Ole Olsen - Historiens Aktører nr. 6
I forrige artikel var hovedpersonen Bernhard Olsen, og lad os blive ved dette gode danske navn Olsen. I øvrigt mærkeligt at disse gamle danske navne i dag står i så lav kurs. -sen navne er ikke ”fine”, men for de af os, som bærer rundt på et af slagsen, føles det som at være medlem af en stor stamme, oven i købet et nordisk broderskab, og kommer man til udlandet, f.eks. USA eller Tyskland, så møder man skam de gamle –sen eller –son navne og tænker: aha en af vore.
Nå, Olsen med fornavnet Ole var en mand med visioner og vovemod og hans rejse gennem tilværelsen lidt af et amerikansk eventyr. Han blev født 1863 i landsbyen Starreklinte i Odsherred, som søn af tømrer Ole Olsen og hustru Karen Margrethe. Det var små forhold i hjemmet med fem børn. Ole blev tidligt sendt ud at tjene, som så mange andre småkårsbørn i landbruget. Han var stærkt ordblind, et fænomen man ikke dengang forstod, og i stedet blev han betragtet som småt begavet og sendt hjem fra landsbyskolen.
Så begyndte en småkriminel løbebane. Ni år gammel blev han sammen med nogle kammerater anholdt for tyveri af en pung og året efter sendt på drengehjemmet Flakkebjerg, da han var løbet hjemmefra et par gange. Da han forlod hjemmet 18 år gammel kom han atter ud at tjene. Det var ikke sagen at gå bag korumper og komøg. Han besluttede at søge lykken i storbyen København, hvor han fik en tjans som tjener på en café. Her kom han hurtigt i skidt selskab, blev involveret i kortspil og stiftede spillegæld, som han søgte at betale ved fiflerier, som endte med at han blev arresteret for ulovligt at have pantsat en frakke. Vand og brød i otte dage lød dommen i byretten. Da han kom ud af fængslet, gik han til søs. Det var vel nærmest en flugt, og sølivet syntes han ikke om. Da han afmønstrede, begyndte han at optræde med sin harmonika og herefter fandt han på at optræde på markeder med en kukkasse med billeder. En stor succes var billeder af attentatet på konseilpræsident Estrup i 1885. Den historie skæppede i kassen, men også oprettelsen af et fæste- og kommissionskontor Olsen og Olsen gav penge, men desværre for de der betalte ingen ansættelser. Ole Olsen havnede igen i spjældet i fem dage dømt for bondefangeri.
Atter begyndte han på markeder, dyrskuer og byfester at spille harmonika, indtil han fik den idé at slå sig på gøgl. Han iscenesatte en trup, som han kaldte karavanen og rejste med den rundt i Norden og tjente på den måde for første gang penge. Så mange at han kunne gifte sig og hjælpe sin mor ud af fattighuset. Den 33 årige unge mand begyndte sin opstigning. I 1896 blev han direktør for Malmø Tivoli. Det var på dette tidspunkt, han begyndte at interessere sig for noget helt nyt - film.
Han flyttede til København og fik 1905 bevilling til at åbne et biografteater på Vimmelskaftet. Fra København rejste han til Paris og søgte at få en aftale om filmoptagelser med det franske firma Pathé, men uden held. Til gengæld købte han filmudstyr og vendte hjem og begyndte i lokaler i Valby at optage film. I 1906 startede han Nordisk Film, og Robert Storm Petersen blev kunstnerisk leder. Herefter gik det stærkt. Nordisk Film blev et af de førende filmselskaber i Europa. I 1908 havde man produceret 100 film, som blev distribueret til større europæiske byer og Amerika. En af de store succeser blev Løvejagten, optaget i Zoologisk have og på den lille ø Elleore i Roskilde Fjord. En tam løve blev sluppet løs på øen og nedlagt af to storvildtsjægere. Ole Olsen havde skrevet manuskriptet og Viggo Larsen instrueret. Viggo Larsen spillede selv den ene jæger. En dyreværnsforening fik nys om sagen og anklagede Nordisk Film for dyrplageri, hvorpå justistministeren, Alberti, forbød optagelserne. Men filmen blev drejet færdig og smuglet til Sverige og derfra distribueret. Det kom til at koste Ole Olsen retten til at drive biograf i Danmark. Men succesen var hjemme.
Nordisk Film fortsatte med spillefilm, naturligvis alle stumfilm, og indtil første verdenskrig stod selskabet som verdens næststørste filmselskab. Firmaet var blevet et aktieselskab og Ole Olsen generaldirektør. Pengene strømmede i kassen. En række succeser blev skabt; i den muntre ende Fy og Bi filmene, i den alvorlige Carl Th. Dreyers film, og to filmstjerner blev født, Valdemar Psilander og Asta Nielsen. Mens Asta Nielsen fik en lang karriere og et stort navn i Tyskland, så sluttede alle unge kvinders helt på det hvide lærred sit liv, da han kun 32 år gammel blev fundet død på hotel Bristol i København. Mindeforestillinger blev holdt overalt i landet og folk strømmede til for at sige farvel til deres helt.
Ole Olsen, portræt, videnskab.dk
Verdenskrigen ødelagde filmmarkedet. Nordisk Film begyndte at tabe penge, og i 1922 måtte Ole Olsen træde tilbage som generaldirektør. I 1924 blev han købt ud af Nordisk Film.
Men Ole Olsen var blevet en rigmand. Han købte et landsted i Hellerup, og her begyndte han at samle antikviteter i stor stil: sølv, porcelæn og stentøj. Levemanden Olsen foretog også en jordomrejse i 1929-1930 og hjembragte adskillige værdifulde antikviteter.
Hans hustru døde i 1916 af tuberkulose, og da hendes urne ved en fejl var blevet fjernet fra columbariet på Bispebjerg kirkegård i 1934, blev idémanden Olsen atter aktiveret. Han fandt på at indrette et gravmæle til sin hustru og sig selv og fandt brocealderhøjen Estherhøj ved Høve tæt ved hans fødeegn velegnet. Der var ingen lov om beskyttelse af fortidsminder, og penge talte højt. Filmkongen fik sit projekt gennemført. Det var monumentalt, og man må sige, at der var andet og mere end selvglæde i manden, som fik følgende klassiske lapidariske skrift opsat: "Ole Olsen gav sig og sin Hustru denne Grav i en Kæmpehøj fra Oldtiden og lukkede sin Tid ind til al den Tid, der svandt. Mennesket frigjorde sig fra Jorden, Lyden blev frigjort. Billeder blev levende, og man søgte Tingenes inderste Kerne. Vor Tid, Flyvningens, Filmens, Radioens og Atomsprængningens Tid."
Han døde i 1943 og indtog sin plads i Esthershøj, men inden da nåede han at skrive sin selvbiografi: Filmens æventyr og mit eget, 1940.
Foto af Esthershøj ved begravelsen af Ole Olesen 1943.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "HIstoriens Aktører" her
[Historie-online.dk, den 15. december 2020]
