Museumsnumre 104 - plejl
Hvor mange kender i dag ordet plejl og ved, hvad det drejer sig om? Engang var plejlen et af landbrugets vigtigste håndredskaber. Mejered, rive og plejl hørte sammen, når vi taler om kornavlen i gamle dage. Når kornet skulle høstes skete det med mejered, en le med træflene, så kornet blev aflagt i pæne bunker ved skåret. Bag høstkarlene kom høstpigerne, som med river samlede og derpå bandt stråene. De blev opstillet i neg for at tørre, og når det var sket, blev høsten læsset på en stivvogn og kørt til gårdens lade. Her skulle kornet tærskes, dvs. man skulle skille kornet fra de aks, det sad i. Det var et arbejde, som blev foretaget af gårdens karle eller med karl og daglejer gennem det meste af vinteren, og i den proces var plejlen det redskab, der skulle bruges.
Tærskearbejdet foregik i loen, et rum som gik tværs gennem en længe fra ydervæg til ydervæg. Mod gården var en halvdør og mod haven en lem og disse blev åbnet for at skaffe lys og luft. Det støvede meget ved tærskningen. Ofte var man to om tærskearbejdet, og så tærskede man i takt. Tærskeslagene gav en dump rytmisk lyd vinteren igennem. Det var en lyd, som folk opvokset på landet huskede hele livet. Forfatteren Herman Bang, opvokset i en præstegård på Als, har i sin roman ”Tine” gengivet en lille scene fra loen: ”Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til Huen og tærskede videre og Moderen satte sig paa en Bjælkekant med Fødderne højt op under sig og saa til. Herluf krøb ogsaa op – han dukkede altid op bag Moderens Skørter”. I Nordsjællandsk Folkeliv fortæller Lars Larsen fra Vejby om sit arbejde 14 år gammel på en gård: ” Det strengeste Arbejde, jeg havde, var Plejltærskningen om Vinteren. Lige fra der blev indhøstet, til det gryede ad Foraaret, var det Dag ud og Dag ind at svinge Plejlen, det var en drøj Periode, fra jeg blev konfirmeret, og til jeg blev voksen, men det var jo en Slags Trøst, at ogsaa de rige Sognefogedsønner maatte tærske. Der begyndte vel i denne Tid (1850-erne) at komme Tærskemaskiner i Sognet, men det var kun paa enkelte, lidt større Gaarde.”
Anskuelsestavle tærskning med plejl i lo, Alfred Jacobsen, Danske Billeder, Odense Bys Museer
Plejlen er kort fortalt to træstokke ca. 1 m lange – en handel og en slagel – forbundet med en hilde. Plejlen blev ved greb om handlen hævet over hovedet og i en roterende bevægelse sørgede karlen for at slaglen ramte de neg som lå på logulvet. Hver gang det skete, blev kærner slået af aksene. Hilden skulle være stærk og blev lavet af oksehud eller åleskind. Der var forskel på plejlene fra egn til egn. I Østdanmark var slaglen af asketræ og formet sådan, at den fjedrede ved hvert slag. At lave en plejl var husflidsarbejde, men man kunne også købe en plejl hos købmanden i byen og nyt åleskind, når den gamle hilde var gået i stykker. Når der blev tærsket med plejl kunne strået bruges som langhalm, og kunne anvendes til tækkearbejde.
Plejl fra gård i Østrup Holme, Roskilde Museum
Det er klart, at tærskning med plejl, et hårdt og monotont arbejde, kaldte på arbejdsbesparende løsninger. Der blev gjort adskillige forsøg, men først fra omkring 1850 vandt tærskemaskinen frem, og det skete naturligvis først på de store gårde. De første tærskemaskiner blev trukket af heste, der gik i en rundgang. Derefter brugtes dampkraft, hvor lokomobiler trak tærskeværket (se museumsnumre 63).
Når kærnerne var tærsket af strået, skulle det aftærskede korn renses. Det foregik på den simple måde, at man med en kasteskovl slyngede kornet hen ad logulvet, hvorved de tungere kerner og de lettere avner og halmstumper blev adskilt. Bagefter blev kornet soldet. En effektiv rensning fik man først, da kornrensemaskiner, hvirvlere med bevægelige sold, kom i brug. Allerede 1814 havde opfinderen Ole Johansen Winstrup fremstillet en rensemaskine, som efterhånden vandt stor udbredelse. Maskinen blev drevet ved håndkraft. De efterfølgende generationer af rensemaskiner blev drevet ved motorkraft. I de små landbrug og visse steder i landet som f.eks. på Bornholm brugte man plejle længe efter tærskeværker var kommet i brug. På Fanø tærskede kvinder med plejle, som var lidt mindre end mændenes. Mændene var til søs, og kvinderne stod for landbrugsdriften.
Plejl brugt 1880-1930 på gård i Farre ved Hammel, Moesgaard
På vore frilandsmuseer, f.eks. i Den Fynske Landsby kan man af og til se tærskning med plejl demonstreret. Her er de autentiske rammer for arbejdet. Mange museer har bevaret plejle i deres samlinger. Da det gamle landbrug ophørte, var der landmænd som mente, at sådant et redskab som plejlen skulle bevares, og de gik til det lokale museum med redskabet i stedet for bare at smide det ud.
Titelblad i tryk med bøndernes reformkrav 1525. Træsnittet viser bondehærens bevæbning med bl.a. plejle med islåede søm, høtyve og spydstager, public domain
Under de bondeoprør, som forekom i 1500-tallet, viste det sig at plejlen kunne bruges som våben mod f.eks. landsknægte. Ditmarskens bønder kunne i året 1500 notere en sejr over en adelig ridderhær. De udnyttede terrænet med grøfter og smalle veje og slog ridderne af deres heste med plejle og stager. Noget godt våben var plejlen ikke. Plejle, leblade på skaft og høtyve kunne ikke stille noget op over for soldater i rustning og bevæbnet med våben som sværd, armbrøster, lanser og hellebarder. Det endte med blodbad på de oprørske bønder i Tyskland. Herhjemme kunne skipper Clements hær af bønder og borgere heller ikke stå sig mod Rantzaus adelshær med professionelle velbevæbnede lejesvende fra Tyskland. Bønderne måtte finde sig i at blive undertrykt af herremænd. 2025 er 500 året for det store bondeoprør i Tyskland og i den forbindelse bliver der meget at se på museerne.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 10. december 2024]
