Museum på Rejsen 41: Cape Town, Sydafrika
Blåst! Har man lyst til at råbe, når man undervejs ind i Tafelbugten møder en flok hvaler. Enkelte passagerer finder deres fotografiapparater frem og forsøger at fotografere fænomenet. Håbløst! Nej synet skal nydes, ligesom synet af Tafelbjerget med den karakteristiske flade top. Tafel er hollandsk og betyder bord og det sker, at et tyndt skylag ligger over bjergtoppen. Så er bordet dækket, siger man spøgefuldt. Vi passerer forbi Robben Island til bagbord, sælhundenes ø, med det berygtede fængsel, hvor Nelson Mandela og hans fæller sad fængslede i årevis under opgøret med apartheidstyret. Snart når vi ind i havnen og kasteliner suser i land. Vi er ankommet til Cape Town, Sydafrika eller Kapstaden, som den kaldes på dansk.
Det er efterhånden ikke så få lande her i verden, hvor det at færdes som fremmed er farligt. Der er visse ting, man ikke skal gøre, f.eks. skal man ikke gå rundt på gaderne om natten. Man må tage en taxa, hvis man skal rundt. Sådan er det i Kapstaden, som endda regnes for en af de mindre farlige byer i Sydafrika.
Naturparken på Tafelbjerget, Kapstaden, foto om.
Om dagen er der ingen risiko ved at bevæge sig rundt i byen. Og et godt sted at starte er en tur med svævebanen op på Tafelbjerget, vel at mærke hvis det er klart vejr. Turen op giver et fint vue over Kapstaden. Svævebanen blev konstrueret af den norske ingeniør Trygve Strømsjø i 1929 og har aldrig haft nogen ulykker – godt og trygt at vide. På bjergtoppen er man 1086 m. over havet. Heroppe er det mildest talt køligt og forblæst, men udsigten er formidabel, og man kan næsten ikke se sig mæt. Bjerget er et naturreservat, og der er mange vandrestier, man kan følge. En af dem fører den vandrende ned til Kirstenbosch, den botaniske have for foden af bjerget, men turen kræver gode støvler.
Udsigt fra toppen af Tafelbjerget, Kapstaden. foto om
Tilbage i byen er målet for næste besøg det gamle fort ikke langt fra havnen med det næsten poetiske navn ”Castle of Good Hope”, det gode håbs slot? Men der er tale om en fæstning, som er det ældste byggeri i hele Sydafrika, og inden for murene findes tre museer. Det er også stadigvæk et sted med militær betydning, opdager vi, for uden for fæstningen findes skildvagter, som afløses med militær honnør.
Vagtparaden i "Castle of Good Hope". foto om
Fæstningen eller kastellet blev bygget i årene fra 1666 til 1679 af VOC, Det forenede ostindiske Kompagni med hovedsæde i Amsterdam. Sagen var den, at selskabets skibe undervejs til og fra Ostindien brugte Tafelbugten som ankerplads for at skaffe vand og friske forsyninger fra land. Også andre nationers skibe, danske og især engelske, brugte stedet, og kastellet blev opført for at sikre den hollandske overhøjhed i den lille by, som voksede frem, Kapstaden. I dag ligger fæstningen inde i byen, men da den blev opført, lå den ved stranden. Hele området mod syd med jernbaneterræn og den nye havn er opfyld. Kastellet kunne altså dengang sikre kontrol med stranden og de skibe, som lå for anker i bugten. Typisk lå skibe en lille måned for anker. Når et nyt skib var under opsejling blev der affyret et kanonskud fra fortet. Fæstningsanlægget er stjerneformet med fem bastioner, og i sin tid rummede bygningerne bageri, kirke, fængsel, værksteder samt kvarterer for soldater og befalingsmænd.
Militærmuseet i kastellet er et bidrag til forståelse af Sydafrikas dramatiske historie. Der vises en samling af våben og uniformer fra 1600-tallet til 1900- tallet og dertil mange billeder, kort og fotografier.
Khoikhoi hed den lokale afrikanske stamme, som var kvægbrugere. Deres samfund blev forstyrret af folk udefra. Først ankom portugiserne, som i 1497 fandt søvejen rundt om Kap Det Gode Håb til Indien. Portugiserne slog sig ikke ned. De handlede proviant med khoikhoi folket. Men i 1652 ankom hollænderne og anlagde en proviantstation for deres skibe, som gjorde store forretninger i Indonesien og Kina. Et lille bysamfund udviklede sig. Efter dem kom englændere. De havde Kapstaden som militært støttepunkt og base for deres verdensomspændende imperium. Sydafrika blev en vigtig del af dette imperium, som voksede til at omfatte en fjerdedel af alle landområder i verden.
Ekspansionen af imperiet skete ikke ved fredelige midler, som man erfarer af kastellets udstilling, men gennem krig og erobringer. I 1795 under revolutionskrigene angreb briterne den hollandske Kapkoloni og overtog kontrollen med kolonien i 1806. På kastellet rykkede den britiske guvernør og britiske tropper ind. Befolkningen i Kaplandet var dels afrikanere og dels omkring 15.000 indvandrede hollændere. De havde etableret sig som bønder i området. Boer er det hollandske ord for bonde. Briterne udvidede Kapkoloniens territorium ved at angribe og undertvinge de afrikanske stammer. Det førte til Zulukrigen i 1879. Selv om det lykkedes zuluerne at tilføje briterne flere nederlag, skønt de kun var bevæbnet med knive, "assegai" og kastespyd, "iklwa", så blev de nedkæmpet og undertvunget.
Boermilitser poserer for en fotograf. Folk drog i krig iført deres eget tøj, f.eks. jakke og vest, og blev bevæbnet med patronbælte og et gevær. wikipedia.
Uoverenstemmelser mellem den britisk administration og boerne førte til, at boerne forlod Kaplandet og grundlagde to selvstændige stater Oranjefristaten og Transvaal i nord. Da der blev fundet guld, ønskede briterne at tage kontrollen over disse områder. Den engelske hærledelse havde regnet med, at deres professionelle hær let kunne løbe boernes hær af frivillige over ende, men deri tog de fejl. Boer-krigen, som startede 1898, varede tre år og blev kostbar og blodig. Briternes behandling af boerne vakte protester i mange europæiske lande. Kvinder, børn og gamle blev samlet i lejre og udsultet. Til sidst strakte boerne våben. Allerede i 1910 opnåede landet selvstændig status inden for "Commonwealth", mens en ny jordlov fratog de oprindelige sorte beboere størstedelen af deres land. De blev henvist til ufrugtbare og værdiløse områder. Som andre engelske dominions deltog Sydafrika med soldater og materiel både i første og anden verdenskrig.
Et system, apartheid, blev indført af nationalistpartiet, som kom til magten i 1948. Valgretten var stærkt begrænset, så det sorte flertal ikke kunne gøre sig gældende. Den førte politik gik ud på at adskille sorte og hvide, idet de førstnævnte fik ringere boliger og arbejde, og mange henvistes til at bo i Kapstadens udkanter under slumlignende forhold. Denne politik mødte stor modstand og et parti, ANC, som krævede apartheid afskaffet, opstod. Efter mange års kampe og uroligheder blev ANC lederen Nelson Mandela i 1990 løsladt, og dermed indledtes et nyt kapitel af landets historie. Siden da har ANC været landets dominerende politiske parti. Men fortiden kaster lange skygger. Kapstaden er stadig omgivet af de gamle "townships", hvor folk fortsat lever i usle hytter.
Der er mere at se på kastellet, nemlig William Fehrs kunstsamling med tidlige billeder af landskaber og folk udført af lokale kunstnere og i det gamle kornmagasin et keramikmuseum. Kastellet har også en velrenommeret restaurant. Mens museumsbutikken kan tilbyde lokale produkter og smukt kunsthåndværk, bl.a. farverige tekstiler.
På V & A Waterfront er opstillet fire bronzefigurer af de personer, som fik Nobels fredspris ved afskaffelsen af apartheid. Fra venstre høvding Albert Luthuli, ærkebiskop Desmond Tutu, præsident Frederic de Klerk og ANC leder Nelson Mandela. foto om.
"Victoria and Alfred Waterfront" hedder det gamle havneområde, som er gjort til en moderne besøgsattraktion. Dronning Viktoria og prins Alfred gav navn til de to havnebassiner på stedet. Det gamle iøjnefaldende klokketårn er bevaret, men det meste er nyt byggeri. Dele af havnen er stadig i brug til erhvervsformål, bl.a. nogle tørdokke. Blandt de mange nye attraktioner, som kan man besøge, er et stort akvarium og flere museer. Et af dem er "South African Maritime Museum". Det har hjemme i en ældre toetages gul bygning. Museet er hverken stort eller strømlinet, og rummer billeder og modeller af skibe opstillet traditionelt langs væggene. Man får besked om havnens udvikling fra 1600-årene til vore dage. Tafelbugten var ikke altid en sikker ankerplads. Skibsforlis forekom ved storm fra nord nordost.
Et gammelt tryk viser Kapstaden omkring 1690. Læg mærke til fortets placering ved stranden neden for Tafelbjerget. Den, der har håndkoloreret trykket, har misforstået det hollandske flags farver. foto om.
Opstillingen af skibsmodeller i glas og de mange fotografier af skibe fra Kapstaden virker triviel og trættende og gennem vinduerne lyder tonerne fra et orkester, der spiller på xylofoner. Tonerne lokker. Hvor er udgangen?
Orkester på havnefronten i Kapstaden. foto om
Udenfor er der gang i den. Vi lytter lidt til musikken og følger så menneskestrømmen, som fører os ud og ind mellem markeder, butikker, forbi et pariserhjul og et bassin, hvor der er sejlbåde på vej ud til en kapsejlads i bugten. Og derude i bugten, et stykke mod syd ligger vort næste besøgsmål, Kap det Gode Håb, et 260 meter højt forbjerg, som søerne hamrer imod. Det var hertil Bartolmeu Diaz og hans søfolk nåede i det herrens år 1488 og dermed ændrede vedens gang.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen" her
[Historie-online.dk, den 31. marts 2020]
