bestemt sige godhjertet person. En bog blev udgivet kort efter hans død - skrevet af hans venner!
Kofoeds skole eksisterer stadig, nu med adresse Holmbladsgade på Amager. Den er stadig nødvendig i et konkurrencepræget samfund, som trods sociale hjælpeforanstaltninger giver mange mennesker eksistentielle problemer.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online.dk, den 15. marts 2022]
