Karl Otto Meyer - Historiens Aktører nr. 13
I 100 året for genforeningen blev den store festivitas aflyst som så meget andet i epidemiåret. DR fik dog søsat en tvserie om genforeningen, som ved at fortælle om enkelte dokumenterede skæbner og fortælle om H.P. Hanssen, fik rettet op på den ufaglige og usaglige linje, man havde valgt i fremstillingen af skæbneåret 1864. Men fortællingen om danskere under et fremmed system slutter ikke i 1920. Afstemningen for 100 år siden efterlod et stort antal dansksindede syd for den nye grænse. Og præcis som deres mødre og fædre kom denne generation til at opleve det tyske storhedsvanvid og den prøjsiske militarisme. En mand som gjorde den rejse med og fortsatte ud på den anden side, hvor Tyskland langsomt blev genrejst, var Karl Otto Meyer.
Han blev født 1928 i landsbyen Adelby ikke langt fra Flensborg. De tre børn i familien gik i den danske skole, og Karl Otto kom senere til Duborg skole. Allerede som dreng følte han sig dansk, mente at han var sønderjyde. Gennem hele barndommen var han feriebarn i Danmark. I Flensborg var nazismen stærk, havde mange tilhængere, og det var farligt at være af en anden mening. I sine erindringer har han skrevet, hvordan forskellige folk, som ikke var nazister, kom i hjemmet. Efterhånden som krigen skred frem, og sejrene blev afløst af nederlag, blev nazisterne mere og mere fanatiske. Som 16 årig blev han indkaldt til krigstjeneste. Mindretallets ledere pålagde de unge dansksindede mænd at følge parolen ligesom i 1914. Karl Otto måtte forlade gymnasiet og rejste til militæruddannelse i Polen. Men han kunne ikke forstå, at han skulle ofre livet for en forbrydernation. I 1945 indkaldtes gamle mænd og drenge for at føre den totale krig. Karl Otto var klar over, hvor det bar hen og før det kom dertil, besluttede han sig for at flygte over grænsen til Danmark. Det var yderst farligt, og han flygtede til et land, som var besat af tyskerne. Han havde et godt kort på hånden, han kunne uden problemer give sig ud for at være dansker, for det var han, når det kom til stykket, når det handlede om sindelag og han fik hjælp af andre. Han skjulte sig på Fyn, gik ind i modstandsbevægelsen og efter befrielsen blev han på Fyn og gik på Skaarup Seminarium.
Han vendte 1950 som læreruddannet tilbage til sin hjemegn Sydslesvig, fik arbejde i den danske skole i Husum og blev kort efter enelærer i skolen i Skovlund. Karl Otto var en god lærer, men han var mere end det; han var en meningernes mand, som ikke ville følge nationalismens paroler. Da politikerne i Bonn med USA's velsignelse begyndte at genopruste Vesttyskland, ytrede Karl Otto offentligt sin betænkelighed ved en ny bølge af militarisme. Det blev bemærket, og straffen kom prompte. Han fik forbud mod at undervise i 1952. Berufsverbot! Han måtte gå rettens vej og fik i 1954 atter lov at undervise. I det danske mindretal fik han efterhånden en fremtrædende plads og blev i 1960 formand for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSV), og i 1963 blev han redaktør for Flensborg Avis. Mindretallet havde fået en leder som med skarpe holdninger argumenterede for de danske værdier og med politisk tæft bevægede sig i det slesvig-holstenske politiske landskab, som var delt mellem de konservative kristendemokrater og socialdemokraterne. Karl Otto Meyer blev landdagsmand i Kiel indvalgt af mindretallet i 1971. Han gjorde en stor indsats som politiker, var humoristisk og slagfærdig og vandt med sine argumenter forståelse og sympati langt ud over mindretallets vælgergruppe. SSV gik frem. Mindretallet blev styrket. Han var kritisk over for Fællesmarkedet og atomkraft akkurat som mange i Danmark.
To krævende stillinger var for meget og han fratrådte som redaktør af Flensborg Avis. I landdagen stod han helt alene, men forstod at manøvrere behændigt mellem de to store partier til mindretallets fordel. Under valgkampen i 1987 opstod politisk uro. CDUs leder Uwe Barschel måtte træde tilbage, og kort efter blev han fundet død på et hotelværelse i Geneve under mystiske omstændigheder. Sagen er aldrig opklaret. Efterfølgende spillede Karl Otto Meyer en rolle for det politiske magtskifte fra CDU til SPD-ledelse af Slesvig-Holsten. Björn Engholm blev delstatens nye leder. Barschel havde i øvrigt støttet det danske mindretal, og det samme blev tilfældet med Engholm. I 1996 forlod Karl Otto Meyer landdagen og gik på en velfortjent pension. I 2008 blev han foreslået indstillet til æresborger i Slesvig-Holsten, men typisk for ham takkede han nej med henvisning til, at det danske mindretal endnu ikke havde fuld ligestilling med det tyske flertal. Han blev ved med at have kant. I 2001 og 2003 udgav han sine erindringer: "Frihed, lighed og grænseland". Han døde i 2016 og ligger begravet med sin kone Marie på Nørre Haksted kirkegård i Sydslesvig.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Historiens aktører" her
[Historie-online, den 16. februar 2021]
