Ny flot stenalderudstilling på Museum Lolland-Falster i Maribo
Når der foretages store arkæologiske undersøgelser i Danmark, får de ofte pressens og offentlighedens opmærksomhed. Når disse undersøgelser pågår over en længere årrække, skærpes denne opmærksomhed. Sådan har det også været i de år, hvor arkæologerne ved Museum Lolland-Falster har fremdraget det ene imponerende fund efter det andet. Ikke blot lægfolk er blevet positiv overrasket, det er fagfolk sørme også. Her har arkæologien virkelig ydet ny viden på flere områder, og naturligvis også bekræftet det, som arkæologerne allerede vidste i forvejen.
Fredag den 26. juni 2020 åbnede en flot opstillet udstilling i Museum Lolland-Falsters udstillingsbygning - det gamle Lolland-Falsters Stiftsmuseum i Maribo. Jeg har set udstillingen og blev ikke skuffet.
Når man er kommet gennem museumsbygningens forhal og åbner døren til selve udstillingen, er det første man bemærker, at man lige skal passere et tunnelrør. Ikke i helt samme dimensioner som planlagt under Femern Bælt, men illusionen - det fremtidige - fornemmes.
Man entrer det første af fem rum. Her er etableret et tableau, der gengiver en arkæologisk udgravning, dernede i mudder og gammel havbund i Rødbyhavn. Arbejdsredskaberne står og venter på de mange studenter og arkæologer, der på modsatte væg lige har hængt deres sikkerhedshjelme på knager inden de gik til frokost. Rummet er tiltænkt den første introduktion til skoleklasser og lidt større grupper, og man bliver præsenteret for en kort film, der handler om noget ret almindeligt i vore dage; et stykke "tyggegummi". Nu er det ikke et hvilket som helst stykke tyggegummi, men et stykke tjære lavet af birkebark for omkring 5700 år siden. Utroligt nok har forskere kunnet udtage DNA fra begklumpen, som kan berette lidt om både tiden og om mennesket, altså dette bestemte individ, som har tygget på begklumpen, sikkert for at blødgøre den til brug som limmasse. Man ved nu, at hun havde mørk hud og blå øjne, havde risiko for mindst et par sygdomme, og man har kunnet erkende, hvilket måltid hun havde indtaget kort tid efter at begklumpen var blevet tabt.
Det næste rum er tilegnet netop begklumpen, der er udstillet i sin egen montre. Den syner ikke af meget, men når man tænker over det, er det jo fantastisk, at man kan komme så tæt, næsten ind under huden, på et fortidsmenneske, der levede og døde omkring det nuværende Rødbyhavn. Hun har haft sin gang der sammen med sin familie og helt sikkert haft opgaver fra lille af med at skaffe føden til dagen og vejen til sig og familien.
For det drejer sig især om de første bønder, der levede omkring 4000 f.Kr. Nu skete overgangen fra jæger til bonde ikke over natten, men som en langsommelig proces, hvor folk sydfra ankom, sikkert i større og større flokke, hvorefter man fik overtaget, introducerede bøndernes levevis, der gav en stabil levering af fødevarer, frem for tidligere tiders afhængighed af jagt- og fiskelykke. I udstillingen er der også fund fra Ertebøllekulturen, den sidste del af jægerstenalderen, repræsenteret ved en såkaldt skolæstøkse. Sådanne lidt skæve økser af bjergart, stammer fra Mellemeuropa og viser, at kontakten til bondesamfundene syd for Østersøen allerede var etableret i de sidste perioder af jægerstenalderen. Så kan man undre sig over, at "bondelivet" ikke slog igennem 1000 år tidligere, end det gjorde i det nu danske område. Men mange arkæologer mener, at det kan skyldes, at man levede godt i jægerstenalderen med en kort arbejdsdag. Da bønderne overtog, blev arbejdsdagen betydeligt længere (blandt andet pasning afgrøder og dyr), så skiftet kan vel siges at have været en dårlig handel. Netop erhvervsskiftet fra jæger til bonde, giver udstillingen ikke noget bud eller forklaring på, men det konstateres selvfølgelig at de fleste fund fra Femern undersøgelserne stammer fra de første bønder. Som det står nævnt på en planche, er der sandsynligvis sket et markant skift i skikke og traditioner; det viser de mange materielle levn; det er som om, man har modtaget en "hel pakke" indeholdende nye redskabstyper, nye materialer og nye gravriter. Desværre har udgravningerne ikke ydet rester efter hytte eller huse, så den del af livet i stenalderen er ikke gengivet på udstillingen; det er det kystnære liv, man kan opleve. Hytter og huse har sandsynligvis ligget længere inde i landet i god afstand fra kysten.
Efter "tyggegummirummet" kommer man ind i hovedrummet. Man overvældes af skoven og skovstien, for man går i bogstaveligste forstand fra storskoven ned mod kysten ad en skovsti. Flot lavet. Skovstien bugter sig helt ned ved vandet, illuderet ved en kæmpestor vægplanche. Lige en anke: der er rigtig mange træer i udstillingen, ok, det er jo også en skov, man vil vise, nemlig stenaldermenneskets naturomgivelser. Men hvor der er "plantet" sommerlige planter som bregner i dele af skovbunden, ligner træerne mest af alt en vinterskov uden blade. Måske skulle man have holdt sig til en årstid? Men illusionen er der. Til gengæld er det svært at lave svedjebrug og agre i en udstilling, så det må man tænke sig til.
Langs skovstien oplever den besøgende en række temaer, der er beskrevet på tavler opstillet ved siden af montrer med genstande i. På en af de første tavle "Forandringen", kan man læse: "Der kom et folk over havet - fra fjerne egne - de kaldte sig bønder - mit folk tog imod dem - lod dem varme sig ved ilden - tog imod deres gaver - hørte dem fortælle - om den store forandring". Kort fortalt, men en lidt fantasifuld udlægning af bøndernes indvandring til norden, når nu man absolut intet kender til hverken sprog eller sæder blandt folk. Heldigvis ledsages de besøgende også af 20 lidt mere uddybende skilte, hvorpå der ganske kort, men præcist, er fyldestgørende forklaringer til de forskellige temaer langs skovstien i udstillingen.
Nu skrev jeg tidligere, at der ikke er bygget nogen hytte eller hus, men der er etableret lidt af en boplads, hvor der vises et meget naturtro bål med røg og gløder, skind og flintaffald, som flintsmeden just har efterladt. Man får lige et indtryk af sådan en boplads, dog med undtagelse af, hvordan en blanding af hav, tang, fiskeaffald og lort må have gjort ophold på bopladsen uudholdelig (for os i dag!). På lydsiden i hovedrummet høres fuglekvidren.
Som sagt er udstillingen tema-opbygget med forskellige redskabstyper i hver sin montre. Her findes fine lerkar, hvor man bemærker et par flotte kraveflasker. Sådanne forekom fortrinsvis i dyssetomter indtil for nylig i arkæologihistorien, hvor man begyndte at erkende bopladserne også, og denne og flere andre kartyper dukkede op, hvilket er vist i en anden montre. Man bemærker også i en montre om pynt eller kult, at der i ornamentikken på et lerkarskår har været fyldt en hvid masse bestående af knust knogle. En sjælden erkendelse, idet fyld i ornamentik ofte er forsvundet gennem årtusinder (en kendt undtagelse er Skarpsallingkarret med hvid kridt i ornamentikken, kendt fra vores 50,- kr. sedler).
Naturligvis er der også redskaber af ben, tak og flint repræsenteret i udstillingen.
Der viste sig utrolige bevaringsforhold for organisk materiale på undersøgelsesområdet. Metertykke lag havde forseglet den gamle kyst i et fugtigt miljø, så både træ og knogle er velbevaret. Således kan man opleve den berømte flintøkse i sit skæfte, nedsat med øksehovedet nedad. Desværre sker det ofte ved arkæologiske udgravninger, at ting går tabt på grund af udgravningsmetoden, og her er det gået ud over økseskaftet. Men den vigtigste del, den hvor flintøksen er hamret ind i skæftet, blev heldigvis reddet. I Danmark har vi kun fundet enkelte eksemplarer af økser med bevaret skæfte.
Padleårer, andre skæfter, fiskeredskaber og bue og pil samt fiskegærder er også fundet ved Rødbyhavn. Fra undersøiske bopladser i især Lillebælt findes tilsvarende trægenstande godt bevaret, mest fra ertebølletid her.
Der er foretaget mange C14-dateringer, som er oplyst ved hver genstand. Her kunne der godt have været lidt forklaring på, hvorfor nogle trægenstande er fra den senere overgang jættestuetid/enkeltgravskulturen, andet end hvad man kan tænke sig til... at man selvfølgelig også benyttede kysten på dette tidspunkt i stenalderen, ligesom man har gjort endnu senere.
Der vises eksempler på redskaber til bearbejdning af jagtbytte, dels har man knogler med snitmærker i, dels har man fundet flintknive og flintskrabere. Om alle flintskrabere har været brugt til skindbearbejdning, er usikkert, men i hvert fald skelnes ikke i udstillingen mellem skind- og træskrabere.
Man skal ikke springe over det lille siderum, hvor fiskeri præsenteres, samt fodspor efter mennesker, der har gået i vandet, og hurtigt derefter blev aftrykkene fyldt med sand. Fodsporene fortæller os i virkeligheden ikke meget, men de er et kuriosum; for vi vidste egentlig godt, at menneskerne dengang i stenalderen gik på to ben. Men... når man tænker over det, så er det jo endnu et af disse ganske få tilfælde, hvor vi kommer rigtig tæt på datidens mennesker.
Inden man forlader hovedrummet ad skovstien, der igen går opad, kan man se en fin jadeøkse fra Lolland (ukendt findested). Men den er sjælden og tidstypisk, stammer fra Italien, og viser med al tydelighed forbindelser til Mellemeuropa. Der vises også den presseomtalte gedehjerne, som er den ældste dyrehjerne i Danmark. Den fortæller os om de fantastiske bevaringsforhold, de dybtliggende våde omgivelser har givet.
Når man forlader hovedrummet, sker det ad en gang, der illuderer en jættestue, altså tragtbægerkulturens store stengrave. Se bort fra, at gangen drejer - der var ikke plads nok til en lige gang, men vær tilfreds med, at de flinke folk på Museum Lolland-Falster har lavet en "nødudgang" i den anden ende. Inden man forlader jættestuen, tager man lige et kig på hvorledes menneskeknogler ligger lidt omrodet i kammeret. Ganske naturtro, men der kunne godt have været endnu en planche, der forklarede lidt om gravriterne i jættestuetid. For selv om vi ikke ved alt - og næppe kommer til det - så ser det ud til at der har været et samspil mellem jættestuerne og de store frilandspladser, som kaldes for Sarupanlæg.
Udstillingen er absolut værd at besøge fordi der er betydeligt mere at opdage, end jeg kan nå at fortælle i denne anmeldelse. I disse år sker det kun sjældent, at der bliver etableret en sprit-ny stenalderudstilling, så det er dejligt befriende at være vidne til, at lære nyt, og at gense og huske på. Ja, stenalderen har stadigvæk mangt og meget at byde på - og ikke mindst at der endnu er mangt og meget at forske i.
Når der nu er fremdraget mere end 150.000 genstande ved de arkæologiske undersøgelser, kunne der godt have været etableret en lille komparativ udstilling. For det er flotte fund, der er udstillet, og garanteret også de allerflotteste. Men vi ved også, at oldsager ofte er grimme, sådan ment, at nogle har fejl, andre halvfabrikata eller simpelt hen kasserede. Den side må man også have erkendt på Museum Lolland-Falster, men altså valgt at se bort fra i denne omgang, desværre.
Der skal gøres opmærksom på, at Maribo kun ligger ca. 150 km. fra København, så der er gode muligheder at nå ned og se museet på en dagsrejse i bil eller i tog (museet ligger lige ved siden af stationen). På Lolland og Falster er der også mange andre ting at se, hvis man har lyst efter et par timer i selskab stenalderoldtiden - og LOLA.
Der er også gode parkeringsforhold, der ikke koster noget, ved museet. Og endelig blev det bemærket, at museet er handicapvenligt med rampe til kørestolsbrugere. Således kan en kørestol også sagtens bevæge sig rundt i selve udstillingen ad skovstien.
For en neolitiker som mig, med speciale i netop de perioder som udstillingen fortæller om, var det en stor fornøjelse at besøge udstillingen. En udstilling, der klart kan anbefales til alle med hang til vores fælles oldtid, og den tidlige bondestenalder specielt.
Anmeldelsen vil blive bragt i De Danske Amatørarkæologers medlemsblad "Fund&Fortid" i næste nummer.
Benny Staal
Arkæolog cand.mag.
OBS ! Billetter til udstillingen kan KUN købes via Museum Lolland-Falster's hjemmeside, så længe vi er ramt af COVID-19:
https://www.aabne-samlinger.dk/museumlollandfalster/
Alle fotos: © Benny Staal
