Knud W. Jensen - Historiens Aktører nr. 51
Kunst og kultur har aldrig været forretning og bliver det heller aldrig. Til gengæld føjer kunst noget til samfundet, som handel og produktion aldrig kan levere. Det vidste man allerede i renæssancen, hvor de rige fyrster optrådte som kunstens mæcener. I vore dage er den rolle overtaget af en lang række fonde, men vi skal ikke så langt tilbage i vores danmarkshistorie, før vi møder rigtige mæcener. En af den slags var Knud W. Jensen.
Han blev født i 1916 i København, søn af ostehandler Peter Jensen og hustru Christiane Bertelsen. Nu var Peter Jensen ikke sådan en mand, som solgte velsmagende oste i sin butik henne om hjørnet, nej han var ostegrosserer og det i stor stil. Han opkøbte oste overalt i Danmark. Omkring 1920 var mejeribruget og osteproduktionen i fuld blomstring i hele landet. Nogle af de bedste oste blev lavet på øerne, f.eks. på Samsø og på Langeland, og disse oste blev sejlet til København og lagret i firmaets domicil, et stort hus på Fredriksholm i Sydhavnen, og herfra eksporteret til udlandet. ”Peter Jensen ost en gros”, hed firmaet, som var startet i 1897 og efterhånden fik filialer rundt omkring i landet. Hovedkontoret og bylageret lå i Hestemøllestræde 6.
Knud gik på Schneekloths statsgymnasium på Værnedamsvej på Frederiksberg. Han blev efter eksamen ansat i faderens firma og tog på uddannelsesrejse i Europa i tre år, hvorunder han fik sin handelsmæssige uddannelse, men han fik også studeret kunst under et ophold i Schweiz. Han vendte hjem i 1939 og skulle overtage ledelsen af firmaet. En ung mand, Ole Wivel, som han mødte samme år, var meget kunstinteresseret, og han sporede Knud yderligere ind på kunstens terræn. Ved farens død i 1944 overtog Knud ledelsen af ostefirmaet. Der var andre ting han hellere ville, men han kombinerede pligt og interesse og havde overskud til at passe begge dele. Som kunstinteresseret begyndte han at samle på dansk kunst, og han havde den store fordel, at han kunne betale for det, han syntes var god kunst. Han holdt ikke malerierne for sig selv, men sørgede for at de blev hængt op i firmaet, og hvor andre kunne få glæde af billederne. I 1954 var han medstifter af foreningen Kunst på arbejdspladsen.
Sammen med Ole Wivel startede han i 1945 et forlag, hvor Wivel blev direktør. Både Wivel og Knud W. Jensen var før krigen med i en lille gruppe tiltrukket af tysk kunst og kultur, og gruppen blev efter besættelsen beskyldt for nazistiske sympatier, men det var kultur og kunst som interesserede dem, ikke politik.
Efter krigen voksede ostefirmaet og blev et aktieselskab. Bl.a. udvidede Knud W. Jensen med produktion af kasein. Han viste sig som en dygtig forretningsmand, men han ville mere. I sit hus i Vedbæk samlede han en række unge forfattere, og han finansierede udgivelsen af det litterære tidsskrift ”Heretica”, som fik betydning for en generation af danske forfattere. Han gik videre i det litterære, da han i 1952 købte aktiemajoriteten i Gyldendal, hvis økonomi skrantede og derfor var i fare for at blive solgt til udlandet. Knud W. Jensen ville ikke tage ledelsen af forlaget. Den blev overdraget til andre, bl.a. Ole Wivel. Med den ny ledelse blomstrede forlaget op og blev atter landets førende forlag med dygtige medarbejdere og en udgivelsesportefølje med fagbøger, børnebøger, digte samt ny og gammel skønlitteratur.
De kunstnere som samledes omkring ”Heretica” talte bl.a. Thorkild Bjørnvig, Bjørn Poulsen, Poul la Cour, Martin A. Hansen og Tage Skou-Hansen. Karen Blixen var med på sidelinjen. Det gik lystigt til og medførte også ægteskabelige forviklinger. Bl.a. blev Knuds kone, Benedicte, forelsket i Thorkild Bjørnvig, som havde en tæt forbindelse med Karen Blixen. Hun blev jaloux. Der opstod en ”menage a trois”, hvor Benedicte ønskede og fik skilsmisse, mens Bjørnvig efter hustruens forsøg på selvmord blev i sit ulykkelige ægteskab. Efter flere års frustrationer endte kærlighedsaffæren tragisk med, at Benedicte tog livet af sig.
Knud W. Jensen, foto kulturkupeen
I 1950-erne kom tiden til at realisere et andet af Knuds ønsker, et moderne kunstmuseum. Knud fik øje på lystejendommen Louisiana i Humlebæk og ville købe den, men forskellige søgte at hindre det, bl.a. fordi man ville bruge dele af ejendommen til udvidelse af Humlebæk Kirkegård. Bodil Koch satte dog tingene på plads, idet hun udtalte, at hvis nogen ville gøre noget godt for de levende, så skulle hun og kirkeministeriet nok tage vare på de døde. Louisiana-projektet var en stor mundfuld og oversteg Knud W. Jensens finansielle formåen. Men tilfældet kom ham til hjælp i 1956. Det store amerikanske Kraft Foods ville købe ostefirmaet. Det blev et svært valg. Skulle han opgive det firma, han havde udviklet, til fordel for et kunstmuseum? Han valgte kunsten. Ejendommen blev købt, og to arkitekter blev sendt på studietur i Europa og kom hjem med en plan om et åbent museum med indgang i hovedbygningen og pavilloner med udsigt til parken og Øresund. Resultatet var strålende. Et lyst og venligt museum omgivet af det grønne. Knud W. Jensen var en stor kunstkender og han udvalgte en samling af moderne kunst til den faste udstilling. Som noget nyt skulle Louisiana løbende præsentere forskellige moderne kunstnere på særudstillinger.
Udstillingssal i Louisiana med søudsigt, foto Louisiana
Louisiana blev en stor succes. Allerede første år, 1958, var besøgstallet 215.000, og museet blev et forbillede for andre kunstmuseer. Knud W. Jensen medvirkede også ved skabelsen af museet på Rungstedlund. Han var leder af Louisiana indtil 1995, udgav tidsskriftet ”Louisiana Revy” og skrev bøger, bl.a. to erindringsbøger: ”Mit Louisiana-liv” i 1985 og ”Stedets ånd” i 1995. Han sluttede med en bog om de danske mæcener gennem tiden: ”De glade givere”, udgivet i 1996.
Han døde før jul i år 2000 og ligger begravet på Humlebæk kirkegård, hvor en stor cementsten ligger på graven. Stenen har kun indskriften: Knud W. Jensen. Passende for en stor personlighed af kategorien ”no nonsens”.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her
[Historie-online.dk, den 21. december 2021]
