Oswald Spengler - Historiens Aktører nr. 49
Første verdenskrigs ulykker blev på mange felter en anledning til at tænke helt nye tanker. Mange fremtrædende personer tog afstand fra krig og militarisme, og på det internationale plan fik fredsbevægelsen og ønskerne om mellemfolkeligt samarbejde også vind i sejlene. Folkeforbundet blev dannet og fik betydning for staternes samarbejde og som det sted, konflikter og uoverensstemmelser mellem nationer kunne finde fredelige løsninger. Mange spurgte imidlertid også sig selv: Hvordan kunne det gå så galt? Det kom der mange svar på fra forskellig side, og de spændte vidt lige fra menneskets iboende ukristelige ondskab og destruktive væsen over kapitalismens begærlighed og bestandige magtkampe til, at krigen skyldtes en række tilfældigheder og forkerte politiske beslutning. Kun få gav sig til at gruble over om første verdenskrig i virkeligheden var et tegn på kulturel forfald og opløsning i Europa. En af dem var tyskeren Oswald Spengler.
Oswald Spengler blev født 1880 i Blankenburg, en forstad til Braunschweig, søn af en postfunktionær. Oswald fik tre yngre søstre. I 1890 flyttede familien til universitetsbyen Halle, og som eneste søn i familien blev han sendt på gymnasium, hvor han fik en klassisk uddannelse. Derefter fortsatte han på universitetet og opnåede i 1904 magistergrad, og året efter bestod han den pædagogiske eksamen, så han kunne blive gymnasielærer. Det gik ikke godt i starten, og han havde et nervøst sammenbrud. Fra 1908 til 1911 var han gymnasielærer i Hamburg i fagene matematik, historie og videnskab. Da hans mor døde i 1911 og efterlod ham en lille arv, brød han op, flyttede til München og begyndte for egen regning at forske og skrive. Han tog tilfældige jobs for at få det til at løbe rundt og levede yderst beskedent og meget alene.
I München var stemningen i disse år højspændt. Og efter Agadir-krisen mellem Tyskland og Frankrig talte man om, at en ny krig mod Frankrig var forestående. Spengler var på dette tidspunkt i gang med at skrive en bog om Tyskland, og gennem studier af historien nåede han til det synspunkt, at den vestlige kultur var i krise. Han sammenlignede den europæiske kultur med andre gamle kulturer, den ægyptiske, den græske, den romerske, den kinesiske osv. og konkluderede at disse højkulturer alle gennemløb en cyklus, hvor der var fremgang, blomstring, tilbagegang og til sidst opløsning. Var vesten nu i en fase med tilbagegang på vej mod opløsning? Han arbejdede flittigt og i 1914 havde han manuskriptet til sin bog klar. Titlen var ” Der Untergang des Abendlandes”. Men krigsudbruddet i 1914 forhindre, at bogen kunne udgives. Han var selv så heldig at blive kasseret til soldatertjeneste pga dårligt hjerte og slap for skyttegravenes helvede, men krigens økonomiske trængsler ramte ham hårdt. Han levede i fattigdom under krigen.
I 1918 kom freden, som var et stort nederlag for det tyske rige. Kejserdømmet blev afskaffet, og Tyskland skulle udrede store krigsskadeerstatninger til sejrherrerne. Spengler fik nu sin bog i trykken, og den udkom på det helt rette tidspunkt og blev varmt modtaget i Tyskland, for her stod sort på hvidt, hvad der var forklaringen på tidens elendighed. Historien hjul drejede, og hele den vestlige kultur, ikke kun Tyskland, var i krise og måtte se frem til undergang. Otte højkulturer blev gennemgået i bogen og førtes som beviser på rigtigheden af det cykliske historiske forløb. Kulturfasen var den fremgangsrige periode, hvor traditionen, kunsten, religionen, folket og nationen trivedes, mens civilisationsfasen var præget af pessimisme, stilstand og formløshed. Siden oplysningstiden havde historien været betragtet som en lineær udvikling mod højere og højere civilisation, men nu hævdede Spengler, at kulturer opstod og gik til grunde typisk inden for en tidsperiode af omkring 1000 år. Vestens undergang ville lige som tidligere kulturers blive en langstrakt affære, men nedgangen var begyndt.
Oswald Spengler, foto wikiquote
Alle intellektuelle skulle læse Spengler og diskuterede hans historieteori. Bogen blev solgt i 500.000 eksemplarer. Han blev tilbudt et professorat i Göttingen, men afslog, da han ville bruge sine kræfter på næste bind af ”Der Untergang des Abendlandes”. Også uden for Tyskland fik bogen succes. I 1922 udkom anden del af værket, som har inspireret filosoffer som Wittgenstein og Heidegger og historikeren Arnold Toynebee. Andre "disciple" var fra kulturens verden blev komponisten Furtwängler, filmmanden Fritz Lang, maleren Oscar Kokoschka og forfatterne Henry Miller og Scott-Fitzgerald. Spenglers bog inspirerede også intellektuelle i kolonierne, som nu anså en afslutning på den europæiske imperialisme som uundgåelig.
1920-udgaven af Der Untergang des Abendlandes
I 1931 udkom hans værk ”Der Mensch und die Technik”. Heri advarede han mod farerne for den tyske kultur, bl.a. var industrialismen og teknikken en fare for den skabende kunst og filosofi og for tradition og dannelse.
Spengler, som politisk var konservativ og national, arbejdede i et mere og mere nationalsocialistisk samfund, og han stemte selv på Hitler og Hindenburg ved valget i 1932 ligesom hundredetusinder af andre tyskere, som troede på nationalismen. Han traf Hitler og havde en længere samtale med ham, men var langt fra imponeret af personen. I 1933 blev han optaget i det tyske akademi. I 1934 skrev han ”Jahre der Entscheidung” og heri kritiserede han nationalsocialismen for at være for snævertsynet og fokuseret på nationale løsninger, i stedet for at se hele den vestlige kultur i sammenhæng, og han afviste raceteorien og betegnelser som arisk og semitisk. Bogen advarede mod en ny verdenskrig, som ville blive vestens undergang. Nazisterne, som havde læst ”Der Untergang des Abendlandes” med en vis sympati, blev nu skuffet over Spengler. Han var ikke en af deres, og han blev isoleret og sat i skammekrogen som filosof. I stedet dyrkede han nu sine lyster, hvilket han takket være sin gode økonomi havde fået mulighed for. Han samlede på kostbare bøger og orientalske våben. Desuden foretog han rejser til bl.a. Italien.
I 1936 sagde hans svage hjerte stop. Han blev kun 55 år gammel. Men han formåede at sætte kulturbegrebet til diskussion. I dag er der ikke mange historikere som betragter hans cykliske og fatalistiske kultursyn som en bæredygtig historisk teori, men alle er klar over, at faser med blomstring og forfald er historiske kendsgerninger, og ganske mange mener, at vi er i en nedgangsfase i Vesten. På den måde er Spengler stadig aktuel. Mange store, nærmest uløselige problemer tårner sig op for den neoliberale kapitalisme. Hele planeten er i fare. Spenglers ildevarslende spådom var, ”at i kulturens sidste fase vil en cæsar hjulpet af parti- og pøbelvældet som en hævnende engel gøre det af med de gamle eliter, griskheden og pengeherredømmet”. Er det populismen han taler om?
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler fra serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online.dk, den 7. december 2021]
