Museum på Rejsen 53: Vancouver
Den ældste del af Vancouver, hovedstaden i British Columbia, ligger smukt omgivet af vand. Broer forbinder halvøen mod nord fra Stanley Park og mod syd er flere broer over False Creek. I False Creek sejler en motorfærge, og med den kan man på en behagelig måde nå ud til Kitts Point, hvor et par af byens bedste museer ligger. Inden da kan det betale sig at hoppe af på øen Granville lige efter den store bro af samme navn. På øen ligger et stort ”public market”, hvor især faldbydes fødevarer, men her er også mange udmærkede restauranter, så man kan indtage en let frokost f.eks. en suppe til 8 canadiske dollars eller en sandwich. Styrket til nye oplevelser tager man båden videre til Maritime Museum.
Heritage Harbour med Vancouvers skyskrabere i baggrunden. om
Ved bådens sidst anduvningssted på ruten er en lille havn, ”Heritage Harbour”, med interessante ældre fartøjer, brugsfartøjer og lystbåde, alle privatejede. Her går man fra borde og videre i parken langs kysten indtil man støder på ”Vancouver Maritime Museum”. Vancouver er en vigtig havn på Canadas Vestkyst, så man kan godt forstå logikken med et søfartsmuseum her. Men museet er af nyere dato, nemlig fra 1958, og det har den særlige historie, at det er opbygget omkring et skib, som blev sejlet ind i en tørdok på stedet. Skibet er således centrum i hele huset. Det drejer sig om ”St. Rochs”, et solidt motorfartøj, som kan betragtes fra alle sider. Man kan gå om bord i skibet og se apteringen, med kahytter, kabys, motorrum osv.
Om bord i ”St. Rochs”, skibet som sejlede rundt om Nordamerika. om
Som den velinformerede læser vil vide, sejlede Roald Amundsen i årene 1903- 1906 gennem Nordvestpassagen. Han sejlede med sin norske jagt ”Gjøa” fra øst mod vest. Men under anden verdenskrig, i 1940, fandt ”Canadian Mounted Police” tiden inde til at foretage rejsen fra vest mod øst gennem isen. En motorskonnert fra 1928, svært bygget af nåletræ, ”hard wood”, og forsynet med en 150 hk. Volvo marinemotor, blev valgt til ekspeditionen, og en nordmand, Henry Larsen, blev skipper. Det lykkedes for ”St. Roch” at gennemføre hele rejsen fra vest mod øst, men det varede 28 måneder, inden målet Halifax i Nova Scotia var nået. I 1944 vendte ”St. Roch” tilbage til vestkysten efter 86 dages rejse. Ekspeditionen i Arktis var en begivenhed, som naturligvis skabte opmærksomhed i hele Canada. I 1950 sejlede skibet fra Vancouver gennem Panamakanalen og op til Halifax. ”St. Roch” var dermed det første skib, som havde sejlet rundt om Nordamerika. I 1954 sejlede skibet tilbage til Vancouver, hvor man besluttede at bevare det, og det blev starten på søfartsmuseet.
Museet er ikke stort, men giver dog plads adskillige maritime klenodier og til skiftende særudstillinger, f.eks. da vi var på besøg en sjov udstilling om badeliv og badetøj.
Til museets klenodier hører et kronometer, der oprindelig var om bord i skibet HMS ”Discovery”, som kaptajn George Vancouver i årene 1791 – 1795 benyttede til kortlægning af Vestkysten fra Californien til Alaska. Det er denne mand som har givet navn til byen Vancouver og den store ø vest for byen, Vancouver Island. Et andet klenodie er modellen af det franske orlogsskib ”Le Vengeur de Peuple”. Det er en smuk model bygget af ben. Bygmester var en fransk sømand, som var taget til fange af englænderne, og som henslæbte flere år i et britisk fængsel. Danske og norske søfolk i prisonen byggede tilsvarende skibsmodeller af ben. Det var en måde at fordrive tiden på og samtidig tjene nogle penge.
Ikke langt fra ”Maritime Museum” ligger ”Museum of Vancouver”. Dette museum er fra 1894, men blev sidst fornyet i 2009. Museet er ramt af den tendens, som siger ikke mange genstande og ingen lange forklaringer. Det har resulteret i, at man ikke får meget at vide om byens grundlæggelse og udvikling. Udstillingen er sporadisk og fokuseret på enkelte temaer i tidsintervallerne 1900- 1920, 1920 – 1940 og 1950 – 1960-erne. Museet ser sin opgave i at forbinde borgere i Vancouver med hinanden og forbinde Vancouver med verden. På den måde er museet blevet en platform for borgerinitiativer, men desværre er det altså gået ud over fortællingen om byen.
Foto af opstilling om ”Green Peace”, om.
Fra 50er-udstillingen med gamle neonreklamer. Foto om.
Et par interessante indslag møder man undervejs. F.eks. får man som gæst oplyst, at i Vancouver blev den verdenskendte miljøorganisation ”Green Peace” grundlagt i 1971 i protest mod atombombe prøvesprængninger i Alaska. Men det kniber med en nærmere forklaring og redegørelse om organisationen. En anden interessant og næsten unik udstillingsdel er en samling af gamle neonreklamer. Neonreklamerne er flotte og godt designede.
Vancouvers lille havfrue med dykkermaske og svømmefødder, foto om.
Der er mange andre seværdigheder i Vancouver. Man kan gå en tur i Stanley Park langs strandpromenaden og undervejs se bl.a. Vancouvers lille havfrue, søløver og en samling af totempæle. Vancouver har mange kinesiske indvandrere og derfor også sin egen ”Chinatown”. Et andet sted man kan besøge er Canada Place, som er byens passagerhavn. Her lægger krydstogtskibe til. Det kan anbefales at tage op at flyve med ”Flying over Canada”, som er placeret her. Egentlig er der tale om en biograf, hvor man i en lille halv time får en virtuel flyvetur over Canada. Filmen er understøttet af at sædet bevæger sig og vanddampe udsendes, når man flyver igennem en sky. Det er en flot oplevelse, som er pengene værd.
En af hovedgaderne i Vancouver City, foto om.
I øvrigt er det rart at tage sig en aftenspadseretur i citys hovedgader, Granville og Robson Street, men hvor overraskende undervejs at træffe ganske mange stakler i gadebilledet. ”Please give us money for a meal”, tigger de. I et rigt og velordnet samfund som det canadiske, venter man ikke at se så mange narkomaner, alkoholikere og syge på gaden. En anden slags stakler, man møder, er de mange overmåde fede, som har svært ved at bevæge sig, men dog befolker grillbarer og restauranter. Hvad er mon galt i Vancouver, spørger man sig selv?
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen" her
[Historie-online.dk, den 7. juli 2020]
