Museum på Rejsen 45: Virginia, USA
Yorktown ved York River er en lille by i Virginia, hvor USAs fortid er levende. I selve byen Yorktown er kønne gamle huse og nydelige gader. Foran rådhuset står en obelisk med navnene på alle de faldne fra Yorktown lige fra borgerkrigen, første og anden verdenskrig, Koreakrigen og til Vietnamkrigen. De fleste navne på faldne er fra borgerkrigen og Vietnamkrigen. Lidt uden for byen finder man ”Yorktown Victory Museum”, og her er det ikke nogen af de ovennævnte krige, det drejer sig om, men derimod uafhængighedskrigen og sejren ved Yorktown i året 1781.
Biografen i museet. american revolution museum
Museumsbygningen er stor og ny og rummer bl.a. en biograf, hvor man kan se en film, som er meget "stars and stripes glory" og med reklameindslag om de gode muligheder for unge mennesker i den amerikanske hær. En anden del af udstillingen handler om selve sagen: uafhængighedskrigen. Det er en "flad" udstilling, som mest består af plancher med billeder. Her er interessante fotografier af deltagere i uafhængighedskrigen, f.eks. et fotografi optaget i 1860, hvor en gammel mand, en veteran, er opstillet foran sin lille private samling fra uafhængighedskrigen.
Uden for museet er en slags frilandsmuseum. Vi gik vi hen til en større samling af folk. En frivillig iklædt uniform fra uafhængighedskrigen forklarede kompetent om artilleriet under uafhængighedskrigen og proceduren ved betjening af en seks pund feltkanon. Andre frivillige udførte kanonkommandørens ordre, og det gav et pænt knald, da sortkrudtet eksploderede i kanonrøret. Vi gik videre i det, som var lavet som en lejr under uafhængighedskrigen. Her var mange telte og nogle små træhuse alle bemandet med frivillige i tøj som passede til tiden. Der var en smedje, et feltlazaret, et feltkøkken, en have osv.
Fire frivillige viser en seks punds feltkanon frem. foto om
Amerikanerne, eller rettere nogle af dem, er meget glade for den slags, dvs. at klæde sig ud i fortidige kostymer og genoplive historiske begivenheder. ”Reenactment” hedder fænomenet. Det er blevet en hobby for mange mennesker, og på disse kanter er der tale om ”reenactments” af begivenheder under den amerikanske borgerkrig. Der findes foreninger og tidsskrifter om dette, f.eks. "Camp Chase Gazette – the Voice of Civil War Reenacting". Her kan man så læse om afholdte og planlagte "reenactments" i hele USA, og listen er omfattende. Man kan også se annoncer for al det udstyr, man skal bruge til "reenactment" f.eks. våben. Alt efter om man er sydstatssoldat eller nordstatssoldat må man finde et passende våben, måske en Smiths Carbine 50 kaliber, der fås i en kavallerimodel og en artillerimodel eller måske en Colt Navy revolver, der blev brugt af officerer såvel i sydstatshæren som i nordstatshæren. Der er skam også lommeure, sko og støvler, spisegrejer, tornystre, sadeltasker, brødposer, komplette uniformer og tøj til kvinder efter datidens mode. Man tilstræber den størst mulige akkuratesse og sommetider optages fotografier, hvor man næsten kan tro, at det er et autentisk fotografi fra borgerkrigen. Fænomenet med at gøre teater ud af fortiden er ikke kun en amerikansk forteelse. Det foregår også i Europa. Man spørger sig selv, hvad søren der ligger bagved? Måske skal man undgå psykologiske forklaringer om individualisme og tidens rodløshed og behovet for at etablere en forbindelse til fortiden. Måske skal man bare huske tilbage til dengang, man selv legede soldater og røvere eller cowboys og indianere. Måske handler det om at lege sammen?
De engelske tropper i Yorktown overgiver sig og defilerer forbi til venstre den franske hær og til højre den amerikanske. Oliemaleri af Trumbull fra 1820. wikipedia.
De amerikanske oprøreres sejr ved Yorktown var ikke kun en amerikansk sejr. Frankrig havde stillet sig på oprørernes side, og det var et nært militært samarbejde mellem Frankrig og oprørsstyrkerne med general Washington i spidsen, som fik den engelske kolonimagt ned med nakken. Ved Yorktown havde den engelske general Cornwallis trukket sig tilbage. Han ventede på forstærkninger og forsyninger, så han igen kunne tage initiativet imod oprørshæren. Men forstærkningerne kom ikke. Frankrig havde sendt en hær og en flådestyrke, som blokerede den engelske flådes forsøg på at undsætte hæren. Over for en forenet stærk fransk og amerikansk hærstyrke, som belejrede og bombarderede de engelske tropper, valgte Cornwallis at kapitulere. Denne sejr blev afgørende for krigens udfald. Fredsforhandlinger indledtes, og Storbritannien anerkendte den tidligere kolonis uafhængighed. Amerikas forenede stater var en realitet fra den 3.september 1783.
Der er mere historie på disse kanter, nemlig Jamestown, hvor den engelske kolonisering af Amerika begyndte. Stedet er et museum og en historisk mindepark, hvor der blev startet arkæologiske gravninger i 1994. I besøgscentret ved indgangen fortælles med udstilling og en film om Jamestowns historie. Man kommer ud til det historiske sted ad en sti og træbro, som fører over en sump ud til den tange, hvor den ældste bebyggelse lå. I sumpområdet ser man i øvrigt hejrer og skildpadder. Ude på tangen er de gjorte fund udstillet: potteskår, skår af stentøj, redskaber og våben af jern og flere grave, bl.a. en med skelettet af en ung mand, som var skudt af en musketkugle i benet og forblødte? Der er ikke meget tilbage af det oprindelige Jamestown. Kun det underste af kirkens tårn. I 1907 byggede man kirkeskibet op igen på det gamle fundament.
Udgravning af en gravplads i Jamestown. wikimedia
Historien om Jamestown begynder i året 1607, da de første emigranter kom fra England. Initiativtager til koloniseringen var "The Virginia Company" i London. Stedet fik først navnet Fort James efter den engelske konge på dette tidpunkt, James. Fortet, som var omgivet af palisader, lå ved en flod, som mundede ud i Chesapeake Bay og med gode besejlingsforhold fra Atlanterhavet. Inde bag fortets palisader bosatte arbejdere, håndværkere og soldater sig under ledelse af kaptajn John Smith. Han fastslog regler for det lille samfund og en af dem hed: "He that will not work shall not eat". Der er opstillet en statue af ham på stedet. Det viste sig vanskeligt at overleve i den nye verden, og i 1609-1610 var der hungersnød og sygdom, kun 80 mennesker overlevede. Flere emigranter og nye forsyninger ankom, heriblandt også kvinder, og en bebyggelse voksede frem uden for fortet. I 1619 blev stedet anerkendt som by: Jamestown.
Model af Fort James i bronze. foto om
De lokale indbyggere, en indianerstamme, tog i starten vel imod de fremmede, men da indvandrerne begyndte at tage jord til dyrkning, kom det til kampe, og den lokale indianerstamme Powhatan blev kolonisternes fjender. En ung høvdingedatter med tilnavnet Pokahontas, blev taget til fange. Hun blev kristen og blev gift med den mand, som begyndte at avle tobak i Jamestowns omegn. I 1616 rejste hun med sin mand til London og blev dér en berømthed, som besøgte hoffet. Hun døde på returrejsen til Virginia året efter. Allerede 1619 ankom de første sorte slaver, som blev brugt i tobaksmarkerne. Tobak viste sig snart at blive Virginia koloniens vigtigste eksportvare.
Indianerhøvdingens datter Pokahontas fik sit kontrafej stukket i kobber og trykt, mens hun var i England. wikipedia
Jamestown fik en kort levetid, idet byen i 1676 blev brændt ned. Virginias guvernør var blevet upopulær i mange nybyggeres øjne, fordi han ikke bekrigede indianerne så meget, som de ønskede. En oprørsstyrke angreb Jamestown, jagede guvernøren ud af sit hus og stak ild i byen. Soldater fra nogle engelske skibe greb ind og beskyttede guvernøren, og flere soldater kom fra England og nedkæmpede nybyggernes oprør. Jamestown blev ikke fuldstændig genopbygget, bl.a. var kirken en ruin, og Virginias hovedstad flyttede til den nærliggende bebyggelse Williamsburg.
Der kan være varmt i Virginia om sommeren: 30-35 grader C og stillestående luft. Kroppen sveder og tøjet klistrer. Pyh ha. Vi satte kurs først sydpå og så nordpå ad Highway 13 og videre ad den imponerende 28 km. lange bro- og tunnelforbindelse over Cheasapeake Bay til Delaware halvøen. Målet var her en badestrand ud mod Atlanterhavet. Det kølige, friske havvand var skønt.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien Museum på Rejsen her
[Historie-online.dk, den 5. maj 2020]
