Museumsnumre 34: Bogreol
Digitalisering har medført store forandringer i den materielle kultur, og en af dem er, at der rokkes ved den trykte bog som grundstenen i videnssamfundet. I dag kan www fungere som formidler af den viden, som man tidligere kun fandt i bøgerne. Men mens bøgerne er faktuelle og som regel for fagbøgers vedkommende indeholder det, som titlen lover, så er oplysningerne på nettet en kaotisk blanding af oplysninger, reklame og ”fake news”, hvor kommercielle, politiske og kriminelle interesser er på spil. Der er god grund til at beholde bøgerne, selv om medier og sågar biblioteker mener, at vi kan undvære de fleste af dem; i alt fald håndbøgerne så længe nettet er tumleplads for alle mulige andre interesser end vidensformidling.
Anskaffer man bøger, så har man også brug for et sted at stille dem og dertil har man bogreolen. Lad os kigge i museernes samlinger og finde ud af, hvordan det forholder sig med bogreolens historie.
Bogreolen er i virkeligheden et forholdsvist nyt fænomen, ligesom det at eje mange bøger. Hverken bonden, håndværkeren eller arbejderen ejede mange bøger. Det hang sammen med bøgernes pris og den analfabetisme, som stadig var udbredt langt ind i 1700-tallet. Kigger man i opgørelser af dødsboer fra 1600- og 1700-årene finder man dog selv i hjem, som ikke er velhavende, enkelte bøger. Det var selvfølgelig Biblen, en huspostil og religiøse og historiske skrifter.
Hvem ejede og læste bøger? Ja først og fremmest var det de forholdsvis få mennesker, som tilhørte den akademiske verden. Det var præster og embedsmænd, videnskabsmænd og forfattere. Nogle private bogsamlere kan vi notere tilbage i vores historie. Karen Brahe, 1657 – 1736, var en dansk adelsfrøken, som grundlagde Odense Adelige Jomfrukloster, og hun samlede på bøger. Hendes bibliotek blev bevaret og er enestående. Det tæller 3.400 trykte og 1.150 håndskrevne bøger og overvejende bøger på dansk. Tidens lærde samlede bøger. Det gælder læge og professor Ole Worm, død 1654, som også samlede genstande til sit kunstkammer. Astronom og embedsmand Ole Rømer, død 1710 havde et stort bibliotek, og fortsætter vi i 1700-årene havde Hans Gram, Ludvig Holberg, Jakob Langebek og Peter Frederik Suhm store bogsamlinger. Alle var de historikere og embedsmænd. Også de danske konger samlede bøger, og deres bogsamling blev til Det kgl. Bibliotek, vores nationalbibliotek.
Kobberstik af bogsamleren Hans Gram portrætteret foran sin bogreol. KB
Der er ikke bevaret mange bogreoler på de danske museer. De ældste bogreoler kender vi ikke rigtig. Billeder fra middelalderen synes at vise, at man på klostrene opbevarede de kostbare håndskrevne bøger i bogskabe. Klostre havde ”scriptorium et librarium” til arbejdet med de håndskrevne bøger. Opfindelsen af bogtrykkeri ændrede alt det. Bøger kunne udkomme i mange eksemplarer og fik derved en langt større læsekreds.
I slutningen af 1700-tallet blev bogreoler mere udbredt og det hang sammen med oplysningstiden, som lagde vægt på bøger og viden som vejen til et bedre samfund. Desuden skete der en velstandsstigning i kredse uden for det jordejende aristokrati. Embedsmænd og borgere fik større økonomisk råderum. Bakkehusmuseet er et velbevaret eksempel på et borgerligt litterært hjem i starten af 1800-årene. Knud Lyhne Rahbek var forfatter og professor ved universitetet og med hans hustru Karen Margrethe Rahbek som litteraturens muse, blev Bakkehuset i en generation stedet, hvor tidens skønånder samledes. En del af hjemmets bogreoler er bevaret og viser, at man benyttede bogreoler af fyrretræ, som var malet hvide, så de indgik i empirens smagfulde boligindretning, hvor paneler, døre, gerigter samt stole og borde også var hvide. Bogreolerne har foroven fine klassiske udskæringer, tandsnit eller æggestav. I øvrigt var bogreoler og bogskabe indrettet, så de passede til bøgernes dimensioner. I gammel tid var formaterne folio, kvart og oktav, idet tallene angav det antal gange hvert ark blev falset, nemlig et halvt ark, en fjerdedel ark og en ottendedel ark. Bøgerne havde læderindbinding. En trykt bog var helt igennem et stykke håndværk, når man betænker, at også satsen var håndarbejde.
Bogreol i bakkehuset, fra Knud Lyhne og Kamma Rahbeks tid. Bakkehusmuseet
Fra 1830-erne bliver bogreolerne udført i mahogni. Højborgerskabet og herregårdene havde egne biblioteker, og der var status i det litterære. Man diskuterede de seneste udgivelser af digte og romaner og de lærdes fagbøger. Digtere som H. C. Andersen rejste rundt på herregårdene og læste op.
Skolerne havde naturligvis bøger, og her benyttede man bogskabe, der kunne låses. Give Egnens Museum har et sådant skolebogskab.
Bogreolerne blev udført af lokale snedkermestre, og de skulle passe til stuen og det øvrige møblement. Et eksempel på en veludført mahognibogreol er malermester Nielsens reol på Sorø Museum. Et andet snedkermøbel er Kaj Munks bogreol med underskab i Ringkøbing-Skjern Museum.
Bogreol fra Kaj Munks hjem, Ringkøbing-Skjern Museum
Bogreol fra Knud Rasmussens hus i Hundested, Industrimuseet Frederiksværk
Men den lette og enkle træreol holdt stand, sikkert fordi den var billigere og mere fleksibel i boligindretningen end de tunge mahognireoler. Odense Bys Museer har en enkel træreol dateret til omkring 1860. Reolen har stået i H. C. Andersens bolig i København. I Knud Rasmussens hus i Hundested findes i arbejdsværelset en lav hjørnebogreol af samme enkle men funktionelle type, træ og finer der er lakeret. Små kroge angiver at reolen har haft forhæng.
Både før og efter anden verdenskrig blev bogreoler stadig fremstillet på bestilling hos lokale snedkermestre. Det gælder eksempelvis en reol i Haderslev Museum fremstillet af snedker og billedskærer Walther Nielsen i 1939. Tilsvarende er i Rudersdal Museum en reol med skabsunderdel fremstillet i Gl. Holte af møbelsnedker Mogens Jæpelt i 1950-erne. Som noget nyt blev der i nogle bogreoler gjort plads til en radio.
Museet for Søfart har også en bogreol. Den har stået i 2. maskinmesters kahyt om bord i hvalfangerskibet ”Sonja Kalitoq”, bygget i 1935 i Norge og tilhørende Kongelig Grønlandsk Handel.
Flere bøger blev trykt og solgt fra 1900. Bøgerne blev billigere takket være bogtrykkeriets tekniske fremskridt, og de fleste læste efterhånden bøger, som kunne lånes på offentlige biblioteker. Der kom nye bogformater fra A til F, hvortil kom kvadratiske formater og senere formatet A-4. Det stillede krav til bogreolerne, som typisk havde hylder anbragt i forskellig højde med de små bøger på de øverste reolhylder og de store formater nederst.
I 1940-erne kom en nyskabelse, nemlig murstensreolen. Det var en enkel og billig måde at lave sin egen bogreol på. Et antal mursten og nogle planker eller brædder. Især i unge hjem og i sommerhuse blev den løsning foretrukket som bogreol.
Murstensreol fra sommerhus i Odsherred, Nykøbing Sjællands Museum
I 1950-erne kom bogreoler i teaktræsfiner. Bogreolen skulle selvfølgelig passe til det nye teaktræsmøblement, som efterhånden vandt frem på bekostning af de indenlandske træarter. Efter krigen kom også billigbøgerne, og i mange hjem bugnede reolerne efterhånden af bøger og tidsskrifter. En lang tid læste man flere bøger, end man ejede. Fra 60-erne blev det nærmest omvendt. Folk begyndte at have bøger på reolen, som de aldrig fik læst.
Plakat udsendt af forlaget Gyldendal omkring 1947 og tegnet af Axel Mathiesen, Den Gl. By
Hvad angik bogreoler, så blev 1960-erne, ungdomsoprørets tid, minimalistisk. I unge hjem gjorde gamle ølkasser det ud for en bogreol. Nu var det også slut med at få en møbelsnedker til at lave en reol. Det var blevet alt for dyrt, og i stedet købte man fabriksfremstillede serievarer, som møbelforretninger solgte. En ny stor producent dukkede op på markedet, svenske Ikea, som benyttede supermarkedsideen. Man troppede op, helst med bil, og de ønskede varer kom i pakker med hjem, hvor man lagde det hele ud på gulvet og samlede møblet. Somme tider gik det ikke uden bøvl og irritationer. Mange reoler var fremstillet i fineret spånplade, og når man ved hvad bøger vejer, så var resultatet ofte hylder, som blev stærkt nedadbuet. Det var dårlig kvalitet, og mange gange lod det sig ikke gøre at skille reolen ad og samle den igen.
Længe før ungdomsoprøret blev kasser brugt til bogreoler. Disse kasser er nødhjælpskasser fra 1945 sendt til Slesvig og dér blev de i et dansk hjem til bogkasser. Sønderborg Museum
En ny type reol var de såkaldte stigereoler, som man let kunne transportere og samle. De var lavet af massivt limtræ og stærke. I en del hjem nåede bogsamlingen en størrelse, så bogreoler fyldte en hel eller evt. flere af stuens vægge. Det var hyggeligt huleagtigt og gav indtryk af nogle meget belæste beboere. Noget nyt var at møbelfirmaer solgte hele skabs- og reolvægge i teak. Det var en løsning, som gav skabsplads, hyldeplads og plads til radio, grammofon og tv, og imponerende så det ud. Men de færreste havde råd og plads til sådan en sag. Mere populært blev i 50-erne og 60-erne et reolsystem som Poul Cadovius designede. Det bestod af to lodrette væglister, som kunne bære en række teaktræshylder, der hang og hvilede i vangerne i messingbøjler. Poul Cadovius ønskede et reolsystem som skabte mere plads i hjemmet, så, som han udtrykte det, mennesker ikke spærres inde blandt møbler på et begrænset gulvareal.
Bogreol i Poul Cadovius systemet Royal. Dette system er stadig efterspurgt som retro møblement og sælges på auktioner
Med introduktionen af pc-er og www var bogens gyldne tid forbi. I det 21. århundrede synes bogreolen som en vigtig del af boligkulturen at være på retur. Der er ikke længere prestige eller interesse i bøger og bogsamlinger i en tid, hvor der surfes på nettet på tablets og mobiltelefoner i en grad, så folk knap nok ser på de mennesker, de er i stue med.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 18. april 2023]
