Månedens helgen: Sankt Vilhelm af Æbelholt

Egentlig er denne måneds helgen ikke dansk. Men han blev det – og dermed endnu en dansk helgen i rækken. Abbed Vilhelm stammede oprindeligt fra Frankrig, hvor hans forældre havde overladt ham til kirken, hvilket ikke var en sjældenhed blandt adelen.

Den danske biskop Absalon kom også til klostret Saint Geneviève i Paris, hvor han blev venner med Vilhelm. I 1165 bad han Villy om at komme til Danmark. Det lille klostersamfund på Eskildsø, der ligger i Roskilde fjord trængte i den grad til en abbed, der kunne få styr på det hele. Om brødrene på klostret hed det: ”… og kannikkerne holdt gilde i spisesalen sammen med mænd og kvinder, drak for meget og opførte ringdanse. (Danseform der minder om færingernes runddans). ”I morgenforsamlingen var de hede af overdreven drik og havde mere lyst til at sove end til at synge lovsang… ”.

Med Vilhelms ankomst som abbed var det slut med udskejelserne. Han undlod ikke at gennemføre kirketugt, hvis han fandt det nødvendigt. For eksempel udelukkelse fra nadveren. Brødrene blev sure og overvejede tilsyneladende at rydde ham af vejen.

I 1167 beordrede Absalon Vilhelm og brødrene til Tjæreby, hvor han ejede store jordområder. Her skulle de opføre et helt nyt kloster. Det var en enorm opgave, de blev sat til at varetage. Men det lykkedes virkelig for dem. Og Æbelholt kloster blev et utroligt aktiv for disse augustinere. Læs mere herom i ”Det store klosterbyggeri”. Den kommer i næste uge.

Den 6. april 1203 døde Vilhelm i den høje alder af 75 år. Forskere mener, at gennemsnitslevealderen lå på omkring 45. Med sociale udsving. Han blev begravet i en trækirke ikke langt fra klosteret.

Allerede medens han levede, udførte han mirakler. I det nuværende Melløse, der ligger ved Arresø i Nordsjælland, lå en syg mand med blodgang - en form for dysenteri med stærke blødninger fra endetarmen. I et drømmesyn oplevede han, at han skulle spise af abbed Vilhelms mad, så han blev helbredt. Han fik maden fra klosteret, følte sig bedre og sluttede med at være helbredt.

I det nuværende Nejede, der også ligger ved Arresø, lå en pige livløs i tre dage. Der var kun lidt livsvarme i lemmerne, så de omkringstående venner og familien frygtede hendes snarlige død. Hendes mor havde våget over hende i flere døgn og var umådelig træt. Hun slumrede, og i et drømmesyn så hun en hvidklædt kvinde komme og tale til hende. Hun fik at vide, at hun skulle få datteren til at spise noget af abbed Vilhelms mad for at blive helbredt. Denne meddelte, at hun skulle have en aborre, der var fanget i søen samt noget suppe. Moderen fik det med tilbage – datteren drak tre gange af suppen, ”der gled ned til de indre dele med en underlig rumlen. Pigen levede op igen og trak atter vejret… I Herren er jeg overbevist om, at jeg har genvunden min helsen ved abbed Vilhelms forbøn og fortjenester.”

Disse undere gjorde, at Anders Sunesen tog initiativ til, at abbed Vilhelm blev helgenkåret i 1224.

Miraklerne fortsatte efter Vilhelms død. I hans helgenkrønike hedder det: ”I samme by var Viders hustru frugtsommelig. Tiden var kommet, da hun skulle føde: Hun pintes ynkelig, idet hun led af fødselsveer, men dog ikke fødte, var syg, men dog ikke kunne dø… imidlertid dør barnet, endnu indesluttet i moderens gemme, og den ulykkelige moders liv bliver det stakkels barns grav: det ene ligger inde i det andet, det døde i den døende…” Hendes mand var fortvivlet og ilede til klosteret efter hjælp. Her fik han følgende modtagelse: ”Hvis du har tro, tænker jeg, at jeg kan give hende et frelsende lægemiddel. Jeg vil tvætte Hellig Vilhelms tand i vand, og det vand skal du bringe hende, for at hun kan drikke det… da manden var vendt tilbage til sit hus, hælder han det, som han bragte med sig, i munden på sin kone, der af smerte allerede var døden nær, og går derpå ud. Næppe var han gået udenfor, og næppe var den hellige væske gledet ned i kvindens indre dele, før hun fødte et forrådnet foster. Da hun var kommet til live igen og så det, udbrød hun… din hellige bekender Vilhelms fortjenesters skyld har friet mig ud fra dødens farer.”

Denne tand spiller en central rolle i talrige af de fortællinger, der knytter sig til Sankt Vilhelms undere. Han havde da også selv – efter at de var trukket ud – meddelt brødrene, at man skulle passe godt på dem, da de ville blive et vigtigt redskab for helbredelse. Efter hans død blev han begravet i en nærliggende trækirke, men i 1224 lykkedes det for Anders Sunesen at få ham helgenkåret, og i 1238 blev han skrinlagt i Æbelholts klosterkirke. Der skete mirakler ved graven. Man kunne placere Vilhelms tand i et glas med vand, som derved fik en helbredende kraft. Vandet hentede man måske i en brønd inde i kirken. Den stammer fra jernalderen og går under navnet Vilhelms kilde. (særligt i forbindelse med abbedens tand), og i 1224 blev han helgenkåret.

Kraniet stammer fra en middelaldergrav, En af årsagerne til de manglende tænder i overmunden kan skyldes sygdom. De kunne også være blevet fjernet efter døden og så brugt på levende mennesker. Foto: HPN.

Vilhelm af Æbelholt 1127 - 1203

Se de øvrige artikler i serien om danske helgener her

[Historie-online.dk, den 7. august 2024