Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 53 - Tapet

Kategori: Temaer
Visninger: 1903

 

Tapetserer var engang et erhverv, og det var ofte slået sammen med sadelmager. Der fandtes endda i København et laug for dette håndværk. Den gamle uddannelse til sadelmager og tapetserer ophørte i 1975. Også møbelpolstring indgik i uddannelsen. Der er stadigvæk god brug for professionelle til at polstre møbler, lave sadelmageri og til at tapetsere. Enhver der har kæmpet med at tapetsere et større rum vil skrive under på, at tapetsering kræver erfaring, kunnen og tålmodighed.

 Tapet- og dekoratør forretning på Frederiksberg, Frederiksberg Stadsarkiv

Hvornår kom tapeterne i brug? Ordet tapet er latin og tapete eller tapetia betyder vægtæppe. Den slags brugte man i antikken. Et godt stykke tilbage i middelalderen begyndte man på nordligere breddegrader end Rom, at hænge tæpper op i beboelsesrum. Et berømt vægtæppe, tapet, findes i Bayeux i Nordfrankrig. Det er fra 1000-tallet og viser normannernes invasion af England i år 1066. Vægtæpper var dekorative, gav farver og hygge, og de lunede. Tæpperne var broderede med mønstre og figurer, ofte dyr eller scenerier med mennesker. De var så kostbare, at det kun var samfundets overklasse, som kunne anskaffe sig tapeter, og de fandtes kun på kongens eller adlens slotte. I renæssancen blev vægtæpperne til gobeliner eller flamske tapeter, store vævede tæpper, som i deres motiver forherligede regenten, viste vedkommende i krig og på jagt eller gengav scener fra antikkens fortællinger. Den flamske billedvæver Hans Kneiper kom til Danmark indbudt af kongen, Frederik 2, og fremstillede gobeliner til kongens nye slotte Frederiksborg og Kronborg. Disse kostbare billedvævninger var de første kunstneriske illustrationer af historiske og nationale begivenheder.

I 1600-tallet fremkom en ny vægbeklædning i form af gyldenlæder. Som navnet siger, var det læder, dyrehud, der var presset mønstre i, og disse blev forgyldt. Man begyndte også at sætte bemalede lærredsstykker op på væggen, typisk såkaldte dørstykker med blomstermalerier eller landskabsscener efter tidens smag.

 Tapet fra Møntmestergården i København. Bygningen er genopført i Den Gamle By. Tapetet dateres til 1768, Den Gamle By

I slutningen af 1700-tallet kom de første papirtapeter. Mønstre og ornamenter blev udskåret i træblokke og blokken brugtes igen og igen til at trykke på svært papir, som opsattes stykke for stykke, så de dækkede en væg. Den jødiske forretningsmand Abraham Moses Henriques startede i 1777 en tapetfabrik i København. Han døde i 1802, men i 1827 åbnede Fraenckel, der ligeledes tilhørte det mosaiske samfund, en tapetfabrik i sit hus i Ny Adelgade i København. Fraenckel var miniaturemaler og tegnede selv sine tapeter. Ledelsen overgik i 1850 til hans svoger Samuel Henriques.

I 1800-årene blev det håndlavede bøttepapir erstattet af maskinpapir. Man brugte maskiner med valser, der gjorde det muligt på papirfabrikker at fremstille lange baner papir, og omkring 1860 begyndte man at benytte trykkemaskiner til papiret. Trykblokkene blev erstattet af tapetvalser af træ med de trykmønstre, man ønskede. En stor variation af mønstre og motiver forekom. Masseproduktionen gjorde tapeter billigere, og det betød at bredere kredse i befolkning begyndte at tapetsere væggene i deres hjem.

Wilhelm Marstrand har malet familien Waagepetersen, kvinder og børn, i den fine stue. Maleriet giver et godt indtryk af boligindretning i et højborgerligt københavnsk hjem. Det er fra 1836 og på væggen ses et lysegråt tapet med hvide bladmønstre. Statens Museum for Kunst

De første danske tapetfabrikker med trykkemaskiner kom med industrialiseringen. I starten af 1870-erne blev flere fabrikker grundlagt: Carl Krügers Tapetfabrik og Dahls Rullegardins- og Tapetfabrik begge i København samt Harboes Rullegardin- og Tapetfabrik i Odense.

Efterhånden kom der tapetfabrikker i flere byer. Fabrikken Fiona i Faaborg blev startet i 1897, og i Horsens kom Jens Hansens fabrik grundlagt 1896. I 1928 slog flere tapetfabrikker sig sammen i De Forenede Tapetfabrikker og ti år senere skete endnu en fusion af fabrikkerne i Danske Tapetfabrikker. Fusionen omfattede Københavns Tapetfabrik, Dahls, Harboes og Krügers fabrikker samt flere andre. Fabrikkerne i Faaborg og Horsens blev uden for sammenslutningen.  

 Plakat for De danske Tapetfabrikker, 1939 tegning af E. Strand, Den Gamle By

I starten af 1800- tallet var det kun velstående familier i byerne, som fik tapetseret deres vægge. Limfarve på væggene var længe brugt og kun den fine stue fik tapet. Men snart blev også de nye store bondegårdes stuer og kamre tapetseret og til sidst arbejderlejligheder i byen og på landet. Tapet indgik i 1900-årene i al boligindretning, og tapetfabrikkerne samarbejdede til udvikling af deres tapetmønstre med arkitekter og kunstnere som Arne Jakobsen, Bent Karlby, J.F. Willumsen, Ib Andersen, Axel Salto og Poul Gernes. Man taler derfor om kunstnertapeter i årene 1930 – 1960.

 Tapet fra 1960-erne, Ballerup Museum

En tapet- og farvehandel fandtes i alle byer, og tapethandlerne nød godt af, at mange valgte et nyt tapet, når de flyttede ind i en lejlighed. Det var på den måde, man efterhånden fik mange lag tapet. Til sidst blev papirlaget så tykt, at man måtte dampe det gamle tapetlag af og starte fra grunden. Det var især kvinderne, som valgte tapet og bestemte, hvor skabet, sofaen og de øvrige møbler skulle stå.

De forskellige stilperioder afspejler sig naturligvis i tapeterne, og længe var blomster- og bladornamenter de foretrukne dekorative motiver. I jugendstilen dominerede valmuer, åkander og liljer. Under modernismen kom stormønstrede tapeter på mode, og i 1950-erne slog det abstrakte og farverige igennem. Derefter kom i 60-erne og 70-erne en tid, hvor hvide vægge var populære, og hvidmalede savsmuldstapeter eller opklæbet hessian var sagen i unge hjem. Omsætningen styrtdykkede, og det betød lukning af mange tapetfabrikker. I 2012 lukkede Fiona i Faaborg, den sidste af de store gamle danske tapetfabrikker.

Fasangården i Frederiksberg Have i København er bygget til kongens fasanmester. Her har man afdækket noget enestående, nemlig 16 lag tapet på væggene dækkende perioden 1828 til 1960. Vægbeklædningen er rekonstrueret, så det for besøgende er muligt at se de farverige tapeter, der er anvendt gennem tiden.

 Et af de restaurerede tapetserede rum i Fasangården, som i dag er traktørsted, Slots-og Kulturstyrelsen

Det ligger ellers lidt tungt med bevaring af tapeter. De har aldrig været samleobjekter og har været en temmelig upåagtet del af boligen. I museernes samlinger findes spredte fragmenter af gamle tapeter. Aalborg har et stykke gyldenlædertapet med indskriften Bergitte Dorothea Colstrup, C. 8.de Februari 1765. Den gamle By har et stykke tapet fra direktionsværelset i Vestindisk Pakhus bygget efter tegninger af arkitekt Harsdorff i 1782. Nationalmuseet og Den Gamle By har en del tapeter i deres magasiner.

 Gamle tapeter er blev opdaget og bevaret i forbindelse med nedrivninger. Det gælder således dette stykke tapet fra ca. 1775 fra ejendommen Landemærket 25, nedrevet i 1964. I forbindelse med de mange nedrivninger i København er optaget talrige fotografier af interiører, desværre oftest i sort-hvid. Københavns Museum

Tapetprøvebøger er gode kilder til tapetets skiftende udseende i årene før, under og efter anden verdenskrig. Det var den slags bøger, kunder bladede i for at finde det tapet, de syntes om. Prøvebøger findes på flere museer. Randers Museum har flere tapetprøvebøger. En er dateret 1926, mens en anden har titlen ”Højmoderne Tapeter” sæson 1930. Bornholms Museum har nogle prøvebøger fra Rønne Tapet- og Farvehandel.

Trykklodser er bevaret, hvorimod trævalser med mønstre fra tapetfremstilling er fåtallige i museerne. Mange valser blev kasseret som uanvendelige da fabrikkerne lukkede. Men nogle blev anvendt til lampestander eller blomstersøjle. Tapetpapir blev brugt til indpakning og til indbinding af bøger. Det gælder f.eks. en bog fra 1796 brugt på Hunseby skole, Lolland. De forskellige remedier til tapetsering findes også på museerne. Færgegårdens Museum har en tapetbørste. Tønder Museum har to tapetsakse, og Randers Museum har en blæselampe til at løsne gammelt tapet. Viborg Museum har en kantskærer. Roskilde har en lineal til afrivning af tapet; den er mærket Fiona. Arbejdermuseet har en lille lærebog om tapet og tapetopsætning.

En ny type tapet kom frem i 1970-erne, fototapetet, både i sort-hvid og i farve. Med fototapet kan man rykke skov og mark ind i stuen, eller skabe illusion om trævægge og murstensvægge. Man kan også tapetsere et verdenskort op på væggen eller et fortidslandskab med dinosaurer eller Rembrandts Nattevagten. Alt er muligt, men ikke nødvendigvis passende eller til at leve med i en lille lejlighed.  

Tapetet er på vej tilbage efter en lang periode med hvide vægge. Der designes og trykkes stadig smukke og kunstfærdige tapeter. Retrotapeter er desuden kommet på mode. Opsætning af gamle kunstnertapeter på en plade, så de fremstår som et maleri, er en effektfuld og fleksibel vægdekoration. Prøv det.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 10. oktober 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 34: Bogreol
Museumsnumre 20: Lustre
Museumsnumre 74 - kaffevogn og pølsevogn