Kurt Carlsen - Historiens Aktører Nr. 53
En af de forvrøvlede myter, man møder om søens folk, er, at kaptajnen skal gå ned med sit skib. Hvorfor skulle han det? Nej, kaptajnen har ansvar for skib og besætning og eventuelle passagerer, og han skal sørge for at skibet forlades i tide, hvis det er i fare for at synke. Det indebærer, at han og de øvrige ansvarlige er blandt de sidste, som forlader skibet. I den sørgelige historie om krydstogtskibet ”Costa Concordia”, der forliste ved øen Giglio ud for Italiens vestkyst, var kaptajnen den første til at forlade det synkende skib. Dette og hans øvrige forsømmelser i forbindelse med forliset resulterede da også i en lang fængselsstraf. Imidlertid er det let nok i ro og mag at dømme andres manglende mod, noget andet er, når katastrofen indtræffer, og livet står på spil.
At gøre sin pligt og vise sit mod i den slags tilfælde udløser ikke nødvendigvis berømmelse, men det gjorde det for den danske kaptajn Kurt Carlsen om bord i skibet ”Flying Enterprise”. Han blev født i Hillerød i 1914 i en arbejderfamilie. Faren Martin Carlsen havde skiftende arbejde, bl.a. som sjakbajs ved brunkulslejer og som gartner. Han havde ikke meget til overs for kapitalismen. I en periode boede familien i Helsingør, og det var her, den unge Kurt fik lyst til at gå søvejen. Som 14-årig fik han en søfartsbog, og efter forskellige småskibe mønstrede han traditionen tro i et stort sejlskib i international fart. Dem var der i 30-erne ikke mange af, men han kom om bord i barkskibet ”Claudia” af Marstal og var med skibet en rejse til Vestindien. Hyren var beskeden, men det lykkedes ham at spare op, så han kunne gå på Københavns Navigationsskole og blive navigatør. Herefter lå vejen åben som styrmand og siden skibsfører. Han kom fra rederiet C.K. Hansen til at sejle for det nye rederi Hans Isbrandtsen i New York. Isbrandtsen stammede fra Dragør og var fætter til A.P. Møller. I Helsingør havde Kurt mødt en dejlig kvinde, Agnes. Hun var tjenestepige i et grossererhjem og fra Blåvand. Da han havde fundet fodfæste i New York skrev han til sin forlovede: Kom straks. Jeg har arrangeret bryllup og bryllupsrejse og fundet et dejligt hus ikke langt fra New York. Med brevet var en billet. Agnes fulgte opfordringen og sit hjerte, og herefter begyndte en helt almindelig tilværelse for de to med arbejde og børn. For Kurt betød hans job langvarigt fravær fra hjemmet.
Slemt blev sejleriet under verdenskrigen. Kurt blev af US Navy uddannet til konvojleder og tog som sådan turen over Atlanten mange gange. De tyske ubåde angreb konvojerne, og konvojens skibe måtte ikke standse for at samle torpederede kammerater op. Skrigene søfolk på synkende skibe, den store arbejdsbelastning og den bestandige fare, de svævede i, tærede på kræfterne og bedre var det ikke for Agnes derhjemme med de to døtre. Hun var hele tiden plaget af frygt for Kurts liv. Da hun ved en fejl fik besked om, at hans skib var sunket med alle om bord, resulterede det i et nervøst sammenbrud.
Foto af familien Carlsen til bords i kaptajnens kahyt på "Flying Enterprise" efter verdenskrigen, foto bekker.
Krigen sluttede og sejladsen blev fredeligere. Kurt var stadig skibsfører for rederiet Isbrandtsen og fik fragtskibet ”Flying Enterprise” at føre. Før jul 1951 lå skibet i Hamborg, og Kurt inviterede sine forældre og svigerforældre til Hamborg. Men et telegram fra rederiet fik ham til at aflyse. Sagen var, at rederiet ønskede, at han afsejlede, selv om skibet ikke var fuldt lastet. ”For Amerikas skyld”, hed det. Den tyske Bugt og Kanalen er i vintertiden ikke noget fornøjeligt sted at sejle, og der var varslet dårlig vejr. Men en ordre er en ordre, så skibet afsejlede og kom godt frem. Det var bestemt til Baltimore. Imidlertid, da skibet juleaften var ud for Portsmouth, tog vinden til i styrke, og de ombordværende 10 passagerer, emigranter, led søsygens kvaler. Stormen blev efterhånden af orkanstyrke og SOS lød på radioen fra adskillige skibe. Passagerlineren ”Queen Elisabeth” meldte om knuste koøjer, 20 m. høje bølger og 50 sårede passagerer. Skibet måtte søge nødhavn i Southhampton.
Det gik også galt for ”Flying Enterprise”. Da skibet red på en af de høje bølger lød et kæmpe brag. Skibet revnede midtskibs. Misæren var tom last midtskibs og fuld last i for- og agterskib. Skibet tog vand ind gennem revnen. Kaptajn Carlsen sendte en nødmelding og bad om assistance. Fem skibe i nærheden hørt nødmeldingen og et norsk fragtskib var snart fremme. Det sejlede rundt om ”Flying Enterprise” og pumpede dieselolie ud, hvilket dæmpede søerne. De tililende skibe satte deres redningsbåde ud, bl.a. et amerikansk troppetransportskib og kaptajn Carlsen beordrede passager og mandskab til at iføre sig redningsveste og til straks at forlade skibet, som efterhånden hældede 40 - 50 grader til bagbord side. Fra agterstævnen sprang de ombordværende ud to og to og 10 meter ned i det oprørte hav, hvor de efterhånden blev fisket op af livbådene fra de nærliggende skibe. En passager mistede livet, formentlig pga hjertestop.
"Flying Enterprise" var en 6.000 brt. standard krigsbygning fra 1944. Det skulle gå stærkt med byggeriet. I 1947 overtog Hans Isbrandtsen Line dampskibet, som kaptajn Carlsen fik at føre. Her ses skibet fotograferet før slæbning blev påbegyndt, foto spiegel.
Dette foregik d. 29. december og nu begyndte nogle farefulde døgn for Kurt Carlsen, som valgte at blive om bord, idet han forventede, at skibet kunne reddes og blive slæbt i havn. Der gik flere dage, hvor kaptajnen ind imellem fik sovet. Han levede af en stor "X-mas pie", som han bjærgede fra kabyssen. At færdes på det skæve skib var vanskeligt og farligt, men han kendte skibet ud og ind. Han var løbende i radiokontakt med andre skibe og snart dukkede privatfly op, som han vinkede til. Rygtet om den ensomme kaptajn, som nægtede at forlade sit skib spredtes med lynets hast og rapporterne om ”Flying Enterprise” overtrumfede dagenes nyheder om Koreakrigen m.m. Det var simpelthen en god historie, som interesserede alle avislæsere og radiolyttere.
Flyfoto af det skæve skib med de to ombordværende. Kaptajnen og den engelske styrmand Dancy fra slæbebåden "Turmoil", foto bekker.
En destroyer fra US Navy dukkede op og fulgte havaristen. Den 3. januar ankom verdens stærkeste bugserbåd ”Turmoil”. Slæbebåden gik tæt på ”Flying Enterprise”, og en styrmand klarede det livsfarlige spring over på havaristen. Det lykkedes kaptajnen og styrmanden, at få en slæbetrosse om bord, og ”Turmoil” begyndte bugseringen. Kursen blev sat mod den engelske kyst, og alt gik godt indtil d. 9. og 10. januar, hvor en ny orkan var i anmarch, og slæbetrossen sprang. Det lykkedes atter at få slæbetrosse om bord, men også denne sprang. Bjærgningen af skibet måtte opgives. Ud på eftermiddagen begyndte skibet at synke, og kaptajn Carlsen og styrmanden gik ud på skorstenen, som nu lå i vandoverfladen, og herfra sprang de i havet. De blev reddet af både fra slæbebåden. Efter deres redning så de "Flying Enterprise" forsvinde under havets overflade. I 13 dage havde kaptajn Carlsen holdt ud på skibet. Han var en ivrig radioamatør, og radioforbindelsen var afgørende for hele redningsindsatsen.
Kaptajn Carlsen og styrmanden blev landsat i Falmouth, og her blev de mødt af verdenspressen. Det blev en lektie for kaptajnen i, hvad berømmelse indebærer. Lykønskninger og hædrende omtale skortede det ikke på. Journalister og pressefotografer sværmede om de to landsatte. Hele verden havde fulgt med i dramaet. Filmmanden Orson Welles i Hollywood sendte en mand og ønskede at købe eneretten til historien. Men Carlsen afviste. Han var sømand og ikke skuespiller og havde kun gjort sin pligt. Avisen ”the Daily Express” havde bekostet, at Carlsens forældre fra Danmark kunne rejse til Cornwall, men gemte dem bort for offentligheden. De ville have eneret på historien om kaptajnens møde med forældrene. Den fik de også, men de nægtede en ung radioreporter Gunnar Hansen fra Danmark lov til at interviewe familien og kaptajnen. Så tog farmand, den gamle sjakbajs, affære: Ingen skulle forhindre ham og hans søn i at tale med Danmarks Radio. Danske lyttere havde ret til at høre om kaptajn Carlsen! Gunnar Hansen fik sin radioreportage og det blev starten på hans lange og berømte karriere med et ”Nu” tilføjet hans navn. I Danmark blev kaptajnen med det skæve skib fejret, bl.a. sang lørdagspigerne på melodien kender I den om Rudolf: Kender I den om Carlsen? Carlsen med det skæve skiv. Han er en rigtig sømand. En der kæmper for sit liv... Fra kongen, Frederik d. 9., modtog Kurt Carlsen et telegram. Sømandskongen vidste nok at påskønne den danske kaptajns sømandskab, og han udtrykte præcist betydningen af hans indsats, nemlig at kaptajnens pligttroskab og heltemod var en pryd for den danske sømandsstand og for hele landet.
Foto af styrmanden og kaptajn Carlsen med baskerhue efter ankomsten til Falmouth.
Hjemkommet til New York fortsatte festen. Præsident Truman tog imod helten fra det skæve skib, og en ”ticker-tape parade” gennem New York blev arrangeret. Større hyldest kunne man ikke få i New York. Efter berømmelsens store dage indfandt hverdagen sig, og kaptajn Carlsen og hans familie fik lov at være i fred. Han fik atter et skib at føre for Isbrandtsen Line og fortsatte sit liv til søs til 1976. I 1989 døde kaptajn Carlsen, helten fra Atlanten, og hans aske blev spredt på Atlanterhavet på den position, hvor ”Flying Enterprise” sank. Det var et dansk ØK fragtskib, som klarede den sag.
Men en anden sag fandt også sit svar. "For Amerikas skyld”? – Javel, det viste sig at ”Flying Enterprise” i Hamborg hemmeligt havde lastet 5 tons zirkonium, et metal som den amerikanske flåde absolut skulle bruge ved bygningen af landets første atom-ubåd, ”Nautilus”. På grund af forliset i Atlanterhavet blev bygningen af ubåden forsinket. Lasten var årsagen til hastværket i Hamborg og til US Navys store interesse for skibet under hele forløbet. De 5 tons zirkonium blev i al hemmelighed af US Navy hentet op fra vraget.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online.dk, den 11. januar 2022]
