Museum på rejsen 2: Wien

”Heeresmuseum”, Wien

Wien er en kulturmetropol, engang hovedstaden i kejserriget Østrig-Ungarn og en by der stort set slap fri af de omfattende ødelæggelser, som ramte mange europæiske byer under 2. verdenskrig. På mange måder minder byen om København. Man kan stadig opleve byens vækst, der ligger som ringe af forskellige epoker omkring byens gamle centrum, og man kan se og nyde de mange storslåede bygninger og parker, som fortiden har efterladt. Det er betagende at stå på slottet Belvedere og kigge ind over byen, som er UNESCO kulturarv. Men også her rykker højhusbyggeri frem og truer med at ødelægge byens smukke profil. Borgere protesterer, men pengene regerer.

Udsigt over Wien fra Belvedere

Går man fra Belvederes imponerende samling af kunstværker videre gennem parken mod sydøst, så når man snart frem til et imposant bygningsværk ”Heeresmuseum”. Hovedbygningen er en del af det store kompleks af militære bygninger ”Arsenal”, som rejstes i årene efter revolutionen 1848/1849. Det er stilmæssigt tidlig historisme med byzantinske, venetianske og gotiske træk. For os danske er der en særlig grund til at kigge opmærksomt på den meget udsmykkede og velproportionerede murstensbygning med hjørnetårne. Den er nemlig tegnet af den danske arkitekt Theophilius Hansen. Bygningen blev opført som museum for kejserrigets, Habsburgernes, historiske våbensamling. Den stod færdig i året 1856. Kejserlige, kongelige og fyrstelige våbensamlinger blev oprindelsen til mange militærhistoriske museer. Nogle findes og fandtes i et arsenal eller et tøjhus / Zeughaus. f.eks. København, Berlin, Stockholm, Venedig m.fl. Men fra omkring 1850, da nationalismen og kolonialismen prægede Europa, blev disse genstandssamlinger af våben og uniformer fra forskellige tidsaldre også nationale templer for militæret og fejringen af nationens sejre og helte.

Indgangen til ”Heeresmuseum”, Wien

Ved indgangen fanges øjet af et skilt anbragt på museets facade:” Kriege gehören ins Museum.” Det er en interessant formulering, som bekendtgør en ny tilgang til institutionen militærmuseum. Tøjhusmuseet i København har for nylig skiftet navn til Krigsmuseet. Navnet skulle være lettere at forstå, er argumentet! Men der er med rette blevet protesteret over navneskiftet, fordi bygningens autentiske navn og sammenhæng med Proviantgården går tabt. Og hvad gemmer sig bag navnet Krigsmuseet?

I Wien meldes klart ud, og østrigerne ved om nogen, hvad krig har betydet. På mange måder deler Danmark og Østrig samme historiske skæbne. De har engang begge arealmæssigt været store monarkier, som gennem en lang række af militære nederlag er blevet reduceret til deres nuværende status som smånation. Historien om ”Heeresmuseum” er i en nøddeskal også historien om Østrigs skæbnesvangre krige. I 1869 åbnede museet som ”Hofwaffenmuseum”. Efter mange års arbejde kunne kejser Franz Joseph i 1891 åbne et nyindrettet museum, nemlig ”Königliche und Kaiserliche Heeresmuseum”. Da 1. verdenskrig brød ud med Østrig-Ungarns krigserklæring mod Serbien, som starten på det hele, blev ”Heeresmuseum” lukket for besøgende. Krigen blev tabt, og kejserriget gik til grunde. Der var planer om at sælge museets rige samlinger for at få økonomiske midler til genopbygning af landet, men det blev heldigvis undgået og i 1921 kunne museet genåbne som ”Österreichisches Heeresmuseum”. Det nye museum viste ikke kun våben, men fokuserede på krigens historie, især den krig, man lige var kommet ud af, og man begyndte også at bruge malerier i udstillingen. Mellemkrigstiden førte ikke til større ændringer, men i 1938 ved ”Anschluss” til det tredje rige, kom der nye toner. Museet kom under ledelse af Berlin. Da 2. verdenskrig startede, blev museet atter lukket, men fra 1940 begyndte man en række propagandistiske særudstillinger, ”Sieg im Westen” (1940), ”Griechenland und Kreta” (1941) m.fl. Da fjenderne i efteråret 1943 begyndte at bombardere Wien, blev samlingerne evakueret. Det viste sig at være klogt, for i december 1944 ramte adskillige bomber ”Heeresmuseum” og forårsagede store ødelæggelser.

Umiddelbart efter krigen blev en del museumsgenstande beslaglagt af de allierede, andre genstande blev stjålet. Fremtiden tegnede kulsort for museet, men i 1946 begyndte rekonstruktionen og samlingerne kom langsomt på plads, så museet kunne genåbnes i 1955. En ny ledelse medførte renovering af udstillingen sal for sal og ledelsen har de senere år lagt vægt på at tegne et mere nuanceret billede af krig end det traditionelle våbentekniske og nationale.

Vover man sig indenfor i ”Heeresmuseum” skal man have god tid. Samlingerne er blandt de største i verden. Man gør klogt i at udvælge det, som interesserer en mest. Indgangen er storslået. ”Feldherrenhalle” med 56 helfigurer af østrigske feltherrer hugget i marmor er et kunststykke af dimensioner. Kejseren betalte, og det samme gjorde efterkommere af de berømte personer. Trappen op til første sal er også et kunststykke med guldornamenteret loft og allegoriske marmorfigurer. Endelig er på første sal ”Ruhmeshalle” et betagende syn, hvor kejserriget med store fresker hyldes for sine militære sejre og hvor navnene på flere hundrede fremtrædende officerer dækkende perioden 1618 – 1918 er indhugget i marmor. Det er nationalisme for fuldt register.

Efter denne fanfare ligger de otte store udstillingssale forude. Fra et europæisk perspektiv er sal nr. 1 om perioden med tyrkerkrigene og trediveårskrigen interessant, og foruden våben og uniformer ses kobberstik af slagscener. Belejringen af Wien i 1683 af den store tyrkiske hær får gæsten til at indse, at Europas skæbne i høj grad blev afgjort dengang.

I sal nr. 2 er vises udstilling om den fortsatte krig mod tyrkerne i 1700-tallets samt opgøret mellem Frederik d. 2 af Prøjsen og kejserinde Maria Theresia. I sal 3 drejer det sig om krigene i forbindelse med den franske revolution og kejser Napoleons felttog. Sal 4 dækker perioden 1848 – 1866, sal 5 kejsertiden under Franz Joseph og udbruddet af første verdenskrig. En særlig del er viet til attentatet på ærkehertug Franz Joseph og hans hustru d.28. juni 1918 i Sarajevo. Bilen som ægteparret kørte i er udstillet, et blodplettet minde om begivenheden.

Soldater fra trediveårskrigen

Udstillingen om 1. verdenskrig er den nyeste, og det er her, man finder bekræftelsen på indgangsbønnen: ”Kriege gehören ins Museum”. Krigen er nemlig ikke kun forklaret ved våben, uniformer og diverse slag, nej nu er hele billedet af krigen søgt dokumenteret og forklaret. Her er afsnit om krigspropaganda, om kvinder i krigen, om de lemlæstelser og ødelæggelser krigen forårsagede, om krigsfangenskab, invaliditet og død. Filmklip og autentiske billeder gør oplevelsen stærk. Også kunstnere blev brugt under krigen, f.eks. Egon Schiele og Otto Kokoschka, der selv deltog.  Sal 7 fortsætter fortællingen om krigen med en politisk redegørelse for begivenhederne i Østrig i mellemkrigstiden og ikke overraskende lægges vægt på modstanden mod nazismen, jødeforfølgelser og slaget om Wien i april 1945.

Måske kommer det bag på mange gæster, at Østrig-Ungarn også var en sømagt. Den fortælling rummer sal 8. Og her finder man i glasmontrer de obligatoriske modeller af krigsskibe og på væggene oliemalerier af søtræfninger. Det var to østrigske fregatter, som den danske flåde i 1864 kæmpede imod ved Helgoland.

Som om alt dette ikke er nok, så er der en kanonhal og udendørs opstillet tanks, artilleri og et enkelt fly. En museumsbutik fuldender billedet.

”Heeresmuseum” angiver en ny vej for militære museer, en vej som anskuer krig ud fra andre end nationalistiske og militaristiske synsvinkler. Det er velkomment nyt og på høje tid i en verden, hvor krigen længe har vist sig ude af stand til at løse konflikter. Utvivlsomt vil denne nyorientering også få nye gæster til at vove sig ind mellem kanonerne og de blanke sabler – kvinder – og som Benny Andersen så rigtigt skrev: det er svært med, men umuligt uden – kvinder!  

Ole Mortensøn