Museum på Rejsen 43: Lofotmuseet i Storvågan, Kabelvåg
Norge har en af verdens længste kystlinjer - omkring 20.000 km. 80 % af nordmændene bor langs kysten. Det er klart at i sådant et land har man tidligere sejlet for at tage sig frem. Der er meget at opleve langs de norske kyster og hvis det ikke lige var for vejret, som kan være blæsende og køligt selv sommerdage, så er Norge et af de skønneste steder at tage hen. Sørlandet, Vestlandet, Trøndelag, Helgeland osv. byder på grandios natur og kønne byer med træhuse og et sprog, man forstår.
Et af de steder, man skal gøre en særlig indsats for at nå, er Lofoten. Navnet har en klang af fortid, fisk og voldsom natur. Lofoten er et ørige med fem store øer og en kæde af høje bjerge, der rejser sig som en mur. I dag er øerne forbundet, og der er gode veje. Sommeren er den bedste tid at besøge Lofoten. I bil kommer man enten med færge fra Bodø eller Hammarsø eller kan ad hovedvej E 10 køre fra Narvik til Lofoten. Er man ankommet med tog til Narvik, så kan man sejle med Ofotens og Vesterålens Dampskibsselskabs katamaranbåde til Lofoten.
Hvad skal man på Lofoten? Jo, det er et dejligt naturområde, som frister til fritidsliv, vandreture og forskellige former for sejlads. Og en fisketur lønner sig. Allemandsretten gælder ligesom i Sverige. Vejret er en uberegnelig størrelse heroppe nordpå. Den ene dag kan det være 23 grader med sol og den næste 15 grader, overskyet og blæsende. En anden ubehagelig overraskelse er knot eller på dansk mitter, små myg. Pludselig er de der, og man mærker dem ikke, før det om aftenen klør som bare pokker. De to største bysamfund er Kabelvåg og Svolvær. Lofoten ligger nord for polarcirklen, men takket være Golfstrømmen har Nordnorge et mildt klima, og her vokser træer.
Interessen for bæredygtighed og ressourceforvaltning er steget i de senere årti og i en gammel kystkultur som på Lofoten er der indsigt og inspiration at hente. Hvordan overlevede og klarede folk sig heroppe langt nordpå før konsumsamfundet?
Livet på Lofoten i gamle dage får man mange oplysninger om på Lofotmuseet i Kabelvåg. Det er et af flere udmærkede museer på Lofoten. Museet er stiftet i 1976 og består af en gammel værejergård. Hovedbygningen er fra 1815. Værejer? Ja hermed forstås ejeren af et fiskevær eller fiskerleje. Torsk er og var Lofotens rigdom og fiskere fra den norske kyst kom til Lofoten for at fiske i den korte tid i månederne januar, februar og marts, når de arktiske torsk kommer ind til kysten for at gyde. Værejeren havde hytter, såkaldte rorboder, til de fremmede fiskere, som kom sejlende i deres Nordlandsbåde, sommetider så langvejs fra som fra pladser i Trøndelag. Det var en rejse på henved 500 sømil vinterdage i mørke og kulde i en åben båd under sejl - vikingesejlads!
I det store hovedhus boede værejeren, familien Lorch og senere familien Wolff med en større husholdning. Der var en afgrundsdyb forskel i levevis mellem værejeren og fiskerne. Værejeren førte et højborgerligt liv, og det ses på møblementet i stuerne. På første sal er gæsteværelser. Nogle rum i husets nederste del bruges til skiftende udstillinger.
Lofotmuseet med gråmalet hovedbygning, mens økonomibygninger er rødmalede. wikipedia.
I den tidligere kostald vises redskaber, som blev brugt i lofotfiskeriet, og i hestestalden ser man en samling af gamle bådmotorer. Nogle af dem kan køre.
I slutningen af 1800-årene havde værejeren her over 100 rorboder, som han lejede ud til fiskere, der kom sejlende for at deltage i lofotfiskeriet. To gamle rorboder er bevaret, en fra 1797 og en fra 1800-tallet .
Et kig ind i rorbod på Lofotmuseet. Den primitive og rå indretning fremgår af billedet. foto museum nord
Fiskerne tørnede ud kl. 04 i mørket, søsatte deres båd og tog på havet. De roede ud til fiskepladserne i deres både. Fangsten foregik med kroge. Når man havde fået god fangst, satte man sejl, om vinden tillod, og lossede så fangsten i fiskeværet. Torsken blev renset og hængt til tørre på stilladser. Tørfisken var en eftertragtet vare. Når den var klar til transport, blev fisken lastet i sejlfartøjer, Nordlandsjagter, som rejste hele vejen ned til Bergen, hvor fisken blev solgt. Jagterne returnerede med varer som salt, tjære, mel, gryn, tovværk, jern, klæde osv. - alt det, som der var brug for hjemme på Lofoten.
En flåde af nordlandsbåde fotograferet i 1920. foto ekte data, Universitetet i Bergen
Fiskeriet var farligt, for Nordhavet er voldsomt selv inde under kysten. Bådene havde lavt fribord og kunne kæntre, når søen rejste sig. I en periode omkom henved hver fjerde fisker på havet. Det var på alle måder en barsk oplevelse at deltage i fiskeriet, en kamp med naturen. Læsere kan anbefales nærmere bekendtskab med dette liv i den spændende roman: "Den sidste viking" skrevet af Johan Bojer i 1939.
Fembøring i stranden på vej til vinteropbevaring i sit naust. Læg mærke til hytten agter, som brugtes i rejsebådene. foto museum nord
På museet er også to naust, dvs. bådeskure. Det ene er beregnet til en såkaldt fembøring, dvs. et fartøj med fem bordgange. Nordlandsbådene var klinkbyggede med høje stævne og repræsenterer den samme bådtype som vikingetidens fartøjer. I det andet naust kan gæsten se tre forskellige typer af disse Nordlandsbåde, som blev bygget i forskellig størrelse.
De folk, som boede på Lofoten, fiskede naturligvis også. De havde et landbrug, hvor der blev dyrket korn, som regel byg og enkorn. Hver gård havde ager, græs, tørveland og kartoffelland. Kosten på Lofoten bestod mest af fisk og kartofler. Gårdens husdyr var malkekøer, heste, får, geder og høns. Man sagde om bonden på Lofoten, at han havde begge ben i båden og en lillefinger i landbruget.
Fra Lofotmuseet kan man gå hen til Vågar og dér besøge et område, hvor der er lavet udgravninger i en årrække. Her findes Lofotens vigtigste gamle bysamfund. Der er påvist husrester og affaldsgruber fra en bebyggelse, som omkring år 1000 var et økonomisk og kulturelt center, og som vedblev at være aktivt indtil 1400-årene. Vågar ligger på en tange med naturhavn til begge sider. Fiskeri og produktion af tørfisk var samfundets grundlag ,og tørfisk var en vare som i middelalderen var stærkt efterspurgt i Europa. Vågar var ifølge arkæologer handelscenter for hele Nordnorge.
I dag er mange af de små landbrug nedlagt og befolkningstilbagegangen har været mærkbar, især unge er rejst bort. Fiskeriet har også ændret karakter. Det 1000 år gamle samfundsmønster blev efter første verdenskrig gradvist ændret. I det gamle samfund var man langt hen ad vejen selvforsynende. Man kunne f.eks. med en kniv lave en rive, uden at det kostede en krone. Folk var dygtige med hænderne. Mange færdigheder er nu gået tabt. Men Lofotens chance er måske kombinationen af erhverv som fiskeri, jordbrug og turisme på bæredygtig vis. Forbundet "Kysten" i Norge arbejder på dette og mener, at vi kan lære noget af fortidens mennesker, bl.a. respekten for naturen.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen" her