Nina Bang - Historiens Aktører nr. 15
Stauning dannede i 1924 den første socialdemokratiske regering, og som noget ganske uhørt gav han en ministerpost til en kvinde. De fleste politikere havde op til systemskiftet betragtet kvinder som ledere i politik som noget utænkeligt, og selv blandt det fremadstormende socialdemokrati havde mange mænd svært ved tanken om, at kvinder skulle beskæftige sig med politik. Nej, mutter skulle blive hjemme ved kødgryderne og ungerne, og så skulle fatter nok stille op til de politiske og faglige møder og slå i bordet over for arbejdsgiverne. Men med kommunal stemmeret og almindelig stemmeret for kvinder også til rigsdagen, ændrede situationen sig. Stauning og ledelsen af Socialdemokratiet var godt klar over, hvilken vægt arbejderkvindernes stemmer havde fået politisk og et passende signal var at udnævne en kvinde til undervisningsminister.
Nina Bang hed hun og hun var ikke nogen politisk letvægter, uddannet historiker og en glødende marxist. Hun blev født i 1866 i København, men voksede op i Helsingør, hvor hendes fra var regimentsmusiker, dirigent. Hjemmet var nærmest borgerligt og hendes bror H. Ellinger blev konservativ politiker. Nina gik sine egne veje og var fra ungdommen på den nye arbejderbevægelses side. Hun blev student i 1889 og begyndte at studere historie på Købehavns Universitet. På studiet mødte hun Gustav Bang, præstesøn, de forelskede sig og giftede sig i 1895, da hun havde afsluttet sit studie. De to meldte sig ind i Socialdemokratiet, og det blev til et livslangt politisk engagement i partiet.
Den unge ugifte studerende Nina Ellinger, foto primo 1890-erne, wikipedia/Kgl.Bibliotek.
Som historiker og helsingoraner begyndte hun at studere sundtoldsregnskaberne, som befandt sig i Rigsarkivet. Det var en hidtil upåagtet og uoverskuelig kildesamling fra renæssancen. Regnskaberne med omkring 700 bind rækker i tid fra 1497 til 1857, da sundtolden blev afskaffet. Tolden var næst efter kongens indtægter fra kronens ejendom den vigtigste indtægtskilde. Hvordan kunne dette kæmpemateriale gøres nyttigt for historikere? Nina Bang gik igang med møjsommeligt at ordne oplysningerne i tabeller for de enkelte år. Tabellerne viste skibstrafikken og varetransporten gennem Øresund. Den første af en række tabeller fik hun trykt i 1906. Tabellerne var et gennembrud for forståelsen af tolden og af renæssancens skibsfart. Det var et kæmpe projekt, og det krævede finansiering, hvad også lykkedes hende at finde bl.a. i udlandet. Når det lykkedes at skaffe penge fra udlandet, skyldtes det, at sundtoldregnskaberne først og fremmest er en kilde til de udenlandske fartøjer, som sejlede igennem Øresund, dvs. skotske, engelske, nederlandske skibe fra vest og østfra skibe fra Sverige, Baltikum og de nordtyske stæder. Fartøjer fra kongens eget rige var toldfrie, dvs. en skude som kom fra Båstad med brænde til København betalte ingen told. Der blev trykt i alt syv bind tabeller, og Nina Bang gjorde arbejdet med de to første bind.
I Socialdemokratiet blev der god brug for hendes evner til at skrive og formulere sig slagkraftigt. Hun blev 1898 journalist ved dagbladet Socialdemokraten og skrev i mange år om stort og småt. Som marxist kritiserede hun Dansk Kvindesamfund for at være borgerligt. Hun anklagede bourgousidamerne for kun at tale for bourgoisiets interesser, og kun at lappe på systemet f.eks. ved kurser for kvinder og bedre adgang for kvinder til visse uddannelser. Nej, kampen gjaldt at få løftet alle underpriviligerede, dvs. arbejderklassens kvinder og mænd ud af de trykkende bolig- og lønforhold. Det var nu ikke helt retfærdigt at afskrive alle kvindesagens kvinder som borgerlige. Fraktionen Kvindelig Fremskridtsforening var ikke borgerlig, men støttede eksempelvis de 200 kvinder på Rubens væverier under den første strejke af kvinder. Og takket være fremskridtskvinderne og deres allierede opnåede de strejkende et rimeligt resultat. 70 år senere utrykte rødstrømper præcist Nina Bangs mening med ordene: "Kvindekamp er klassekamp!" Samfundet var splittet, og kvinderne var også splittet. Det kom tydeligt til udtryk i 1915 ved den nye grundlovs underskrivelse, den grundlov, som gav kvinderne stemmeret til rigsdagen. Dansk Kvindesamfund arrangerede et kvindetog til Amalienborg, hvor kongen skulle underskrive grundloven. Det var en festdag for Dansk Kvindesamfund. Men der var mange kvinder, som ikke deltog. Dels alle de kvinder, som støttede Højre og konservatismen. De syntes ikke, der var noget at fejre. Dels alle arbejderkvinderne, og de var flest, som drog ud i Søndermarken med deres børn og mænd og de røde faner og holdt deres egen grundlovsfest.
Nina Bang udgav flere politiske bøger og skrifter. Hun oversatte Karl Marx' skrift "Lønarbejde og kapital", skrev sammen med redaktør Wiinblad: "Arbejderklassens Liv og dens kamp", og skrev en biografi om Karl Marx.
Hendes stjerne i Socialdemokratiet steg og steg. Først blev hun i 1903 som eneste kvinde medlem af partiets hovedbestyrelse, så blev hun valgt ind i borgerepræsentationen i København og i 1918 blev hun valgt til Landstinget, hvor hun blev genvalgt i 1920 og 1924. Som undervisningsminister viste hun sig handlekraftig og arbejdede på at forbedre uddannelsen som lærer og folkeskolen. De borgerlige aviser fik noget at skrive om, da hun udnævnte en ateist, Vilhelm Rasmussen, til forstander for Danmarks Lærerhøjskole og i et cirkulære skrev, at lærerne skulle have seksualhygiejne med i deres uddannelse. Hun reformerede Det Kgl. Teater ved at reducere ledelsen fra seks direktører til én. Da teatret i 1924 skulle fejre den nye bygnings 25 årsdag med et skuespil i kongens nærværelse, rejste en række konservative studenter sig og afsang kongesangen "Kong Christian stod ved højen mast", størstedelen af publikum rejste sig også, men ikke statsminister Stauning. Nina Bang blev også siddende som god republikaner, mens socialminister Frederik Borgbjerg, ville rejse sig. Resolut fik Nina Bang ham hurtigt trukket ned på stolen. I den borgerlige presse blev hun gjort til grin som "Vor Frue af Danmark", mens hun blandt socialister fik ord for at være "regeringens eneste mandfolk". Imidlertid blev det første ministerium Stauning en kortvarig affære. Ikke engang to år fik Nina Bang og hendes ministerkolleger til at gennemføre deres mange reformer. Det siger sig selv, at de ikke nåede ret langt.
Ninas mand, Gustav, var som historiker især interesseret i demografiske forhold og beskæftigede sig med de oplysninger, kirkebøgerne gav. Han arbejdede også som journalist på Socialdemokraten og skrev hver mandag artikler i avisen om socialpolitik. Han var en dygtig teoretiker og skrev flere polulærvidenskabelige værker, f.eks. "Husmanden og socialismen" og "Kapitalismens Tidsalder". Nina og Gustav fik en datter.
De to nåede ikke at se frugterne af deres store politiske arbejde. Sygdom ramte familien. Gustav døde i 1915. Nina mistede sin mand og medkombattant i kampen for sociale forbedringer. Hun fortsatte arbejdet alene, men som minister blev Nina Bang selv syg. Hun var efter valget i 1926 stadig aktiv socialdemokrat og landstingsmedlem, men afgik ved døden i 1928.
Nina Bang prisen, indstiftet af Jytte Hilden i 1999, uddeles hvert år til en lovende ung kvindelig politiker. I 2002 modtog den nuværende statsminister Mette Frederiksen prisen. Prisen kaldes spøgende "den lyserøde elefantorden".
Ole Mortensøn
[Historie-online.dk, den 10. marts 2021]
