Irving og Dorothy Stowe - Historiens Aktører Nr. 50
I kampen for bedre miljø står én organisation internationalt frem foran andre: Greenpeace. Bag denne organisation står en række personer, men især to af dem står som pionerer for organisationen, nemlig ægteparret Irving og Dorothy Stowe.
Deres historie starter i byen Providence i staten Rhode Island, USA. De var begge født omkring første verdenskrig, Irving i 1915 og Dorothy i 1920 og begge var de født i jødiske familier, som forstod værdien af god uddannelse. Irving afsluttede sit studium i økonomi på Brown University i 1936 og fortsatte med jura på Yale. Han støttede Franklin D. Roosevelt og hans "new deal" politik, som skulle hjælpe den betrængte arbejderklasse i USA. Irving afsluttede sit jurastudium, og da anden verdenskrig brød ud, meldte han sig til tjeneste og blev ansat ved efterretningstjenesten OSS, en forløber for CIA. Gennem krigen arbejdede han her, men da regeringen besluttede at kaste atombomber over Japan tog han sin afsked, pakkede sin kuffert og rejste hjem til Providence, hvor han fik ansættelse i skattevæsnet.
Dorothy tog eksamen i engelsk litteratur på Pembroke College og blev ansat i den amerikanske flådes forsyningsafdeling. Efter krigen sluttede hun sig til Kvindernes Liga for Fred og Frihed og blev leder af de offentligt ansattes første fagforening. Da det ved aktioner lykkedes at skaffe medarbejderne, hvoraf mange kvinder, en 33 % lønstigning, kaldte Rhode Islands demokratiske guvernør hende kommunist!
I 1951 mødte Irving og Dorothy hinanden ved en jazzkoncert på Brown University og i 1953 giftede de to sig. En jødisk rabbi forestod brylluppet. Imidlertid vendte de ryggen til den jødiske menighed og blev involveret i kvækerbevægelsen, hvis pacifistiske og antimilitaristiske arbejde passede til deres egne holdninger. Irving tilbød gratis advokatbistand til folk, som blev indkaldt til at stå skoleret for McCarthys komité for såkaldt u-amerikansk virksomhed. Han argumenterede til stadighed for, at pacifisme ikke var upatriotisk, snarere tværtimod. I 1955 fik ægteparret en søn og året efter en datter.
Militarismen fik atter overtaget, efter at fredsbevægelsen i efterkrigstidsårene stod stærkt. Og med udviklingen i Korea kom krigen tilbage og med den atomoprustning i øst og vest. Det amerikanske militær foretog atombombeprøvesprængninger i USA. Da en professor dokumenterede, at han fandt strontium 90 i børns tænder, vakte det stor opmærksomhed. Var militæret blevet til fare for landets egen befolkning? Irving og Dorothy havde tilsluttet sig "War Resistence League", som protesterede mod atombombeprøvesprængningerne og fremførte, at atombombekapløbet var vanvid og spild af borgernes penge, som man mente kunne bruges på skoler og hospitaler. Nedrustning var vejen frem og den vej burde alle gå uanset stilling, tro eller race.
De støttede ligaen og deltog i fredsmarcher, hvor mange marchdeltagere blev anholdt, og nogle fik fængselsdomme. Der var tale om politisk forfølgelse, mente Irving og Dorothy. Da præsident Kennedy i 1961 begyndte at sende US-tropper til Vietnam, var målet fyldt for de to. De ville ikke længere bo i et militaristisk samfund og udvandrede til New Zealand.
I Auckland slog de sig ned og fandt arbejde, og her lagde de deres jødiske baggrund og tro på hylden og tog navneforandring til Stowe efter forfatter og feminist Harriet Beecher Stowe, som sympatiserede med kvækernes pacifisme. De deltog i kvækerbevægelsens møder og demonstrationer mod krig. Da New Zealand på opfordring fra USA sendte tropper til krigen i Vietnam, blev de oprørte og besluttede igen at flytte til et land, som ikke var krigsførende. Det blev Canada, som familien Stowe valgte som deres nye hjemland. De flyttede i 1966 til Vancouver, købte et træhus og begyndte et nyt liv. Men selv om Canada ikke var krigsførende, så fandt Irving ud af, at landet leverede uran til det amerikanske militær, og at canadiske universiteter forskede for militæret og bl.a. medvirkede til fremstilling af de biologiske våben, som blev brugt i krigen, heriblandt det ødelæggende Agent Orange. Nu var fanden løs, skulle de igen flytte og hvorhen? Nej, løsningen var, at bekæmpe vanviddet dér, hvor de var! Irving holdt op med at arbejde. Han var 51 år og gik 100 % ind i kampen imod kemikalier og krig.
Deres lille hjem i Vancouver blev snart centrum for de forskellige bevægelser i Vancouver, som var imod krig og bombesprængninger, og som frygtede kemikalieindustrien og olieforureningen af kysten. Man stod sammen og dannede en enig front. Dorothy var bevægelsens sekretær, som holdt styr på aktiviteter, møder osv. En amerikanske sprængning af en 1 megaton a-bombe skulle finde sted ved øen Amchitka i øgruppen Aleuterne, og man frygtede en tsunami. Protester fremkom i aviser, tv og ved demonstrationer. Prøvesprængningen fandt sted og sendte en jordrystelse til Canada. De protesterende fortsatte kampen. Ved et møde, hvor Irving viste V-tegnet for peace, råbte en af de yngre tilstedeværende: "Let's make it a green peace." Det blev bevægelsens slogan.
Tre af Green Peace grundlæggerne om bord i fiskekutteren af samme navn, Irving Stowe længst til højre, foto 1971 greenpeace.
Da amerikanerne bekendtgjorde, at de ville sprænge endnu en bombe, denne gang 5,2 megaton, gik man i aktion. Irving og andre af bevægelsens tilhængere sejlede af sted i en fiskerbåd, nu døbt "Green Peace", og satte kurs mod sprængningsområdet. Begivenheden blev fulgt af presse og tv, og præsident Trudeau blev opfordret til at sige fra over for den amerikanske regering. I de politiske kredse i Washington vakte sagen bekymring. Den havde udviklet sig til en national canadisk protest, og USAs omdømme led skade. "Green Peace" blev imidlertid opbragt undervejs i Alaska af US Coast Guard, og præsident Nixon lod sprængningen gennemføre i november 1971. De ombordværende betragtede deres mission som mislykket, men ved hjemkomsten til Vancouver blev de hyldet som helte, og historien om deres protestsejlads gik jorden rundt. Dermed var grunden lagt til en verdensomspændende miljø- og fredsbevægelse. I 1972 skiftede bevægelsen navn til "Green Peace".
Irving og Dorothy Stowe, foto 1972 greenpeace
Irving Stowe døde i 1974 af kræft, men andre dygtige medstiftere formåede at føre "Green Peace" videre, og bevægelsen har siden gennem sin aktivistiske indsats været miljøets frontkæmpere. Dorothy Stowe fortsatte sit arbejde for bevægelsen. Hun døde 89 år gammel på et hospital i Vancouver.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online.dk, den 14. december 2021]