Marie Christensen - Historiens Aktører nr. 14
Tjenestepige var for over hundrede år siden en stilling, et job som mange unge kvinder måtte tage, i alt fald alle de som ikke tilhørte borgerskabets privilegerede klasse. På land og i by var situationen i mange arbejderhjem, at så snart børnene var konfirmeret, så måtte de ud af klappen og finde et arbejde som tjenestedreng eller tjenestepige og for drengene i byen et job som arbejdsdreng måske med udsigt til en lærlingeuddannelse.
Tjenestepigerne på landet fik et lille kammer at bo i og kost og en beskeden løn. Til gengæld skulle de knokle fra morgen til aften. De boede endda lidt bedre end tjenestedrengen, som havde kammer i en stald, hør her en beskrivelse: Jeg boede i et elendigt hul, der blev kaldt karlekammer. Der var tre meget tynde vægge af rå lersten, en åben rende udenom, et hul i væggen ud til rendestenen, så var der et bord af uhøvlede brædder, en stol og noget, de kaldte for en seng. Det var brædder der var sømmet til væggen, så var der halm i træbunden og en meget tung og klam dyne... Om vinteren i frostvejr var der altid is på væggene helt ned i sengen ... Så var der en trebenet skammel med et vandfad til at vaske sig i... Gulvet var af sten og meget ujævnt, for det var undergravet af rotter ...
Forholdene i byen var bedre med hensyn til beboelse og løn, men alting var også dyrere i byen og mange piger havde næsten intet at spare op, hvilket var en nødvendighed, hvis de skulle giftes og have en familie og eget hjem. Det var lønnen, det var galt med og dertil kom de mange arbejdsopgaver de blev pålagt: fyring i kakkelovne, anretning af morgenmad, familiens børn i tøjet og i skole, rengøring af lejlighed, indkøb af madvarer og husholdningsting, passe de mindste, lave aftensmad og vaske op. Større opgaver var vask, rulning og strygning samt hovedrengøring og løbende reparation af tøj. Sommetider kneb det for familiens yngre mænd at holde fingrene fra tjenestepigen, og sommetider blev en pige gravid og fyret. Med en lille godtgørelse fik hun lov at kæmpe sig videre i livet som enlig mor. Tjenestepigerne havde ingen steder at gå hen med deres klager. På fæstekontoret trak de på skuldrene og måtte notere, igen var der et herskab, som burde på den sorte liste, men aldrig kom det.
Alle disse urimeligheder kunne umuligt fortsætte og en kvinde satte sig for at organisere tjenestepiger i kampen for ordentlige arbejdsvilkår og bedre løn. Hendes navn var Marie Christensen og fødselsår var 1871. Hun kom fra en børnerig landarbejderfamilie i Kregme og måtte som alle andre ud at tjene efter konfirmationen, først i Frederiksværk og siden i København. Som tjenestepige fik hun flere steder en dårlig behandling i sin plads. I 1894 besluttede hun, at det kunne være nok, nu ville hun kæmpe for sine rettigheder, men i den kamp måtte hun have mere viden, så hun tog kurser på højskole og handelsskole og ernærede sig ved at holde skole i Kregme og lave håndarbejde. En artikel i dagbladet Politiken om tjenestepiger som blev ført over i prostitution fik hende til at starte Københavns Tjenestepige Forening i 1899. Tjenestepigerne var landets største kvindelige erhvervsgruppe. Der var nok at tage fat på. Foreningens program var: Bort med skudsmålsbogen og tyendelovgivningen, som gjorde tjenestepigerne til paria. Arbejdsgiverne havde tugtelsesret over tyendet. Som noget af det første Marie Christensen satte gang i for den nye forening var bladet: ”Tjenestepigernes blad”. Hun var selv redaktør fra starten til 1927, bortset fra to år. Med bladet fik tjenestepigerne et talerør, som hjalp med at organisere og formulere deres krav. I starten var det op ad bakke, men efterhånden gik organiseringen fremad. Flere og flere meldte sig under fanen, og der blev oprettet afdelinger rundt omkring i landet, hvor andre dygtige kvinder tog ledelsen i den lokale kamp.
I 1906 kunne foreningen rykke ind i et hus i Rosengården, og her blev bladets kontoradresse, arbejdsanvisning, bibliotek, møde- og undervisningslokaler. Der var også restaurant og mulighed for overnatning. Stedet var på en måde en forløber for den prægtige bygning, som opførtes i Gl. Mønt for Kvindeligt Læseselskab nogle år senere og som stadig står. Marie Christensen underviste i den fagskole, som blev startet i Rosengården, og det blev hendes opgave at lede fagskolen i mange år. Tjenestepigernes Forening modtog kommunal og statslig støtte, og da kvinderne i hele landet i 1908 fik kommunal valgret, blev der pludselig kommunal opmærksomhed på kvindesager. Halvdelen af vælgerne var nu kvinder. Marie Christensen fik plads i tyendekommissionen, som skulle ændre lovgivningen, men det blev et sejtrækkeri. Den forhadte skudsmålsbog og tugtelsesretten forsvandt, men kommissionen nåede ikke et resultat, Marie Christensen var tilfreds med. Til gengæld kunne hun og tjenestepigerne sammen med alle andre kvinder glæde sig over den stemmeret, som grundloven i 1915 gav dem. Marie Christensen var i mange år aktiv i Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund.
Vejen til resultater gik i det nyfødte folkestyre gennem politisk indflydelse, og Marie Christensen stillede op for Socialdemokratiet ved kommunalvalget i 1917 og blev valgt. Hun kæmpede i byrådet for bedre boligforhold for lejere, for oprettelse af folkekøkkener og for nedlæggelse af fæstekontorer, som kun varetog arbejdsgivernes interesser, ikke de ansattes. En af hendes mange idéer var en boligforening for tjenestepiger og et ditto alderdomshjem. Mange blev nemlig ikke gift. Det blev også hendes egen skæbne. Der blev ikke tid til børn og familie i den langvarige kamp for sagen, selv om hun var glad for børn. I 1935 oplevede hun at hendes idé blev realiseret med Husassistenternes Byggeforening og Alderdomshjem, og hun flyttede selv ind i byggeriet i Nøddebogade på Nørrebro. Hun nåede som pensionist at skrive sine erindringer og nåede også at opleve befrielsen i maj 1945. Samme år afgik hun ved døden efter et ualmindeligt energisk og målrettet livsforløb som en af kvindebevægelsens store skikkelser. En mindesten står på Kregme kirkegård.
Ole Mortensøn
[Historie-online.dk, den 3. marts 2021]
