Museumsnumre 31: Vaskemaskine

Der er næppe noget hjælpemiddel i husholdningen, som har haft større betydning end vaskemaskinen. I en tid hvor energi er en mangelvare og derfor dyr, er hjemmene begyndt at bruge deres mange elektriske hjælpemidler på tidspunkter, hvor strømmen er billig. Vaskemaskinen arbejder om natten, mens beboerne sover.

Vask af tøj og linned var førhen virkelig en arbejdskrævende opgave i enhver husholdning, og så meget desto mere som husstandene var store, og alt skulle udføres med håndkraft. Lørdag var den dag i ugen, hvor der blev gjort rent og toet, dvs. tvættet med lud og vand. På landet og i byen havde man desuden særlige vaskedage med storvask. Nogle holdt storvask hver anden måned andre hver måned. Det var husholdningens kvinder, som stod for tøjvask evt. suppleret med vaskekoner udefra. På gårdene brugte man bryggers og gårdsplads til vask, mens herregårdene havde en særlig vaskekælder. Vaskekælder eller vaskehus brugtes i byerne.

 Da man ikke havde vand i huset, foregik skylning med vand fra gårdpumpen eller man kunne ty til den nærmeste sø eller å. Maleren Peter Mønsted har her skildret en vaskescene ved Esrom Sø 1855

Det grundlæggende arbejde var først at lægge vasken i blød i ludvand, derefter opvarmede man en gruekedel med vand, kom tøj og vaskemiddel i kedlen og rørte rundt med en træstok. Når det havde kogt, tog man tøjet op, og i en vaskebalje blev det på et vaskebræt gnubbet godt igennem, et hårdt arbejde. Så blev tøjet skyllet flere gange, evt. tilsat blånelse, vredet og lagt til tørring f.eks. over en busk eller på tørt græs. Om nødvendigt blev tøjet lagt til blegning i solen, hvilket skete på blegepladsen og blegedammen, idet der skulle hældes vand på tøjet, når det skulle bleges. Hele vaskeprocessen tog én eller to dage alt afhængig af hvor meget tøj, der skulle vaskes. For husmænd og arbejdere var mængden af tøj og linned begrænset, og der måtte vaskes oftere end de steder, hvor linned- og klædeskabe var fyldte.

 Storvask på herregården Egebjergord på Nordfyn, omkring 1900

Vask er et hverdagsemne, som ikke har sat sig store spor i vores litteratur, malerkunst eller historieskrivning. Der er kun få undtagelser som H. C. Andersen, der takket være sin baggrund udmærket vidste, hvilket stort og slidsomt arbejde vask var. Hans egen mor arbejdede som vaskekone for fremmede, og han har i fortællingen ”Hun duede ikke” givet et billede af en alkoholiseret vaskekones tilværelse på samfundet bund.

Men i museernes samlinger findes ikke så lidt om dette vigtige arbejde overleveret til eftertiden. Gruekedler er bevaret, og på frilandsmuseerne står de fuldt funktionsdygtige. Der blev ved vask fyret op under gruekedlen. De gamle gruekedler var håndværksarbejde udført af kedelflikkere eller kobbersmede. De blev indmuret med ildsted og aftræk til bryggersskorstenen. Gruekedlen havde et trælåg, som holdt på varmen. Senere kom der fritstående gruekedler i støbejern. Når vasken i gruekedlen var slut blev den varme kedel tømt og fyldt igen med rent vand og så kunne man tage bad i vaskekælderen.

Indmuret gruekedel i bryggers, Industrimuseet

Et vaskebræt af træ brugtes til at gnubbe vasketøjet på, så vaskemidlet kom ind i tøjet. Vaskebrættet var en aflang ramme med fire tværgående stænger, hvori der var flettet pilekviste. Sådanne vaskebrætter blev fra 1890-erne afløst af amerikanerbrættet, et tidligt industrielt produkt som blev fremstillet i store mængder og fandt vej til de fleste husholdninger. Det består af en træramme med påsat bølget galvaniseret blik. Også de gamle bødkrede vaskebaljer blev efterhånden erstattet af en oval zinkbalje, tit fremstillet hos Glud og Marstrand. Man fik desuden gummiforklæder, så man ikke blev så våd.

 Vaskebalje af zink af den gængse type, Kvindemuseet

Når der var gnubbet på vaskebrættet, og tøjet var skyllet mindst to gange, brugte man fra 1860-erne en vridemaskine, to valser, som tøjet blev ført igennem og på den måde fik man lettere og mere effektivt vandet væk end ved at vride tøjet med hånden. Der blev nu også fremstillet forskellige typer mekaniske vaskemaskiner. En simpel type var den såkaldte vugge, hvor tøjet blev gnubbet hen over nogle zinkriller ved håndkraft, mens en anden type var et bødkret kar, hvori en slags piskeris blev drevet rundt med håndsving, tandhjul og aksler. Firmaet Mammen og Drescher i København fremstillede en cylindrisk mekanisk vaskemaskine i galvaniseret blik. Maskinen var mærket Renvask, fik stor udbredelse og findes bevaret på flere museer.

 Mekanisk vaskemaskine i træ og jern, Brønderslev

I byerne dukkede der vaskerier op omkring 1860. Det var dampvaskerier, som rengjorde tøjet og leverede det rengjort og rullet til kunderne. Det var en service byhusholdninger efterhånden benyttede sig af, hvis de havde råd. Så slap man for at gå i vaskekælderen. Fra 1870-erne begyndte kemisk rensning af tøj.

 Dampvaskeri i København, 1935, Københavns Museum

Elektriske vaskemaskiner kom i 1920-erne, og de blev udlejet til folk. Kun store husholdninger havde råd til sådan en anskaffelse. Der blev opfundet en elektrisk maskine, som kunne anbringes oven på gruekedlen og vaske tøjet. Det var arbejdsbesparende, for så behøvede man ikke en vaskemaskine, som skulle fyldes med tøj og vand fra gruekedlen.

I en del landsbyer gik man i mellemkrigstiden sammen og lavede et lille andelsvaskeri, hvor man kunne bestille vasketid. Ordningen svarede til de fælles frysehuse, som blev bygget. I byejendommene blev anskaffet vaskemaskine til brug for beboerne. Sådanne ”opgangsmaskiner” var store robuste maskiner fremstillet bl.a. af Vølund. Vejle Museum har bevaret et eksemplar i god stand.  

Vaskemaskinen ”Ferm” fra Ulstrup Maskinfabrik var en af de mest brugte vaskemaskiner i 1950-erne. Maskinen er hvid, tøndeformet, har lodret drivaksel og en tilhørende vridemaskine. Andre tidlige elektriske danske vaskemaskiner var Nilbro, Simplex og Haka. 

Ferm vaskemaskine, Randers Museum. Vaskemaskinen har tilhørt en landmandskone, som fik anskaffet den omkring 1950. Det var en lettelse for hende med en husstand på seks-syv personer at kunne klare vasken på en halv dag, hvor det tidligere var hårdt fysisk arbejde og tog en hel dag sammen med den unge pige. Vaskemaskinen blev også lånt ud til naboerne. Den blev udskiftet med en fuldautomatisk omkr. 1972

De fleste husholdningerne fik først deres egen elektriske vaskemaskine fra 1960-erne, og i mange lejligheder var der ikke plads til en vaskemaskine. I byerne fik man derfor møntvaskerier. Arbejdermuseet har en købekontrakt fra 1958 på en Atlas vaskemaskine. Den blev købt brugt og på afbetaling af fru Jensen i Glostrup og kostede dengang 601 kr. Timelønnen for arbejdere var dengang 4,80 kr.

Nye automatiske vaskemaskiner blev importeret fra USA, Sverige og Tyskland. Disse maskiner kunne automatisk vaske, skylle og centrifugere tøjvasken. Maskinerne har enten vandretliggende roterende tromle eller lodretstående ditto. Den sidste type skal betjenes fra toppen. Også danske fabrikanter fremstillede i 50-erne og 60-erne vaskemaskiner. Det gjorde Kaj Jensen i Aabyhøj, Kirk Electric, Vølund og Laurids Knudsen. De danske mærker Vølund og Gram er stadig på markedet.

Som noget nyt kom også elektriske tørretumblere. Teknisk Museum har en flot tørretumbler i træ fra firmaet Vølund, produceret i 1980-erne.

 Pakke med vaskemidlet Persil, Vendsyssel Museum

Vaskemidler i originale pakninger og med nostalgisk klingende navne som Henko, Persil, Rinso og sidst Biotex findes også på museerne.

De forenede Dampvaskerier grundlagt i 1958 driver i dag 16 storvaskerier i hele Danmark og varetager en stor del af den vask, som ordnes for sygehuse og større private virksomheder.

Måske er der grund til at reformere tøjvasken, så den bliver mere bæredygtig? I alt fald vaskes der fem gange så meget tøj i vore dage som i 1950. Og de allerfleste husholdninger har deres egen vaskemaskine. Men er der råd til det i en verden, hvor såvel energi- som vandforsyningen bliver stadig vanskeligere?

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 28. marts 2023]