Museumsnumre 14: Skærsliberbør og -cykel
”Her slibes knive, her slibes sakse, her er skærsliberen”! Sådan lød et gaderåb for længe siden. Skærsliberen var i industrisamfundet en omvandrende mand, der tjente til livets ophold ved at slibe knive og sakse for byens og landets husmødre. Med sin roterende slibesten og kyndighed kunne han gøre en sløv kniv eller saks skarp. Skærsliberen var også en person, som mere eller mindre havde meldt sig ud af samfundet. Det var ikke tilladt at vagabondere, men at vandre med skærsliberbøren var tilladt, og skærsliberen fik en vandrebog, som han foreviste i de forskellige politikredse og fik et stempel i bogen og dermed tilladelse til at drive sin håndtering.
Skærsliberne var en meget lille, men iøjnefaldende befolkningsgruppe. I museernes samlinger er bevaret nogle få skærsliberbøre og Dansk Folkemindesamling har i deres indsamlingsarbejde dokumenteret skærslibernes liv og de viser, som de sang. Brændevin spillede en stor rolle i skærsliberens tilværelse og i disse folks fællesskab. Og trangen til brændevin overskyggede alt andet og blev for mange en vandring mod elendighed og død. Robert Storm Petersen opsøgte vagabonderne i København og gav i sine tegninger et kærligt og humoristisk billede af disse frie fugle i samfundets periferi og stillede indirekte spørgsmålet om værdien af samfundets snævre normalitetsbegreb.
Robert Storm Petersen har i denne tegning givet en essentiel kritik af industrisamfundet og desuden en forklaring på, hvad der drev nogle folk til at vandre ud ad landevejen.
Sommetider havde skærsliberen en medhjælper, en mand som gik ind i husene efter det som skulle slibes. En huserer kaldte man disse folk. Skærsliber og huserer holdt sammen og delte overskuddet, der som regel blev omsat til brændevin og øl. Skærsliberne havde øgenavne og kendte hinanden: Svend Brændevin, Sorte Magnus, Røde Orm, Bornholmer Holger osv. Skærsliberne mødtes på de forskellige markeder, bl.a. Egeskov marked på Fyn, og her blev i mange år valgt en stodderkonge.
Da brændevinen i 1918 blev belagt med en høj afgift, måtte vagabonderne finde andre udveje, og man begyndte at drikke kogesprit, som var denatureret, dvs. gjort udrikkeligt. Men spritterne iblandede diverse andet, som skulle fjerne den grimme smag, der gav kvalme. Det var hård kost for helbredet, og spritterne blev ikke gamle, og det vidste de godt. En galgenhumoristisk strofe lyder:
På min gravsten skal der skrives,
der ska´ prentes på latin:
Under denne gravsten hviler,
der et smask fordrukkent svin.
Skærsliberbør i Holbæk Museum
Holbæk Museum har bevaret en skærsliberbør. Den er bygget som en trillebør med en kasse. Ved at træde på et fodbrædt driver man via en krumtap et cykelhjul rundt. Dette er forbundet med en rem til en aksel med remskive. På akslen er monteret to slibesten. Skærsliberbørens kasse, kornskabet, har stadig sit oprindelige indhold, nemlig en pande, en gryde, to kopper, to skeer, diverse værktøj samt en Tuborg ølflaske og en lommelærke. Hertil kommer et vaskefad. Hvordan børen er kommet til samlingen, og hvem ejeren har været, melder sagen intet om. Hjerl Hede har en sliberbør helt i træ, som er bygget af en skærsliber ved navn Chr. Schrøder. Han boede om vinteren i Struer, men gik på landevejen i sommerhalvåret, en typisk adfærd for skærsliberne. De måtte gå i vinterhi i byerne. Nationalmuseet har flere gamle skærsliberbøre, bl.a. en bør fra Frelsens Hærs arbejdsgård i Horsens. Børen tilhørte Niels Mortensen, ”Røverniels”, af pæn familie anføres det, men fra sin tidlige ungdom forfalden til druk. Med børen gik han i mange år på landevejene, indtil han pga sygdom kom til arbejdsherberget i Horsens, hvor der var strengt påbud om afholdenhed fra spiritus, hvilket han dog ikke overholdt, og han døde et år efter sin ankomst. Børen var ”testamenteret” til en god ven, ”Høkerhans”, som dog aldrig dukkede op for at afhente den, hvorfor den blev købt af Nationalmuseet.
Efter anden verdenskrig kom mange husmødre ud på arbejdsmarkedet og dermed forsvandt mange af skærslibernes kunder. Skærsliberne skiftede børen ud med en cykel, for på den måde kunne de bedre komme rundt til deres kunder. Nogle skærsliberbøre fik derefter nye ejere, f.eks. den bør, som Giveegnens Museum har. Den blev erhvervet af stationsmester Dahl i Gadbjerg. Stationsforstanderen og en slagtermester i Gadbjerg morede sig ved at gå rundt med børen i deres ferie og kom på den måde ud af hverdagens trædemølle.
Skærslibercykel på Ringsted Museum.
Skærslibercykler var forsynet med en bred støttefod, som løftede baghjulet fri. Ved at træde på pedalerne kunne man ved et remhjul og en drivrem sætte slibestenen anbragt på styret i omdrejninger. Nationalmuseet har en slibercykel, som har tilhørt ”bornholmeren”, som engang i 1960-erne efter at have kalket en gård forsvandt på gårdmandskonens cykel og efterlod sin slibercykel med diverse personligt indhold. Cyklen kom med hjælp fra politibetjent Anders Enevig til Nationalmuseet. Til dem, som vil læse nærmere om spritternes liv og færden, kan hans bog: Prinser og vagabonder fra 1963 anbefales.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 8. november 2022]
