Museum på Rejsen 34: Te Papa National Museum, Wellington, New Zealand
Vi havde gjort en rejse til New Zealand, og som for mange andre danske rejsende til dette sted var valget faldet på at køre rundt i en autocamper med start i Christchurch på Sydøen. Fordelen med autocamper er, at man sparer hoteller og restauranter og frit kan vælge overnatning på nogle af de mange gode campingpladser. Hertil kommer, at trafikken på landeveje er beskeden. Efter mødet på Sydøen med albatrosser, Kea-papegøjer, pelssæler, regn, tåge, storm og gletchere var vi undervejs til færgen, der skulle bringe os over til Nordøen til byen Wellington.
Den nordlige del af Sydøen er et bjergrigt, grønt fjordlandskab og klimaet er behageligt. Man kan foretage bådudflugter på disse fjorde, gå i land, bade, vandre og tage båden tilbage. New Zealand er ikke tæt befolket, og Sydøen minder meget om Skandinavien og Skotland, og faktisk har mange skotter bosat sig her. Mange navne er skotske, f.eks Picton, færgehavnen, hvor der findes et usædvanligt museum. Det er bygget op om vraget af skibet "Edwin Fox".
Udstillingen i "Edwin Fox" museet i Picton, om.
I en bygning introduceres gæsten for skibets historie, som er et stykke kolonihistorie fra dengang "England ruled the waves". Skibet blev bygget på et værft i Indien ved floden Ganges i året 1853. Det er bygget af teaktræ til fragtsejlads mellem Indien og England, men kort efter, det var ankommet til England, blev "Edwin Fox" lejet af den britiske regering til brug til troppetransport. England og Frankrig førte krig på Krimhalvøen og mellem de mange soldater, som skibet transporterede, var kvinden Florence Nightingale, som siden blev berømt for sin pleje af sårede soldater. Efter krigen gik skibet i fragtfart i Asien og world wide, transporterede bl.a. 300 kinesiske kulier til Cuba. Fra 1858 til 1872 blev skibet atter lejet af den britiske regering og sejlede bl.a. straffefanger til Australien, tropper til Bombay og almindeligt fragtgods til Australien. I 1873 blev skibet chartret til sejlads med immigranter til New Zealand og gjorde mange rejser. Men i 1880-erne var tiden løbet fra den gamle skude. Dampskibe overtog fragt- og passagersejlads. Imidlertid blev "Edwin Fox" købt af newzealandske fåreavlere og ombygget til fryseskib og sejlede mellem Sydøens forskellige havne, indtil det i 1897 blev slæbt til Picton og fra 1905 brugt som flydende kullager. I dag er "Edwin Fox" en turistattraktion, verdens næstældste bevarede større fragtsejlskib bygget af træ.
Skroget af "Edwin Fox" set indefra med luger og inderklædning bevaret, wikipedia.
Det er et usædvanligt stort skrog, ca. 50 m. langt og 9 m. bredt, som står i en overdækket tørdok. Man kan gå om bord i skibet, se håndværket, men også de mange års slid og forfald. Uden disse store skibe havde det engelske imperium ikke eksisteret. De bandt verdensimperiet sammen. Oprindelig var planen at restaurere skibet til sejldygtig stand. Den plan er opgivet, meget fornuftigt, for dels ville det økonomisk og praktisk være nærmest umuligt bare at skaffe teaktræ i de mængder - dels ville man udviske den historie, som skroget tydeligt fortæller. Desuden ville et sejlende fartøj af den størrelse kræve en stor fast besætning, og hvordan skulle man skaffe og lønne den!
Færgesejladsen over Cook Strait tager 3,5 timer. Den engelske opdagelsesrejsende James Cook var med skibet "Endeavour" på disse kanter i årene 1769-70, 1773 og 1777. Han foretog opmålinger af kysten og var i kontakt med den lokale befolkning maorierne. Cook Strait er om vinteren i juli et forblæst farvand og kan selv for moderne færger give passagererne en "rulletur". Listen over skibsforlis er lang. I 1968 forliste Cunard-færgen "Wahine" under en storm på et rev ved indsejlingen til færgehavnen i Wellington. 52 passagerer mistede livet.
Da vi krydsede strædet, var vejret heldigvis godt, kun en smule dønning, og velbeholdne ankom vi til Wellington, New Zealands hovedstad, fandt en parkering og gik ind i New Zealands Nationalmuseum med maorinavnet "Te Papa", på engelsk "Our Place". Museet blev åbnet i 1998 i nye bygninger og rummer tre store emner: New Zealands naturhistorie, kulturhistorie og kunsthistorie. Det kræver plads og to store bygninger af beton er rejst på Wellingtons havnefront. Den nordlige vender sig mod havet og bjergene, mens den sydlige vender mod byen. De er forbundet af en tredje bygning. Symbolsk betragtet rummer komplekset maorikulturen og den europæiske kultur forbundet af indgangsbygningen.
Foto af receptionen i Te Papa Nationalmuseum, Wellington
Naturhistorien er et kapitel for sig med præsentation af landets mange dyrearter. Arter indført af de europæiske indvandrere, bl.a. rotter, betød ødelæggelse af endemiske arter. Nogle arter er uddøde, bl.a. en strudsefugl ved navn moa, som kunne veje helt op til 250 kg. Som kiwien kunne den ikke flyve og var et let bytte for mennesket. En figur af en moa kan betragtes på museet.
En afdeling på tredje sal heder "Te Papa Tongareva". På maorisproget betyder det: Gemme for vore værdifulde ting. Denne del af museet giver indsigt i den oprindelige befolknings levevis og materielle kultur. Maorierne er et polynesisk folk, hvis kunst er karakteriseret ved at være meget ornamental. Den udfolder sig i træsnit, i udhugne sten, ved bemaling, i tekstilmønstre og som tatoveringer. Spiraler er foretrukket til ornamentik. Til maoriernes kultur hører også sange, rytmisk dans og den kendte "haka" krigsdans. Begrebet mana spiller en stor rolle for maorierne. Mana er en nedarvet kraft, som fremtrædende personer har, og til mana knytter sig slægtens mytiske fortællinger. Maorierne havde intet skriftsprog.
Maorierne udgør i dag 14 % af befolkningen. Det, der skete efter Cooks opmålinger og kortlægning af de to store øer i Stillehavet, var, at briterne begyndte at kolonisere dem. Først ankom soldater og missionærer. Naturligvis gjorde maorierne modstand mod de invaderende fremmede, men efter en række sammenstød måtte de underskrive en fredstraktat i 1840, som de facto gav England overhøjhed over landet. Det kom senere til et stort oprør, som blev slået ned af kolonimagten. Modsat Australiens fåtallige aboriginals kunne maorierne dog hævde sig, og de tilpassede sig de ændrede forhold. I dag er maorikulturen anerkendt som en del af det newzealandske samfund.
Maleri i "Te Papa" af William Allsworth 1840: "The emigrants". Medlemmer af en skotsk familie er landet i det fremmede og står i deres stiveste puds på kysten. Ude i horisonten sejler det skib, de ankom med, og bag dem ses den indtægtskilde, som skulle sikre deres eksistens: fåreavl, wikipedia commons.
Indvandring, det andet store emne på museets tredje sal, foregik i større stil fra 1860-erne. Og det var ikke kun folk fra United Kingdom, som søgte til denne i forhold til Europa fjerne verdensdel. Også danskere drog hertil, f.eks. statsminister D.G. Monrad efter krigen i 1864. Han vendte imidlertid hjem igen. Men ganske mange sønderjyder udvandrede som han efter 1866 til New Zealand, idet de ikke ønskede at blive prøjsiske undersåtter. Udvandrerne kom ofte i håb om en ny start på tilværelsen. På museet berettes om indvandringen og som et eksempel på, at langt fra alle indvandrere fandt lykken i New Zealand er bl.a. forfatteren Ingeborg Stuckenberg brugt.
Forfatterinden Ingeborg Stuckenberg, kgl. bibliotek. dk.
Hun var gift med digteren Viggo Stuckenberg. Efter turbulens i ægteskabet og utroskab rejste hun i 1903 med sin nye kæreste, gartneren Hans Dines Madsen, til New Zealand. Det gik helt galt. De kunne ikke finde arbejde, og gartneren købte sig en returbillet til Danmark, mens Ingeborg måtte blive og arbejdede som køkkenhjælp. 38 år gammel skød hun sig selv med en revolver. Hun nåede at skrive: "Korte breve fra en lang rejse". I et brev hjem til sin søster skrev hun: ”Jeg har haft, saalænge jeg blot kunne støtte og humpe og halte mig frem, saadan fjorten Timers Arbejde om Dagen. – Du kan jo sige med Moliere, men ”hvad Fanden vilde du også paa den Galej?” Jeg smiler selv tit ved Tanken om det, for jeg kan selv ikke mere huske, om man fik at vide, hvad han vilde på Galejen. Du kan i alle Tilfælde trøste dig med, at jeg hellere er hvor jeg er, end hjemme og at det er bedst for mig og for dem jeg holder af. Herovre kan jeg gaa ud af Verden uden Staahej, om den ikke passer mig mere. Hjemme havde jeg været et evigt ”memento mori” at se og høre paa.” (Ingeborg Stuckenberg: Private Breve)
"Te Papa" har løbende særudstillinger og er et museum under stadig forandring. Det er et børnevenligt museum og man kan vælge og vrage mellem de mange tilbud omtrent som i et supermarked, f.eks. kan børn prøve at ro en kano eller klippe et får eller sejle et vindsurfbrædt. Som voksen var det en oplevelse at gå ind i et hus og få fortalt historien om jordskælvet i byen Napier i 1931. Pludselig under fortællingen begyndte huset at ryste, som under et jordskælv. Chokerende effektfuldt! Måske kan man som museumsgæst savne ro og nogle lange linjer i museets udstilling, måske bliver der "råbt" for højt, som f.eks. i en ny udstilling om kiwiernes deltagelse i første verdenskrig på halvøen Gallipoli ved Bospurus. Scenerier fra krigen er gengivet med mennesker i gigantstørrelse. Det virker selvfølgelig som en stor overraskelse, men fjerner fokus fra fortællingen om den tragiske krig.
Ikke desto mindre har "Te Papa" rigtig meget at byde på. Alle kan finde noget interessant. Der er gratis entré.
Byen Dannevirke i New Zealand med forloren vindmølle som blikfang. Byen blev grundlagt i 1872 af danske, svenske og norske indvandrere. Borgmester i årene 1903-1910 var Hans Madsen. om
Vi forlod Wellington og kørte mod nord til Napier, som blev ødelagt af jordskælv og genopbygget i den nye "art deco" stil. På vejen dertil passerede vi flere mindre byer, hvor danske indvandrere havde slået sig ned. En af dem hed Eketahuna, men det var et nyt navn. Det gamle var Mellemskov. Den næste by hed Dannevirke og den næste igen Norsewood.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen"
[Historie-online.dk, den 11. februar 2020]
