Karen Michaëlis - Historiens Aktører nr. 38
På øen Thurø i det sydfynske findes en større villa med det sære navn Torelore. På facaden er opsat et skilt, som meddeler, at her boede forfatterinden Karin Michaëlis, æresborger i Svendborg. Hun ligger begravet på øens kirkegård, og en lille sten angiver hendes data f. 1872 – d.1950 med tilføjelsen: Hun kom hjem. Hvem var hun og hvorfor blev hun æresborger og hvad betyder det at hun kom hjem?
Katharina Marie Bech Brøndum blev født i Randers i en tid, hvor enkelte kvinder trådte ud af rollen som bipersoner i det offentlige liv. Hun var datter af telegrafist Jakob Brøndum og hustru Nielsine Bech, som var kransebinder. Efter skole blev hun privatlærerinde og rejste til København for at uddanne sig til klaverlærer. Hun var lille, buttet og skeløjet, ikke lige typen på en "femme fatale". I Københavns kunstnermiljø mødte hun i 1893 den unge lovende digter Sophus Michaëlis fra Odense. De blev forelskede og giftede sig i 1895. Han blev hendes litterære vejleder og i 1898 debuterede hun med "Højt spil", fire noveller om kvindeskæbner. Bogen blev ikke nogen stor succes, men efterhånden fandt hun sin egen stil. Ofte benyttede hun dagbogsstilen, som gav hendes romaner et levende og autentisk præg, og hun fik mange læsere, især kvinder, idet hendes romaner handlede om kvinders selvopofrende og skyggefulde liv i ægteskaber med dominerende mænd. I 1906 kom Sophus og Karin til Thurø, hvor de tilbragte somrene og fandt ro til at skrive. De fik bygget en stor villa på Thurø, Torelore. Sammen foretog de også rejser til eksotiske steder, f.eks. var de i 1904 i Ægypten.
I 1910 begyndte hun at skrive om seksualitet og kvinders oprør mod undertrykkelse i ægteskabet. Romanen "Den farlige alder" handler om den modne, gifte kvindes lyst til frihed og erotik, dengang nærmest et tabu-emne. Bogen blev en succes og blev filmatiseret, men vakte skandale i borgerlige og kirkelige kredse. Hendes romaner blev oversat, og hun fik mange læsere i Tyskland og USA, blev en af tidens få danske forfattere med en international læserkreds. Hun rejste af samme grund rundt og holdt foredrag i Europa, besøgte Sovjetunionen og foretog mange rejser til USA, indtil første verdenskrig standsede hendes rejse- og foredragsaktivitet.
Karen og Sophus Michaëlis omking 1905, foto kgl. bibliotek
I 1911 blev hun skilt, men beholdt navnet Michaëlis samt huset på Thurø, og året efter blev hun gift med en amerikansk professor, Charles Stangeland. Heller ikke dette ægteskab blev lykkeligt. Reelt blev hun skilt efter kort tid, men ægteskabet blev først formelt opløst i 1930. I 1918 udgav hun skilsmisseromannen "Atter det skilte". Under verdenskrigen trådte hun i karakter som hjælpearbejder for de mange nødlidende børn og familier i Wien. Hun havde selv gode venner i Wien.
Serien med Bibi-bøger blev oversat til mange sprog, her en russisk udgave
Karin Michaëlis fortsatte med at skrive om kvindefrigørelsen og hun holdt i sine mange romaner, 36 stykker, fast i den sag. Hendes forfatterskab havde en klar retning og mission og hun var uhyre produktiv. Hun tog fat på en ny genre, børnebogen, og skrev en serie Bibi-bøger, om en gæv pige, som kommer rundt i verden. Bibi-bøgerne, måske en foreløber for Pippi Langstrømpe, blev oversat og fik også mange læsere i udlandet, især i Tyskland og Italien. I 1930-erne tog Karin Michaëlis stilling i en anden stor sag, nemlig det politiske opgør i Tyskland og nazismens fremmarch. Hun støttede de kræfter, som kæmpede mod militarisme og nationalisme og åbnede sit hjem for politiske flygtninge. En af dem, hun hjalp, var forfatteren Berthold Brecht, som en tid opholdt sig i et bindingsværkshus på Sydfyn. I 1933 ved Hitlers magtovertagelse fik hun i Tyskland udgivet en roman for ungdommen: "Den grønne ø", som handler om, hvordan man kan skabe et nyt samfund på ruinerne af det gamle og stå imod nationalistiske og autoritære kræfter.
Æresborgeren med frihedsmedalje 1946, foto Svendborg historie
I 1930 udgav hun en erindringsroman i fire bind "Træet på godt og ondt". Den blev godt modtaget. I Tyskland blev hun efterhånden "persona non grata", og i 1939 blev hendes bøger sat på den sorte liste og brændt. Da hun tydeligt kunne læse skriften på væggen med hensyn til Tysklands og Europas vej mod krig, flyttede hun til USA, hvor hun havde en søster. Her arbejdede hun som journalist en årrække, indtil hun vendte hjem efter krigen. Hun blev hilst velkommen i sit fædreland, blev æresborger i Svendborg og fik frihedsmedaljen for sin indsats mod nazismen, men måtte pga. økonomi, alder og dårligt helbred sælge det store hus på Thurø. Hun flyttede til København, hvor hun levede glemt og tilbagetrukket. Hun døde i København i januar 1950, men blev begravet på Thurø. I hendes fødeby Randers har hun fået opkaldt et torv efter sig, og dér er for nylig opstillet en portrætbuste af forfatterinden.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online.dk, den 21. september 2021]
