Menighedsrådene i 100 år

Den 15. maj 2003 blev menighedsrådsloven 100 år, og tre dage senere fejredes jubilæet ved gudstjenester over hele landet, og  markeringen fortsatte i mange af de mere end 2000 menighedsråd resten af året. For selve etableringen af menighedsrådene skete først efter menighedsrådvalget i december 1903.

Fra statskirke til folkekirke
Ved Grundloven af 1849 blev den tidligere statskirke erstattet af en folkekirke, der dog stadig havde nær tilknytning til staten. Det var meningen, at kirken selv skulle have lov til at styre egne anliggender, men grundlovsfædrene kunne ikke blive enige om hvordan, så der blev optaget en paragraf i Grundloven, om at kirkens forfatning skulle ordnes ved lov. Selv om forfatningsspørgsmålet senere har været drøftet i en række kommissioner, har kirken aldrig fået sin egen forfatning. I den nyeste grundlov af 1953 findes løfteparagraffen om kirkeforfatningen stadig. I de seneste år er der påny opstået debatter om kirkens forhold til staten i lyset af den faldende tilslutning til folkekirken og hensynet til andre trossamfund. 

Det laveste led i kirkeforfatningen
Hvordan styres kirken så? De kirkelige forhold bestemmes ligesom andre samfundsforhold af Folketinget ved lovgivning, og den administrative udførelse af lovgivningen sker gennem Kirkeministeriet. Hertil kommer, at de indre kirkelige forhold, det vil sige forhold vedrørende forkyndelsen og gudstjenesterne, er overladt til kirken selv, først og fremmest biskopperne. På sogneniveau deltager menighedsrådene som demokratisk valgte i styret af sognets og kirkedistriktets anliggender. Man kan sige, at menighedsrådene udgør det laveste led i en kirkeforfatning. 

Mange kvinder valgtes
Menighedsrådsloven blev gennemført af kirke- og undervisningsminister J.C. Christensen efter en større debat. Der var en del kirkelig modstand imod de folkevalgte menighedsråd, da man ønskede, at de kirkeligt aktive skulle have større indflydelse end de passive. Men J.C. Christensen fik gen­nem­ført et lokalt selvstyre på kirkens område ligesom der var på det kommunale område. Menig­hedsrådene var oven i købet på forkant med udviklingen med hensyn til valgreglerne. Ved menighedsrådsvalget i 1903 var det første gang i Danmark, at kvinder og tjenestefolk fik stemmeret og valgbarhed ved et demokratisk valg. Kvinder og tjenestefolk fik først valgret til kommuner og amtsråd i 1908 og til Rigsdagen i 1915. Der blev faktisk opstillet og valgt temmelig mange kvinder til de første menighedsråd. Menighedsrådsvalg finder sted hvert fjerde år, som regel uden større opmærksomhed. Ofte opstilles der kun en liste (såkaldt fredsvalg), men en del steder opstiller de kirkelige partier hver for sig (f.eks. en grundtvigsk liste, en missionsk liste, en socialdemokratisk liste). Men større opmærksomhed omkring valget og høje stemmeprocenter har som regel sin årsag i lokale konflikter, f.eks. strid om en bestemt præst, større byggesager, indkøb af orgler og alterbilleder og lignende.

Kun få præster er formænd
Med 1903-loven og en række senere love har menighedsrådene fået afgørende indflydelse på det lokale kirkestyre. Menighedsrådene har indstillingsretten til ledige præstestillinger, og de ansætter med­ar­bejdere ved kirke og kirkegård og administrerer kirkens og præsteembedets faste ejendom, f.eks. præstegårde og sognegårde. Ændringer i liturgi og ritualer, f.eks. indførelse af nye salme­bøger for­udsætter menighedsrådets godkendelse, men i øvrigt er præsten i sin embedsførelse uafhængig af menighedsrådet. Menighedsrådene deltager også i valget af biskop. Menighedsrådet vælger selv sin formand. Præsten er født medlem af menighedsrådet, men kun få steder er han blevet valgt til formand.